Natteskrig

En historie om fattigdom og kærlighed. Den er fra 16 - 1700 tallet, og jeg aner seriøst ikke, hvordan det var dengang, men jeg prøver.
Pigen på billedet er hovedpersonen. Jeg tror nok, at det er Victoria Frances.
Håber I gider at læse min fantasy novelle i stedet for mine JB-noveller.

8Likes
59Kommentarer
4146Visninger
AA

10. 10.

"Jeg elsker regn. Især om morgnen," hviskede jeg og kørte en finger op af hans blege, glatte brystkasse.

"Især med dig," smilede han. Regnen piskede mod vinduet igen og igen og lyset havde ikke tænkt sig at komme frem bag skyerne. Stearinlysene var stadig tændt. Han havde sikkert tændt dem inden jeg vågnede.

"Hvor gammel er du?" spurgte jeg efter noget tid og rullede om på maven. Jeg pillede ved mine negle, for at virke ligeglad, men rigtig var jeg bange for, om han nu var alt for gammel. Selvfølgelig var han ikke det, for han havde stadig det barnlige smil og latter, men hans stærke overkrop sagde noget andet og det samme med hans stemme.

"Enogtyve," sagde han. Der var fem års forskel, men det kunne være lige meget nu. Det eneste, jeg kunne tænke på, var hans smukke krop og ansigt og den lange nat.

"Jeg er glad for, at du tog mig med her over," sagde jeg, efter at have stirret ind i hans øjne.

"Jeg er glad for, at jeg endelig fik dig." Han kyssede min skulder og kiggede på mig.

"Er jeg spændende at se på?" spurgte jeg og grinte lavt.

"Du er det smukkeste, jeg nogensinde har set," sagde han og flyttede ikke én eneste gang hans blik fra mig. Jeg grinte bare af ham og rystede på hovedet. "Har du set dig selv?" spurgte han. "Dine øjne er mere blå end selveste himlen og en krop så sexet, at det gør ondt."

Jeg rødmede igen og grinte af ham. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hans alvorlige stemme og ordet 'sexet'.

"Jeg mener det," sagde han og trak mig ind til sig. "Du burde virkelig vide det." Jeg trak vejret dybt og nød hans rosenduft.

"Det burde du også vide," sagde jeg. "Du er det smukkeste jeg nogensinde har set." Jeg kyssede ham og klamrede os til hinanden.

 

 

Jeg vidste allerede fra start af, at jeg drømte. Jeg gik rundt i skoven, og hvad jeg huskede, havde jeg ikke selv gået derind.

Træerne skinnnede i månelyset og det var det eneste, der kunne lyse den op. Alt var mørkt og koldt og jeg var bange. Virkelig bange, selvom jeg ikke vidste hvorfor. Jeg sad mig i mørket og et eller andet ved mit ben forhindrede mig i at gå.

Så så jeg tågen, der lå tykt nede på jorden og skikkelser. En stor skikkelse røg ned på jorden, tung og hård. En menneskeskikkelse gik i mod mig med faste skridt. Jeg skyndte mig at få stenen væk, der lige pludselig lå på mit ben. Det så så smertefuldt ud, at sådan en tung sten lå på mit skinneben, men jeg kunne intet mærke.

Så kom nogle hænder og jeg opdagede, hvad det var, jeg drømte. Jeg lagde kun mærke til brændmærket. En sort og rød dråbe, klamrende til hinanden.

Jeg kiggede langsomt op på personen. Så lød et brag.

 

 

Jeg sprang ikke op af sengen og skreg og svedte, men åbnede bare langsomt øjnene og kiggede direkte ind i en sort væg. Der var helt stille omkring mig. Det måtte være morgen og der var intet regn.

Jeg rullede om på den anden side og forventede at se ind i Lorens øjne, men han var der ikke. Der var helt tomt.

Jeg rejste mig op og tog et tæppe rundt om. Den føltes øm og træt. Jeg fandt en kort kjole. Nu hvor han havde set mig nøgen og kendte min krop til det inderste, som han sagde en af gangene, var det lige meget med, om han så meget af min krop.

Jeg gik ned til stuen og drejede rundt et par gange. "Loren?" sagde jeg. Et par arme blev lagt rundt om min hals. Det gav et sæt i mig og et skrig slap ud af mine læber. En hånd klaskede om min hånd og jeg hørte et grin bag mig.

"Det er bare mig, Rosie. Du behøver ikke skrige." Han vendte mig om og jeg smilede lettet. Han lagde en hånd på mit dunkende hjerte.

"Jeg kunne ikke finde dig."

"Jeg gik bare en tur." Han tog fat i min hånd og kyssede den, uden at slippe mit blik. Mit blik faldt på hans armbånd. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kiggede grundigt på hans håndled. Han havde armbåndet stramt på, men jeg så det godt. Noget sort og rødt, der stikkede svagt op af armbåndet.

"Det er lige, hvad jeg mangler," mumlede jeg. Min stemme havde mistet alle følelser. Den var stille og kold. Allermest bange.

"Skal jeg gå med?" spurgte han og lagde mærke til mit tonefald. Han løftede op i min hage og kiggede mig ind i øjnene. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at det var den hånd med brændmærket.

"Jeg har brug for at være alene." For at være sikker på, han ikke fulgte efter mig, kyssede jeg ham. Han lagde hans arme om mig og prøvede at holde mig fast, men jeg skubbede dem væk. Han gav overraskede nok slip og hans arme faldt slapt ned. "Vi ses." Jeg vidste ikke, om det sidste var sandt, men jeg skyndte mig bare ud af døren. Jeg nåede lige at se ham helt alene tilbage i huset.

Så løb jeg. Billeder dukkede op igen og igen og jeg faldt hver eneste gang de poppede op. De slanke, stærke hænder, brændmærket ... Loren.

Jeg så ham bide direkte mod ulven. Måden han gjorde det på ... Han hev stenen væk fra mig og lod mig løbe væk ...

Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg løb. Meget langt ind i skoven. Det var mine tanker, der førte mig der over. Jeg så brændmærket igen og igen i hovedet ...

Jeg stoppede brat op og kiggede på mit håndled. Brændmærket. Jeg kunne ikke se forskel på dem begge. De var helt ens.

Jeg så noget ud af øjenkrogen. Noget sort og smukt. Da jeg vendte hovedet, blomstrede en sort rose smukt op af et ungt træ. Jeg gik langsomt over og plukkede den. Den duftede sødt. Den duftede ligesom Loren.

Jeg løftede hovedet op fra rosen og lavede store øjne. Der var roser over alt. Kun sorte roser, der snoede sig op af træer, hen ad jorden og havde intet problem med at gro der, hvor ingen sol var.

Jeg satte mig op af en klippe. Jeg holdte mig for hjertet i håb om, at det slappede af. Billeder dukkede op igen og jeg føltes mig pludselig dum. Sindssyg. Hvad skete der?

Jeg rejste mig op og var fast besluttet på at gå tilbage. Jeg kiggede på rosen i min hånd. Jeg var sikker på, at sorte roser ikke fandtes. Hundred procent. Det måtte være her, at Loren gik og plukkede dem.

Der fandt jeg endnu en løgn. Han sagde, han havde købt dem, men de var rigtigt her.

Jeg gik med fast skridt væk, men nu var der noget rødt, der standsede mig. Blod. Der var en stor blodklat på klippevæggen og en sort dråbe ved siden af.

Jeg kiggede forskrækket ned på mit håndled. Mine hænder begyndte at ryste mere og mere jo tættere jeg kom hen til de to dråber.

Jeg var helt sikker på, at det røde var blod. Frisk blod, der ikke var ret gammelt. Jeg rystede over hele kroppen, da jeg strejfede den med min ene hånd og fik det på fingerspidserne.

"Hvad laver du her?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...