Rejsen til Atlanta (JB)

Natalie var Justin Biebers Barcelona-flirt, da han var på sin My World tour. For Natalie var det en naturlig ting at flirte med fyre der var på ferie i Barcelona, og hun troede at Justin bare var endnu en i rækken, men så skete det som hun havde lovet sig selv aldrig at gøre med en fyr som bare vare en forbipasserende fyr på ferie: Hun havde sex med ham. Hun blev gravid. Justin er uvidende, da hun fandt ud af det efter at han var rejst. Hun valgte ikke at fortælle ham det, hans liv ikke har plads til et barn, og han har jo en kæreste - Selena Gomez. Natalie vil ikke have et barn, men da hun kommer fra en meget troende katolsk familie, var abort udelukket...

62Likes
446Kommentarer
19305Visninger
AA

2. Afsked

Det er 6 måneder siden jeg fødte Sofía. Min graviditet var hård, men jeg fik god støtte fra min mor, Sara, og Rosa. Men mit liv har forandret sig meget. Mange af mine 'venner', ser jeg ikke rigtigt længere, men jeg kan altid regne med Rosa. Det vidste jeg fra starten, men jeg havde ikke forventet at jeg ville miste mine venner så hurtigt. Jeg er åbenbart ikke noget værd, når jeg venter barn. Men det er ligemeget. Jeg elsker mit barn overalt på jorden, selvom det er hårdt. Justin ved ikke noget, og jeg er den eneste der ved hvem faren til Sofía er, altså bortset fra Rosa. Jeg har ikke fortalt min familie det. Min far ville sagsøge ham, og jeg ønsker ikke at ødelægge hans liv, fordi vi ikke tænkte os om. Min familie tror, at jeg ikke er i stand til at kontakte faren. Jeg indrømmer vi kunne bruge pengene, men det er mest mig det går ud over.

Sofía har sin fars smukke øjne, og mit hår. Mit hår er mørkebrunt - nærmest sort. Jeg søgte faktisk på Justin Bieber på google. Deres øjne er 100 % ens. Fantastisk egentlig. Jeg synes Sofía er smuk. Alle i familien er vilde med hende... bortset fra min far. Han snakker ikke så meget til mig længere. Det sårer mig faktisk, men jeg kan ikke gøre noget ved det.

 

Vi sad og spiste aftensmad. Der var hyggesnak og så videre. Det var en rigtig hyggelig stemning. Leonardo var ved at fortælle om det nye skatertrick han havde lært. Han er ret god til det med at skate, og han er 7!?  Han skater med de større nede foran et kunstmuseum, som vi bor ved siden af. Pladsen foran museet er blevet en lokal skaterplads. Jeg har tit stået og råbt ned til ham. Om aftensmad og lignende, fra vores vindue.

"Natalie, bliver du lige?" sagde min far, da vi var ved at tage af bordet. "Ja." sagde jeg. Åh nej, hvad ville han? Han lød ret seriøs. Da alle havde forladt køkkenet, så jeg var alene med ham. sagde han: "Vi kan ikke blive ved med at betale for Sofía..." Mit hjerte faldt lige til gulvet der. "Je... Jeg kan skaffe et job mere, jeg..." "Spar mig", sagde han og viftede afværgende med hånden. "Din mor tager sig allerede godt af Sofía, når du er ude og arbejde. Endnu et job vil få hende på fuld tid i babysitting." sagde han. "Hv-Hvad er det d-du siger?" Stammede jeg. 

 

Jeg stod på mit værelse, grædende, og pakkede mine ting. Jeg havde lige haft verdens største skænderi med min far, og i sidste ende havde hele familien været publikum. Jeg havde taget min kuffert frem, og halvdelen af mit tøj lå allerede deri. 

Min kuffert var fuld, og jeg overvejede hvad jeg manglede. Min computer, opladere, tøj, sko, makeup, osv lå i den kuffert. Nærmest mit liv. Det bankede på døren. Det var Sara. "Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte hun. Det var sødt af hende. "Jeg har brug for mere plads til Sofías ting..." sukkede jeg, og tørrede tårene væk fra mine kinder. "Du må godt låne min kuffert, hvis du vil?" tilbød hun. "Mener du det?" snøftede jeg. Hun nikkede smilende, og gik ud. Lidt efter kom hun inde med sin kuffert. Sort. Min var turkis. Min yndlingsfarve. Jeg smilede til hende som tak. "Skal jeg hjælpe eller noget?" spurgte hun. "Nej, jeg klarer mig, ellers tak." svarede jeg høfligt. Hun skulle ikke lide som mig. Sara listede ud, men jeg fik ikke fred længe, da Leonardo kom ind. Man kunne se han havde grædt. "Forlader du os virkelig?" snøftede han. "Ikke for evigt" opmuntrede jeg ham, men det skar i mit hjerte at se ham sådan. "Kom her" sagde jeg, og slog mine arme ud, og krammede ham. Han snøftede igen.

 

Jeg var klar til at skride. Min turkise kuffert, Saras sorte, min skoletaske, og min idrætstaske var pakket, med alt hvad jeg behøvede... Håbede jeg. Hver taske stod på kufferterne, og Sofía hang på min mave i den gamle familiesele. Jeg trillede nu kufferterne ud af mit værelse. Jeg græd. Lydløst. Men jeg kunne mærke de varme tårer strømme ned af kinderne på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...