Helten = Kameraet

Den 14-årige Megan Caine forsvinder sporløst fra hendes hjemby Miami. Eller næsten, for hun efterlader sig hendes kamera som det eneste spor af hende. Hun fik kameraet i gave 3 mdr. før sin forsvinden og FBI skal nu finde hende, og det eneste de har er kameraet og hendes hund.

2Likes
2Kommentarer
1135Visninger
AA

2. Hvis hunde kunne tale..

"Dee vil snakke med dig, Nicole," sagde Natalie. Jeg stirrede på hende, og der gik lidt tid før hun opfattede det. "Hvad er der?" spurgte hun og gabte. Jeg kiggede igen på skærmen for at sikre mig at jeg havde læst rigtigt. "Hvornår havde du tænkt dig at fortælle os andre om det der!?" spurgte jeg surt. Som svar kiggede hun mærkeligt på mig. "Synes du ikke vi andre skulle se de billeder?" spurgte jeg. Hun skubbede mig væk, og gispede da hun kiggede på skærmen. "Jo!" sagde hun bestemt, "men de må være kommet frem i det øjeblik jeg vendte mig om!" Vi stirrede begge to på de sære billeder. Hunden som vi stadig ikke havde fundet, sad oven på sine 'trofæer'. Det lignede det i hvert fald. Hunden som sad på en bunke fyldt med døde dyr. Mus, katte, rotter, fugle, marsvin og en enkelt ræv var der vist også. Det gav ikke mening. Natalie tog hænderne op for munden og vendte sig om. Dee kom hen til os. "Natalie, jeg sagde du skulle sige at jeg ville snakke med..." Længere nåede hun ikke, før hun fik at glimt af billederne. "Hvad er det?" spurgte hun. Hverken Natalie eller mig ville svare på spørgsmålet. "Det giver jo ikke mening. Det er jo langt ude, hvem har dræbt alle de dyr? Hunden burde have spist dem! Det kan ikke være hunden. Hvordan kan d..." Hun stoppede i det hun rullede ned. Nu var der et billede hvor Megan sad ved siden af hunden og bunken af døde dyr. Hun græd. Eller havde grædt. "Hun er blevet kidnappet," mumlede jeg.

"Vuf, vuf!" lød det. "Hunden!" råbte Tony og susede af sted i retning af lyden. Han forsvandt om bag huset og vi sad alle og ventede på at han skulle komme ud med hunden. "Av for fanden! Lortekøter!" råbte han vredt. Der gik ikke længe før han trådte ud på græsplænen med en hund magen til den der var på billederne. Det kunne umuligt være den der havde dræbt dyrene. Jeg satte mig på hug og klappede på mine lår. "Slip den," sagde jeg til Tony. Han kiggede kort på mig og sagde: "Hvis den løber væk, fanger du den selv," og så slap han den. Den spurtede hen til mig og jeg begyndte at nusse den bag øret. "Hvad hedder den?" råbte jeg hen til Megans familie. Jeg er ikke helt sikker på hvem der svarede, men den hed åbenbart Sunshine. "Hej Sunshine," sagde jeg glad og fortsatte, "Kan du ikke fortælle noget om den person der har taget Megan? Kan du ikke komme med bare en lille ting der kan hjælpe os et skridt videre?" Jeg er jo ikke idiot. Jeg er godt klar over at hunden nok ikke svarede, men man kunne alligevel ikke lade vær med at håbe, at den gjorde et eller andet så jeg kunne forstå den. En pige gik forbi på den anden side af vejen. Idet hun fik øje på hunden, vendte hun hurtigt blikket væk og satte farten op. 10 eller 12 år må hun have været. Sunshine så pigen og begyndte at gø vildt. Jeg kæmpede for at holde den fast, men Tony måtte tage over. "Vent," råbte jeg efter pigen og rejste mig op. Hun blev ved med at gå. Hurtigt. Jeg begyndte at gå efter hende, og hun satte farten mere op. Jeg begyndte at løbe, og snart indhentede jeg hende. Jeg tog fat i hendes arm og vendte hende rundt. Jeg skulle til at fortælle hende at man skulle gøre som FBI sagde, men jeg nåede kun lige at åbne munden, inden hun vendte sig om. "Jeg så hende! Han havde hende over skulderen og jeg kunne ikke se om hun trak vejret. Han lagde hende ind på bagsædet, og da de kørte begyndte Sunshin at løbe efter dem og.." Jeg afbrød hende. "Rolig! Kender du Megan?" sprugte jeg hende. Tårene begyndte at trille ned ad hendes kinder. "Jeg har mødt hende masser af gange, når hun er ude at gå tur med Sunshine. De sidste par uger har jeg været med ude at gå med hende. Hver dag. Jeg vidste ikke hvem han havde over skulderen, lige indtil jeg så Sunshine. Så vidste jeg at det var Megan. Jeg tror det var mit held at han ikke så mig. Men da de kørte væk..." Jeg afbrød hende endnu en gang. "Hov hov hov, vent lige lidt. Så du nummerpladen?" Hun rystede på hovedet. "Kan du beskrive bilen?" Hun nikkede. "Den var rød. Den lignede en blanding mellem en Ferrari og en racerbil. Når døren åbnede kørte den op af, så han skulle trække ned i døren når han lukkede den. Og hjulene. De lignede blomster. Altså det sølv inde i hjulene." Hun holdt en lille pause. "Jeg kan ikk huske mere," sagde hun meget stille. "Det okay," fortalte jeg hende. Der gik lidt tid. "Finder i hende? Finder i Megan?" spurgte hun trist. "Vi gør alt hvad vi kan," forsikrede jeg hende om, "men det eneste vi har er hendes kamera og hunden." Hun kiggede over på Sunshine. "Hvis bare hunde kunne tale," mumlede hun. Jeg kiggede på hende og kunne ikke være mere enig. "Ja, hvis bare de kunne!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...