Your world - is my world ◇ JDB

Alana Aimee Stevens er lige fyldt de sytten år. Hun lever sit liv i USA, hvor hun bor med hendes storebror, far og hendes mor fra Hawaii, hvor hun også selv er fra. Alana havde en tvillingesøster, Alika, som var hende meget tæt, men hun døde i en bilulykke, hvor føren var deres storebror Kale. Derfor er Kale nu blevet meget overbeskyttende overfor Alana, som kalder sig Aimee, men det tænker hun ikke så meget over. Det eneste hun tænker på er hendes sangskrivning, som hun bruger meget lang tid på.

129Likes
507Kommentarer
17661Visninger
AA

23. Justins synsvinkel

Jeg valgte at gå ind i studiet igen, hvor Riley havde rejst sig op, og så nærmest helt okay ud. Hun lignede faktisk en, der gemte på et stort smil.

"Justin, min bror har fået det en del værre, og jeg bliver altså nød til, at gå hen og være ved hans side. Han har altså brug for mig lige nu," sagde hun, og sendte mig et trist smil. Jeg nikkede, og krammede hende. Hun trak sig blidt ud, og lagde sine læber på mine. Jeg trak mig kort efter ud, og smilede forsigtigt til hende. "Vi ses," sagde hun, åbnede døren, og gik ud af den. Lige inden den smækkede, så jeg hende sætte i løb med et smil over læberne. Hvorfor smilte hun pludselig? Og hvor blev Aimee af? Måske var hun et andet sted her omkring? 

"Jeg går ud, og leder efter Aimee," sagde jeg, og ventede ikke på noget svar, før jeg gik ud af døren, og begyndte at kigge rundt i studiet. Jeg valgte først at gå hen imod køkkenet, og spørge om de har set hende. Egentlig regnede jeg ikke med, at de havde set hende, men jeg kunne vel altid spørge dem? Måske havde de set, hvad vej hun gik eller noget... Jeg kunne se en mand sidde på en stol med en avis foran sig, som han tydeligvis læste i. Jeg stille mig hen foran ham, men han havde vidst ikke engang lagt mærke til mig. Jeg rømmede mig, og han kiggede irriteret op på mig, men blødte hurtigt op, da han så, at det var mig.

"Mr. Bieber? Hvad laver De her? Skal De have noget at spise eller noget?" spurgte han hurtigt, og lagde sin avis væk, og rejste sig fra sin stol. Jeg rystede grinende på hovedet, da stolen væltede, fordi den blev skubbet så hårdt og hurtigt væk. 

"Nej... Jeg ville bare høre, om du har set en grædende pige løbe forbi her? Jeg leder nemlig efter hende, men der hvor jeg troede, hun var, var hun tydeligvis ikke," mumlede jeg, og kiggede smilende på ham. 

"Beklager. Jeg har ikke set noget grædende pige løbe forbi her, men måske er hun løbet udenfor, eller ude i rygerrummet eller noget?" sagde han spørgende, og smilede venligt til mig. Jeg trak på skuldrene. Hvad skulle Aimee lave i rygerrummet? Hun ryger jo ikke. Eller det lugter i hvert fald ikke sådan.

"Jeg prøver at kigge. Tak for hjælpen," sagde jeg, og smilede taknemmeligt til ham. Han smilede igen, som et 'det var så lidt'. Jeg gik ned imod udgangen, hvor hun måske var løbet ud af, men lige i det jeg gik ned af trapperne, og ned imod udgangen, åbnede døren sig, og Aimee kom ind. Hun lignede en, som ikke vidste, hvad hun skulle gøre. "Aimee," sagde jeg glad, og gik hen imod hende. Hun smilede et anstrengt smil. Hendes øjne var stadig en smule røde, så jeg kunne gætte, at hun havde grædt derude. "Hvor var du henne?" spurgte jeg, og smilede glad til hende.

"Jeg havde bare... brug for noget luft... Ved du... hvor Riley skulle hen?" spurgte hun tøvende, og smilede forsigtigt til mig. Jeg kiggede forvirret til hende. Hun havde nok set Riley gå, men hvorfor ville hun vide det? 

"Ja, hun skulle besøge hendes bror. Han ligger stadig på hospitalet, og får det værre og værre. Det er syndt for ham. Hvorfor spørg du da?" spurgte jeg, og smilede venligt til hende, så hun vidste, at jeg ikke mente det strengt eller hårdt. Hun trak på skuldrene, og kiggede ud i luften, og så temmelig blank ud.  "Er der noget i vejen Aimee?" spurgte jeg, og kiggede undrende på hende. Igen trak hun bare på skuldrene. Var det virkelig så svært at sige ja eller nej? Åbenbart.... "Der må jo være et eller andet i vejen? Er det Alika igen?" spurgte jeg tøvende, og lagde en arm omkring hende. Hun rystede halv på hovedet, men så ikke ligefrem overbevisende ud. "Aimee jeg ved godt, at hun er dit svage punkt. Det er helt okay," sagde jeg, og smilede sødt til hende.

"Det er jo ikke det," sagde hun en anelse hårdt, men jeg kunne se, at hun ikke mente det på den måde. Egentlig kunne jeg ikke ligefrem forstille mig Aimee sådan rigtig sur, og om jeg ville komme til det, ville tiden jo egentlig kun vise...

"Jamen så fortæl mig det Aimee," sagde jeg også en smule hårdt og bestemt, men med et smil, så hun vidste, at jeg ikke mente noget ondt med det eller noget, for det gjorde jeg jo ikke. Jeg vil bare have hende til at fortælle det, i stedet for at forholde sig indelukket. Nogen gange er det jo bedre, at komme ud med sine tanker og følelser, end at holde dem inde i sig. 

"Det er bare..." sagde hun, men stoppede midt i sin sætning...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...