Your world - is my world ◇ JDB

Alana Aimee Stevens er lige fyldt de sytten år. Hun lever sit liv i USA, hvor hun bor med hendes storebror, far og hendes mor fra Hawaii, hvor hun også selv er fra. Alana havde en tvillingesøster, Alika, som var hende meget tæt, men hun døde i en bilulykke, hvor føren var deres storebror Kale. Derfor er Kale nu blevet meget overbeskyttende overfor Alana, som kalder sig Aimee, men det tænker hun ikke så meget over. Det eneste hun tænker på er hendes sangskrivning, som hun bruger meget lang tid på.

129Likes
507Kommentarer
17670Visninger
AA

28. Aimees synsvinkel

”Er du okay?” spurgte jeg ham, efter en lang pause. Han måtte være knust over det med Riley, så nu valgte jeg at spørge ham, da samtalen var gået i stå. Han kiggede forvirret på mig, og viste, at han ikke forstod, hvad jeg spurgte ind til på den måde. ”Altså efter det med Riley,” forsatte jeg, og satte mig en smule tættere på Justin. Han sagde intet til det, og så bare ud til at tænke. Jeg ville heller ikke presse ham til at sige noget, da han havde lov til at være indelukket. Det var hans liv, og da jeg ikke vidste hvor gode venner vi var, var det helt i orden.

”Hun var bare ikke det værd” sagde han stille og kiggede forsigtigt på mig. Mit blik så ind i hans og vi fik rigtig øjenkontakt. Ikke sådan en hurtigt en, men en i længere tid, kun os to alene. Hans brune øjne var så flotte, at jeg kunne se ind i dem i længere tid af gangen. Pludselig nærmede Justins ansigts sig mit, og jeg bevægede mit mod hans. Uden rigtig at have opfattet det, ramte vores læber hinandens, og et stød gik igennem mig. Dog var det ikke et kærligt og godt stød, men et stød fyldt med tanker. Dét her var forkert, intet andet. Der var bare det, at jeg ikke rigtigt kunne stoppe. I så lang tid havde mine tanker for Justin været store, jeg ville bare ikke indse det. Han var så sød og rar, men han havde Riley. Nu var det især havde, for de var slut. Deres forhold var forbi, og Justin var knust. Jeg kunne ikke bare sidde her og kysse med ham, så jeg trak mig væk.

”Hvorfor gør du det dog? Han er jo knust over hans brud, og så kysser du ham bare?” – ”Aimee, du kan lide ham, så gør det noget” Stemmerne lød i mit hoved, så jeg næsten fik det dårligt.

”Undskyld, Justin” var det eneste jeg kunne sige lige nu. Tankerne i mit hoved kørte bare rundt, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle. Jeg nød Justins selskab hver evig eneste dag, men han var lige gået fra hans livs kærlighed, på en af de mest brutale måder man kunne, så jeg kunne ikke sige mine følelser for ham.

”Aimee..” startede Justin, mens jeg havde blikket rette mod ham. Han så ligesom jeg selv, helt blank ud. Men hvad skulle man også gøre i sådan her situation her. For mit vedkommende, så jeg heller ikke mig selv sammen med Justin på den måde – nogen sinde, men hvis han spurgte en dag, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige.

”Undskyld, Justin. Jeg ved ikke lige hvad der skete” sagde jeg igen, og blev bare ved med at være uforstået med situationen. Justin så lidt mere forståelig ud, og jeg ville ønske, at jeg kunne læse hans tanker lige nu.

”Aimee, det var ligeså meget mig, og det ved du jo godt” smilede han stille, og jeg nikkede hurtigt. Vi havde begge taget det sidste skridt og kysset hinanden på læberne, men det var vel forkert? Hele situationen var bare forkert.  

”Justin, vil du ikke være sød at gå?” spurgte jeg og kiggede ned i gulvet. Ud af øjenkrogen kunne jeg se et forstående nik, og han rejste sig. Uden at gå med ham, blev jeg siddende i sengen og kiggede op på ham. Jeg kunne se at tårerne var på vej hos ham, og jeg forstod ham fuldt ud. Han havde mistet sin kæreste, som jeg vidste han elskede over alt på jorden, og sikkert stadig har følelser for. Men det er svært at sige farvel til kærlighed, når man stadig har følelser, men den måde Riley havde gjort det, var kun forkert.

”Det må vel være et farvel så. Nu har vi jo lavet sangen og indspillet den, så ja.. Farvel.” Justin stemme knækkede stille over i sætningen, men jeg hørte stadig ordene klart. Farvel. Et stærkt ord, men det passede i denne her situation. Det var et farvel for mig og Justin, og jeg ville sikkert aldrig se ham igen.

”Farvel” kom det stille fra mig, men først der indså jeg, at Justin var gået. Han havde ikke hørt mit farvel. Han måtte høre mit farvel! Selv om det var et farvel, var det vigtigt for mig, at han hørte det. Der var intet andet at gøre, jeg måtte løbe efter ham! Uden at tænke over det, åbnede jeg min dør, og løb ned ad trappen. Jeg måtte ikke komme for sent. Det ville ødelægge hele mit liv, hvis det skete. Hoveddøren var lukket og hele huset var stille, så han var nok allerede gået ud. Sukkende åbnede jeg døren, og i bare tær, løb jeg ud i forhaven. Jeg hørte en bil starte, og vidste straks, at det var Justins. Jeg løb ud til fortovet, men det var for sent. Stående i shorts og T-shirt, med tårerne trillede ned ad kinden, så jeg på bilen, som blev kørt af drengen jeg havde følelser for. Alt det havde hjulpet mig igennem med, han havde virkelig været der for mig, og det elskede jeg ham især for. Men nu var han væk, og jeg ville nok aldrig se ham igen. Jeg så bilen køre mod mørket, og kunne ane Justins skikkelse i førersædet. Der kørte han. Kørte væk fra mig, uden jeg havde fået sagt farvel. Det tog allerede nu hårdt på mig. Mit sidste ord jeg ville have sagt til ham, men alligevel ikke fik sagt. Det hele var slut, og jeg kunne intet gøre.  

Tårerne trillede ned ad mine kinder, mens jeg lå i min seng og prøvede at sove, men jeg kunne ikke. Alle tankerne var på Justin. Det var utroligt, at når jeg havde indstillet mig på, at jeg virkelig kunne lide ham, var mine følelser omkring det gået bersærk. Jeg elskede ham jo. Det var bare for sent for mig at indse, selv om jeg heller ikke kunne have fået meget ud af det, da han havde haft Riley. Aldrig kunne jeg finde på at gøre det, som Riley gjorde mod ham. Faktisk forstod jeg ikke, hvorfor folk kunne finde på det. De ødelagde jo den andens hjerte, men hvis de var sådan, så var det sådan de var. Jeg kunne ligeså stille mærke mine øjenlåg blive tungere, og til sidst faldt jeg også i søvn.

En mærkelig lyd kunne høres i rummet og jeg kiggede undrende rundt på mit værelse. Der var stadig mørkt, så meget havde jeg ikke skrevet. Hurtigt slog jeg dynen af min krop, og rejste mig i min natkjole. Lyden kom igen, men til at starte med, kunne jeg ikke vurdere, hvor den kom fra. Jeg tændte lyset til mit værelse, mens lyden blev ved med at komme. Helt stille stod jeg og lyttede, og kunne høre det kom fra vinduet. Hvad kunne det være. Hurtigt gik jeg hen, trak gardinet op og åbnede vinduet. Mit hjerte sprang et slag over. Det var Justin. Han stod dernede og havde kastet sten på mit vindue, men hvad lavede han dog her. Klokken var jo meget om natten, og han var sikkert træt. Uden at tænke over noget, lukkede jeg mit vinduet og løb mod mit tøj skab. En lang cardigan hang på en af bøjlerne, så hurtigt tog jeg den, og løb endnu en gang ned ad trappen. Hurtigt fik jeg også åbnet hoveddøren, hvor Justin få skridt derfra stod og ventede. Et smil bredte sig på hans ansigt, og det samme hos mig. Jeg løb bare hen mod ham, og krammede han. Kærligt trak han mig ind til sig, og jeg smilede for mig selv.

”Hvorfor?” spurgte jeg forsigtigt og kiggede på ham. Han kiggede smilende på mig, mens jeg bare ventede på, at han skulle svare.

”Jeg kom hjem, men kunne ikke få dig ud af mine tanker. Jeg er lige gået for Riley, og er ikke klar til en kæreste, men jeg kunne ikke forlade dig til et farvel” sagde han stille og strøg min kind. Jeg smilede stort til ham, og var enig. Heller ikke var jeg klar til en kæreste, eller ville for den sags skyld, udsætte Justin for noget, som han ikke var klar til.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Justin. Men er glad for, at det ikke blev et farvel” smilede jeg til ham, og blev igen trukket ind i et kram. Et kram jeg ikke ville være foruden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...