Your world - is my world ◇ JDB

Alana Aimee Stevens er lige fyldt de sytten år. Hun lever sit liv i USA, hvor hun bor med hendes storebror, far og hendes mor fra Hawaii, hvor hun også selv er fra. Alana havde en tvillingesøster, Alika, som var hende meget tæt, men hun døde i en bilulykke, hvor føren var deres storebror Kale. Derfor er Kale nu blevet meget overbeskyttende overfor Alana, som kalder sig Aimee, men det tænker hun ikke så meget over. Det eneste hun tænker på er hendes sangskrivning, som hun bruger meget lang tid på.

129Likes
507Kommentarer
17658Visninger
AA

20. Aimees synsvinkel

Justin var gået ind for at synge sangen, vi i fælleskab havde skrevet. Den var blevet bedre, end hvad jeg havde forventet. Da vi skrev den, kom både Justin og jeg på idéer hele tiden, og til sidst blev det til sangen; How to love. Han havde taget sin kæreste Riley med. Sidst vi mødtes, havde jeg ikke fået det bedste indtryk af hende, men når vi sådan stod og snakkede, virkede hun rigtig flink. Jeg glædede mig til den dag, Justins nye album ville komme ud, og man så ville kunne se mit navn stå under sangen, i den lille ’bog,’ der jo altid hørte med til cd’er. Tanken gjorde mig så glad, og stolt af mig selv. På mine sytten år, havde jeg faktisk hjulpet med at skrive en sang, til en succesfuld sanger. Måske var det starten på noget større? Riley og jeg satte os i en sort lædersofa, der stod i rummet hvor producerne sad ved deres mixerpulte og styrede lydstyrken og det man nu skulle. Justin begyndte at synge, men vi kunne ikke høre det, os på den anden side bag den lydtætte glasrude. En sms tone, begyndte pludselig at spille højlydt. Riley kiggede undskyldende på dem, der havde vendt deres opmærksomhed mod hende, imens hun trak sin telefon op ad lommen. Hendes ellers meget smilende ansigt, blev pludselig utrolig trist, mens hun læste sms’en igennem. Hun lagde lidt efter mobilen i lommen igen, og kiggede tomt ud i luften.

”Er der sket noget?” spurgte jeg forsigtigt. Hun nikkede, men kiggede stadig ud i ingenting.

”Min mor skrev. Det går værre med min bror. Hvis der ikke snart sker noget, dør han” sagde hun. Man kunne se at hun var tæt på at græde, men gjorde det ikke. Selvom det ikke var mig, der stod i hendes situation, vidste jeg at lige meget hvor meget jeg prøvede at føle hendes smerte, ville det altid være tusind gange værre hos hende. Jeg sad helt uden at vidste hvad jeg skulle sige, men kom i tanke om, at jeg jo faktisk selv havde siddet i den situation. Jeg havde glemt Alika mere og mere, efter at denne store ændring i mit liv havde fundet sted. Det havde hjulpet mig til at komme lidt væk fra det hele, og så ikke være så trist hele tiden, selvom jeg dog stadig tænkte på hende, og savnede hende som bare..

”Han skal nok klare den Riley” sagde jeg betryggende, og smilede til hende. Hun smilede svagt tilbage.

”Men hans hjerte er så dårligt. Der er ikke meget tid igen..” sagde hun stille. Det gjorde mig virkelig ondt, at hun skulle sidde med alle de spekulationer omkring hendes bror. Alle de tanker man havde, når man sad i sådan en situation, var virkelig frygtelige. Det kendte jeg alt for godt til.

”Jeg er altså sikker på, at det hele nok skal gå,” sagde jeg stille. Hun nikkede svagt, og det så overhovedet ikke ud som hun troede på mig. Jeg betragtede Justin, der stod og var i gang med at synge. Han så så koncentreret ud. Man kunne virkelig se, hvor mange følelser han lagde i det.

”Tak!” sagde en af producerne i en mikrofon, og Justin tog smilende høretelefonerne af. Han gik ud af døren, og satte sig glad hen til Riley og jeg i sofaen.

”Gik det godt?” spurgte Riley. Det lignede, at hun virkelig kæmpede for ikke at græde. Justin kiggede en anelse tvivlsomt på hende, og nærmest ignorerede hendes spørgsmål.

”Er du okay, baby?” spurgte han blidt. Da han sagde ’baby,’ var det som en kniv stak i hjertet på mig. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Det var som om.. nej, det kunne det ikke være. Riley nikkede, men brød derefter sammen. Jeg vidste at det ville ske. Nærmest ingen kunne være stærk nok til at holde det inde, hvis ens familiemedlem, var på vej mod døden. En anelse forskrækket, lagde Justin en arm om hende, og trak hende ind til sig, mens han nussede hendes ryg.

”Fortæl mig hvad der er galt,” sagde han lavt. Det var ret akavet, at sidde og ikke vide hvad man skulle gøre, mens Justin sad og prøvede at trøste sin kæreste. Skulle jeg gå? Blive siddende?

”Min bror .. han har fået det værre. Hvis der ikke snart sker noget, så..” hun sagde ikke mere, og jeg er sikker på, at Justin forstod hvad hun mente. Jeg bed mig selv i læben, og kiggede lidt væk. Det var nøjagtig sådan mig og Kale havde siddet, da Alika lige var død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...