Englen og dæmonen

Megan er en normal skolepige på 16år, eller det troede hun i hvert fald. Hun begynder at kunne gøre ting, ingen normale mennesker kan. To nye drenge begynder i hendes klasse, og de har begge en interesse for Megan. Problemet er bare, at de ikke er normale drenge. Følg med i hvordan Megan's liv tager en uforventet drejning.

20Likes
70Kommentarer
4326Visninger
AA

12. Kapitel 12

Jeg havde altid troet, at jeg ville dø gammel. Have højst to børn, en fantastisk mand og en fremragende karriere. Jeg havde ikke troet, at jeg ville dø på denne måde. Mine arme og ben var bundet til alteret og en dolk på femten cm. var kun få cm. fra mit hjerte. Sved på størrelser med perler, rendte ned fra mit ansigt. Mit hjerte bankede så højt, at alle dem i rummet sikkert kunne høre det. Alt var stille. Kun lyden af vejrtrækninger kunne høres. Kvinden smilede stadig hendes diabolske smil, mens hendes hånd med nymalede negle, holdte dolken. Jeg håbede på, at enten Cole eller Jake kom og reddede mig, men jeg opgav hurtigt håbet. Der var på ingen mirakuløs måde, at de kunne finde mig. De vidste sikkert ikke, hvem der havde bortført mig. Jeg lukkede mine øjne i og håbede på, at det bare var et mareridt. Blot få sekunder efter, kunne jeg lugte røg. Jeg åbnede mine øjne og blev straks panisk. Der var ild over alt. De kutte klædte løb skrækslagen rundt og prøvede at finde døren. Man kunne næsten ikke se andet end røg. Jeg inhalerede røgen og begyndte at hoste voldsomt. Jeg prøvede at befri mig selv, men rebene var for bundet for stramt. Da jeg opdagede, at rebene ikke var tid at komme ud af, lå jeg stille på alteret og ventede på at døden, kom og hentede mig.

Lyden af en bippende ting, vækkede mig. Jeg prøvede at rejse mig op, men blev angrebet af smerte. Jeg åbnede mine øjne og så, at alting var hvidt. ”Er jeg havnet i himlen?” min stemme lød hæs og det gjorde ondt at snakke. En person kom ind i min synsvidde. Cole. ”Åh nej. Jeg er havnet i helvede!” Cole himlede med øjnene. Endnu en person kom ind i min synsvidde. Jake. Følelsen af lettelse, spredte sig over mit ansigt. Jeg smilede svagt til dem. Både Jake og Cole var uskadte. ”Ingen ord kan beskrive, hvor lykkelig jeg er for at se dig igen!” udbrød Jake og gav mig et kram. Han blev ved at holde om mig og gjorde ikke tegn til at slippe før om lang tid. Det næste han gjorde, chokerede både Cole og jeg. Han lænede sig en smule væk fra mig og kiggede på mine læber, mens han lænede sig hen mod mig. Mit hjerte begyndte at banke hyppigt. Hans læber rørte mine i ca. tre sekunder, før han blev trukket væk af Cole. ”Hvad har du gang i? Du ved udmærket godt, at jeg har noget for hende!” hvæsede Cole og ruskede Jake vredt. Jake skulle til at slå, men blev stoppet det jeg råbte stop. Jeg prøvede at rejse mig, men blev hurtigt ramt af smerter og hele min krop. Jeg skreg af smerte. De stoppede begge med at prøve at slå hinanden ihjel og skyndte sig hen til mig. De tilkaldte en sygeplejerske, som puttede noget i min IV. Lidt efter begyndte jeg at blive søvnig og faldt i søvn.

”Skal jeg virkelig det?!” spurgte jeg. Få minutter efter jeg vågnede op igen, havde Jake og Cole fortalt mig, at jeg skulle gå på Coniuncta high school. Det var den bedste skole i Coniuncta, hvor jeg skulle finde mine evner og lære at bruge dem. ”Hvordan vidste I, at jeg var der, hvor jeg var?” spurgte jeg nysgerrigt. De kiggede nervøst på hinanden. Deres øjne afslørede, at de havde en samtale inde i deres hoveder. De stoler ikke på dig. Det er derfor, at de har en samtale i deres hoved. De holder ikke af dig. Jeg kiggede febrilsk rundt. Hvor kom stemmen fra? Det var helt klart ikke min egen stemme. ”Vi fandt dig ikke, Megan. Du dukkede bare lige pludseligt op foran os”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...