Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
269416Visninger
AA

34. Kap. 34

Jeg vågnede klokken 8. Justin var vågen og sad nedenunder og så tv. Jeg tog et hurtig bad og fik noget tøj og make-up på. Jeg redte mit hår og gik ned til Justin. Han sad og spiste morgenmad. Jeg sneg mig hen og lagde hænderne foran hans øjne, så han intet kunne se.
”Hvem der?” Sagde han og begyndte at grine.
”Et spøgelse.” Sagde jeg for sjov og gav ham et kys på kinden.
”Du dufter godt.” Sagde han.
”Tak. I lige måde.” Jeg satte mig ned vedsiden af ham.
”Skal du ikke have noget mad?” Spurgte han.
”Jo det kunne være en meget god ide.” Sagde jeg hurtigt. Jeg rejste mig og fandt nogle cornflakes og noget mælk og en skål og en ske. Jeg satte mig over til Justin igen og spiste det.
”Hvordan kom du egentlig ind?” Spurgte jeg. Jeg havde stillet mig selv det spørgsmål siden i går.
”Du glemte din reserve nøgle da du var hjemme hos mig første gang.” Sagde han og grinede. Han tog den op af lommen og rakte mig den.
”Bare behold den.” Sagde jeg og skubbede hans hånde tilbage mod ham.
”Okay.” Sagde han og puttede den ned i lommen.
”Nå, hvor lang tid er der egentlig til du skal på turne?” Sagde han.
”2 måneder.” Sagde jeg trist.
”Øv, det var lang tid.” Sagde han.
”Desværre.” Sagde jeg. Men egentlig glædede jeg mig. Til at se hvor mange der egentlig kan lide mig. Til at optræde foran flere 1000 hver dag. Jeg smilede.
”Hvad?” Sagde han og smilede til mig. Jeg smilede bare videre.
”Har jeg noget rundt om munden?” Sagde han og grinede.
”Hvad? Nej!” Sagde jeg hurtigt.
”Hvad er det så?” Spurgte han og kiggede på mig.
”Jeg glæder mig faktisk. Altså ikke til at være væk fra dig, men til at komme ud i verden.” Sagde jeg og smilede stort igen.
”Jeg kommer til at savne dig.” Sagde han sødt.
”I lige måde.” Sagde jeg og kiggede ned på mine smukke ringe.
”Hvad skal du i dag?” Spurgte jeg og kiggede på ham.
”Jeg skal være væk i et par timer.” Sagde han kært
”Okay.” Sagde jeg glad. Så har jeg et par timer hvor jeg kan købe en gave til Justin.
”Hvorfor er du i så godt humør?” Sagde Justin og smågrinede.
”Må man ikke være det?” Sagde jeg og smilede stort.
”Jo. Selvfølgelig.” Sagde han og grinede. Vi hyggede os indtil Justin skulle afsted. Jeg var på vej ud af døren. Jeg tog lige mine solbriller på også gik jeg. Jeg traskede langsomt ind til butikkerne. Hvad skulle jeg give ham? En ring? Nej. En t-shirt? Nej. Øhm... Jeg gik rundt i gaderne i lang tid, uden at finde noget. Heldigt at jeg bare skal øve på mine sange og ikke andet i dag. Men til gengæld skal jeg stramme an i morgen. Jeg skal totalt øve til min turne sammen med dansere og det hele. Jeg gik hen til en lille butik, der garanteret ikke havde noget. Bare for at kigge. Jeg gik indenfor. En lille kinesisk dame kom hen til mig.
”Kan jeg hjælpe søde?” Spurgte hun.
”Ja, jeg leder efter en gave til min kæreste. Han har givet mig disse her, og jeg skal også give ham noget igen.” Sagde jeg og viste hende mine ringe.
”Du må have en meget special kæreste.” Sagde hun. Jeg nikkede.
”Jeg tror vi har noget.” Hun gik ud i et rum og lod mig blive ude i butikken. Et øjeblik kom hun ud med en halskæde. En halskæde tænkte jeg først. Hun kom hen med den.
”Den her er der kun blevet lavet én af og den symbolisere kærlighed.” Sagde hun og holdte den op foran mig. Jeg kiggede grundigt på den. Den var faktisk smuk.
”Hvad koster den?” Sagde jeg.
”20 $, fordi du er så sød.” Sagde hun og kiggede på mig. Sølle 20 $.
”Du kan få 50 $” Sagde jeg.
”Nej nej.” Sagde hun.
”Jo. Indpakningen må vel også koste noget.” Sagde jeg. Hun smilede. Hun pakkede den ind og jeg betalte. Da jeg kom ud skinnede solen ikke længere. Himlen var overskyet og det så ud som om det kunne trænge op til regn. Der var stadigvæk folk på gaden. Jeg kiggede på mit ur. Klokken var halv 6. Justin kommer snart hjem. Jeg begyndte at gå hjemad. Jeg skød genvej så det ville gå hurtigere. Men til gengæld var der ret så mange mennesker. Uheldigvis stod en flok piger og gloede på mig. Og pludselig sagde en lille pige.
”Er det ikke Katrine?” De nikkede alle sammen og jeg begyndte at løbe. De løb efter mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...