Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
269433Visninger
AA

287. Kap. 287

Jeg var bange. Bekymret. Skræmt. Alt det værste jeg kunne være. Det var som en uendelig ond drøm, jeg aldrig ville vågne op fra. Et suk lød fra min mund. Jeg så hen på Kat, der lå og sov stille. Jeg havde snakket med lægen for en halv time siden. Hun sagde, at vi kunne få Kat hjem om en uges tid, så hun lige kunne vågne rigtigt op. Heldigvis sagde lægen også, at når Kat kom hjem, ville hun højest sandsynlig kunne huske igen. Men selvom hun prøvede at give mig håb, vidste jeg ikke rigtig, om jeg skulle tro på det. Hvad nu hvis Kat aldrig nogensinde kommer til at kunne huske Crystal igen? Eller vores ægteskab... Det ville være det slemmeste, nogensinde!
”Faar?”
Jeg så hen på Crystal, der stod og legede med nogle legoklodser på ventestuen.
”Ja?” sagde jeg. Hun kkom hen til mig og viste mig en gul legoklods.
”Den er fin,” smilede jeg svagt.
”Guul!”
Jeg nikkede.
”Ja, den er gul,” svarede jeg.
”Søød,” sagde hun, som om hun præcis vidste, hvad hun snakkede om. Trods alt mit dårlige humør grinede jeg lidt. Hun vendte sig om og løb hen til bordet igen. Jeg sukkede lidt og så ud af vinduet, hvor det var helt mørkt. Gad vide om vi bare skulle tage hjem nu... Der var jo ikke så meget at lave mere.
På en måde tror jeg, at dette her har drevet alle mine dårlige tanker frem. Men jeg havde bare ikke regnet med, at min kone ville vågne og hverken huske vores barn og ægteskab.
”Crystal, skal vi hjem?” hørte jeg mig selv sige. Hun så op på mig og rejste sig med det samme.
”Mor?”
”Nej, mor skal blive,” svarede jeg. Hun sagde intet.
Jeg rejste mig, gik hen til hende og løftede hende op. Så gik vi ud fra ventestuen, tog elevatoren ned, uden at sige farvel til Kat.

Katrines synsvinkel
Jeg vågnede op med tør hals og ondt i hovedet. Det var helt mørkt – nok nat. Jeg tændte den lille lampe, der stod på bordet ved siden af min seng, hvor der også stod en masse blomster, gaver og kort. Jeg rettede mig lidt op, selvom det gjorde ekstremt ondt.
”Nå, du er vågen igen,” sagde en stemme henne fra døren af, så jeg fik et lille chok. Jeg kiggede hen, hvor lægen stod og nikkede kort og tænkte på Justin.
”Ved du hvor Justin er?” spurgte jeg.
”Ham og Crystal forlod hospitalet for nogle timer siden, imens du sov,” svarede hun og smilede varmt. Hun kom hen til mig og begyndte at tjekke drop og alt sådan noget.
Jeg blev lidt... såret. Var han.. de bare gået?
”Har du det bedre?” spurgte hun.
”Jeg har lidt ondt i hovedet,” mumlede jeg. Hun nikkede forstående.
”Det var også et ordentligt slag, du fik dig.”
Jeg kiggede ned på mine hænder. Der sad en virkelig smuk ring på min ringefinger.
”Er der noget galt?” spurgte lægen mig. Jeg så hen på hende.
”Nej.. eller jo, det er der,” svarede jeg. Hun så på mig, med et fortæl-det-blik.
”Jeg.. kan bare ikke fatte, at jeg har glemt så meget,” sagde jeg og så trist ud i luften. Hun lagde en kærlig hånd ovenpå min.
”Det skal nok gå. Jeg kan ikke sige med 100 %, at du vil huske alting igen, men jeg er sikker på, at en dag skal alt nok komme frem igen.”
Hun lød så sikker. Men jeg var ingen måde overbevist.
Jeg svarede ikke.
”Er der intet jeg kan gøre, bare for at huske lidt?” spurgte jeg. Hun fik et desværre-blik i ansigtet.
”Du kan se på billeder, tænke tilbage og prøve at finde de gode minder frem,” sagde hun. Jeg nikkede kort.
”Nå, men jeg må hellere komme hen til næste patient,” sagde hun. Jeg svarede ikke, men kiggede blot efter hende, da hun gik ud af døren og efterlod mig alene.
Jeg følte mig alene og ensom. Jeg følte mig som en stor taber, der glemte alting. Det var bare.. forfærdeligt det her. Jeg havde glemt næsten alting. Det sidste jeg kan huske fra Justins og mit forhold er... den der gang, hvor en eller anden nar havde startet et rygte om, at jeg tog stoffer. Og så blev Justin sur på mig, og så kørte jeg...Hvis jeg prøvede at tænke videre derfra, var der bare ét stort, sort hul, men så kom der et billede frem, hvor jeg blev ramt af en skarp smerte... Jeg sank en klump. Men vent lige! Det kunne ligeså godt være, at de havde narret mig! Hvad hvis jeg faktisk ligger her på grund af, at jeg har taget for mange stoffer?!
Nej, det tror jeg ikke. Jeg sukkede og trykkede på en knap, så to sygeplejersker kom farende.
”Er der noget galt?” spurgte de hurtigt, som om de var klar med smertestillende og nåle.
”Nej..” svarede jeg. De åndede lettet op.
”Har du noget på hjertet?” spurgte den ene – en mand i tyverne.
”Altså... hvilket årstal er vi i?” sagde jeg stille. Han løftede øjenbrynene.
”2011.”
Åh gud... det føltes som... 2009.
”Og jeg er.. 19 år?” spurgte jeg halvkvalt.
”Ja,” fortsatte han. Den anden sygeplejerske gik ud fra stuen af.
”Har du et spejl?!” sagde jeg skingert, imens panikken voksede frem i mig.
”Der er et ude på badeværelset,” svarede han.
”Kan jeg godt.. komme derud?” spurgte jeg. Han smilede skævt.
”Ja, men bliv nu ikke chokeret. Du har stadigvæk stæng og sår.”
Jeg nikkede kort.
”Kom, jeg hjælper dig derud,” sagde han. Jeg fik hjælp af ham til at komme på benene, selvom det gjorde ondt. Han hjalp mig ned og sidde i en kørestol, og åh, jeg følte mig gammel! Han kørte ud på badeværelset, hvor han hjalp mig op at stå.
Jeg stirrede med åben mund på mig selv. Øhh, er det her mig? Jeg mener.. sådan så jeg ikke ligefrem ud for to år siden!
”Er du okay?” spurgte lægen.
”Øhh,” svarede jeg.
”Jeg.. har det fint,” stammede jeg.
”Kan jeg få lov at være lidt alene?” spurgte jeg.
”Selvfølgelig.”
Og så gik han og lod mig være med spejlet. Jeg studerede mig selv grundigere. Det var underligt. Jeg så slet ikke sådan ud; mit hår var for lang, for lysebrunt, mit ansigt mere markant, de der æblekinder jeg havde før, var forsvundet,min hud alt for pæn (på nær de dumme sår!), mine øjne var... større? Og min mund var fyldigere. Har jeg fået botox?! Jeg er NØDT til at spørge Justin!
Jeg vendte mig eksperimenterende om til siden på den ene fod, og udstødte et gisp. JEG HAR FÅET LAVET PÁTTER! Det kan jeg se! De er... for store og runde! Det var ikke dem, jeg havde for to år siden! Og så er jeg ALT for slank! Guuuuud! Jeg må ha' haft fået en fedtsugning! Forfærdeligt! Og jeg svor ellers, at jeg aldrig ville gøre sådan noget!
Det her er for overvældende. Jeg satte mig chokeret ned i kørestolen og kørte hen til min seng. Med meget, meget besvær kom jeg op i den. Jeg lænede mig forpustet tilbage, så jeg lå helt ned. Jeg sukkede. Det her er stort. Værst. Jeg mener, jeg kan ikke huske en dyt. Hvad hvis nu... jeg gør alt forkert overfor Justin?! Hvis nu.. han fortrækker, at jeg kysser ham på kinden, i stedet for panden. Eller, hvis jeg siger et eller andet, han plejer at hade?
Guuuud! Hvis vi er gift, har vi garanteret haf s*x en masse gange! Og det havde vi næsten ikke, da jeg var 16! Så.. hvis han nu hader, når jeg... Det her er slemt! Altså, ikke kun på grund af s*xen, men også.. alt!
Og jeg har en datter?! Jeg kan ikke en gang huske min fødsel. Eller min bryllupsdag. Og det skulle ellers være den lykkeligste dag i hele mit liv. Jeg sukkede frustreret. Det var slemt. Virkelig slemt.
Jeg lukkede øjnene og prøvede at huske:
Jeg mødte Justin til Mileys fest.
Vi blev kærester. Uh, vores første date var på den der pizzabar, hvor vi... koncentrer dig!
Vi slog op..
Fandt sammen igen. Ej, det var jo første gang, vi havde s*x! Fokuser!
Jeg mødte bichen a la Caitlin.
Hun gjorde sådan så Justin og jeg blev uvenner...
Jeg tænkte lynhurtigt igennem alle ting, indtil et billed kom op i mit hoved. Men de stoppede bare ved kørslen... Jeg så ned på mine hænder igen og kiggede lidt mere ned på ringen end før. Jeg tog den forsigtigt af og op til mig. Den var sølv, med en masse små diamanter omkring, og så en lidt større en i midten. Indeni den var der skraveret ordet: Love. Jeg lukkede øjnene og prøvede at tænke. Men intet kom frem. Absolut intet.
Jeg lagde mærke til, at tårerne var begyndt at løbe ned af mine kinder. Men helt ærlig, hvordan ville DU have det, hvis du havde glemt to af de vigtigste år i hele dit liv?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...