Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
269369Visninger
AA

286. Kap. 286

Jeg sad i... 4 timer på hospitalet. Intet nyt. Idet mindste var skaden da ikke sket. Jeg er dog bare stadigvæk virkelig bange. Bange for, at hun virkelig vil forlade mig. Hvordan skulle jeg kunne leve?
Caitlin var taget hjem med Crystal, eftersom jeg nægtede at forlade Kat endnu en gang. Det kunne jeg bare ikke. Om jeg så skulle tage mit eget liv...!
Jeg sad bare på den samme stol, som jeg havde siddet på hele tiden. Jeg havde efterhånden ondt i bagdelen af det. Egentlig var jeg også virkelig træt, men det sidste jeg kunne gøre nu, var at lægge mig til at sove. Jeg trak min iPhone op ad lommen og gik ind på Twitter. Jeg begyndte at skrive i statusfeltet: I pray for u Kat... Please be okay. I love u<3
Et par tårer i øjenkrogene samlede sig. Jeg tørrede dem irriteret væk. Jeg havde virkelig ikke bestilt andet end at græde, siden jeg ankom. Men hvad kunne jeg ellers gøre...?
Med det samme strømmede retweetene ind. Der stod en masse søde hilsner til Kat og mig, hvilket jeg var glad for. Mine fans betyder virkelig meget for mig!
”Faaar!”
En velkendt stemme bag mig, omfavnede pludseligt mit ben. Jeg vendte mig om og så Crystal omklamre sig til mig. Så så jeg op. Michelle kom gående lidt bagved. Hun så helt udmattet ud. Hun kom helt hen til mig.
”Undskyld, Justin, men Crystal ville altså have dig. Hun har råbt og skreget i over en time.”
”Det' okay,” sagde jeg og tog Crystal op i mine arme. Hun krammede mig.
”Far, a vil ha mor.”
”Crystal, du kan ikke få mor lige nu. Mor er syg,” svarede jeg hende. Hun så uforstående på mig. Jeg sukkede.
”Og hun vågner nok heller aldrig igen...”
”Mr. Bieber?”
Den samme læge som før stod pludseligt foran mig. Jeg så op, imens jeg sank en klump. Tårerne i mine øjne kom pludseligt frem. Det var sket. Hun var væk. Hun va..
”Jeg har en god nyhed.”
Hvad? Var hun ikke...?
”Hvad er det?” spurgte jeg svagt.
Hun smilede.
”Katrine er begyndte at trække vejret normalt igen. Hvis alting går godt..”
Mit hjerte begyndte at hamre derud af.
”Vågner hun snart.”
Jeg spærrede øjnene op.
”Vågner hun?” gentog jeg og sank en klump. Hun – lægen – nikkede og smilede. Jeg kunne mærke mine tårer trille ned af kinderne. Vågner Kat virkelig? Det er som... en drøm.
”Hun skal nok få det god,” forsikrede lægen mig og gav min skulder et klem. Jeg satte Crystal ned og gik lidt frem og tilbage. Kat vågner. Hun vågner. Hun vågner. Jeg tror ikke, at det er gået op for mig endnu, at hun faktisk vågner.
”Justin, er du okay?” spurgte Michelle bag mig. Jeg vendte mig om og så på hende.
”Jeg.. har det fantastisk,” svarede jeg grådkvalt og tørrede mine øjne.
”Undskyld, det er bare lidt overvældende,” undskyldte jeg. Hun smilede.
”Jeg forstår dig,” sagde hun.
Jeg sank en klump. Åh gud, jeg tror dette her, er den bedste nyhed nu til dags!

Der gik dage, timer, minutter, sekunder. Intet nyt fra hospitalets side af. De sagde ellers, at Kat ville vågne snart. Men ærlig talt synes jeg bare, at der var gået for lang tid.
Lige nu sad jeg i cafeteriet med Crystal. Hun sad og spiste en Marsbar, som hun havde fået oppe ved disken, hvor man kunne købe mad. Jeg drak bare lidt vand. Appetitten var ikke særlig stor.
”Faar?” spurgte Crystal ligeså stille.
”Ja, skat?”
”Du' sød,” sagde hun, hvilket fik mig til at smile.
”Er jeg sød?” spurgte jeg. Hun smilede. Jeg grinede lidt.
”Hvem har lært dig at sige det, hva'?”
Hun grinede lidt. Jeg lænede mig frem og gav hende et kys på panden.
”Mr. Bieber?” lød det pludseligt henne fra min højre side af. Jeg så forskrækket hen på en kvindelig læge.
”Ja?!” spurgte jeg højt og rejste mig hurtigt. Var der sket noget?!
”Katrine, er vågnet,” sagde hun. HVAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA?!?!?!?
”V-v-vågnet?” stammede jeg. Hun nikkede. En ubeskrivelig følelse steg op i mig. Hun er her. Min kone – mrs. Bieber – er stadigvæk her for mig.
”Så hun...” spurgte jeg og fik næsten tårer i øjnene.
”Hun har det ikke helt så godt endnu. Hun er stadigvæk en del svag, men hun har det fint nok i bund og grund. Lige nu hviler hun sig. Men du kan godt gå op på stuen til hende.”
Jeg nikkede og tørrede mine øjne.
”Hun kan godt.. huske mig, ikke?” spurgte jeg.
”Jo, det skal du ikke være bekymret for,” forsikrede hun og smilede hjerteligt. Jeg nikkede og så hen på Crystal.
”Skal jeg blive med hende?” spurgte lægen. Jeg så hen på hende.
”Vil du det?” sagde jeg.
”Jeg tror, det er lidt vigtigt, at du kommer op til Katrine,” svarede hun. Jeg nikkede.
”Tak...”
Jeg begyndte at gå. Dog gik jeg virkelig langsomt. Jeg kunne ikke fatte alt det, der skete lige nu. Kat var vågen... hun var stadigvæk i live. Og jeg som troede...
Jeg stod foran døren til hendes stue, men gik så derind. Hun lå og sov lige nu. Stadigvæk med slanger og nåle i sig, men samtidig så hun mere levende ud.
”Åh gud,” mumlede jeg og fik helt tårer i øjnene. Jeg satte mig ved siden af hende og tog hendes hånd. Jeg aede den lidt og så ned på den. Dér gik det op for mig, at kun hendes forlovelsesring sad på hendes ringefinger. Hun plejede ellers altid at gå med dem begge. Jeg håbede virkelig ikke, at hun havde mistet den anden, for jeg ved hvor meget, de betyder for hende.
Jeg kiggede op på hendes ellers så smukke ansigt. Ikke, at hun ikke var smuk, men at være syet og sidde fast til slanger, gør en mindre køn...
Pludselig kom nogle host fra hendes mund. Hun spærrede øjnene op og hostede. Det så virkelig slemt ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg trykkede på en knap, så nogle læger kom farende ind på stuen. Stille stoppede Kat med at hoste.
”Sådan,” sagde en læge til hende. Kat lænede sig tilbage.
”Kan jeg ikke få noget vand?” spurgte hun svagt.
”Jo, selvfølgelig,” svarede lægen.
Jeg stod lidt som en idiot og stirrede på hende. Hun havde slet ikke lagt mærke til mig. Og hvad skulle jeg sige til hende? Heeey! Whats up?
”Justin?”
Hendes stemme fik mig til at fare op. Hun så på mig. Min... elskede pige så på mig.
”Kat,” hviskede jeg og gik hen til hende. Jeg fik tårer i øjnene. Igen. Hun tog mine hænder.
”Undskyld, undskyld, jeg skulle aldrig bare ha' været kørt,” sagde hun ked af det.
”Elskede, det er lige meget nu, du er i live. Jeg har været så bekymret,” svarede jeg og tog hendes hænder.
”Hvor lang tid... har jeg ligget i koma?” spurgte hun stille.
”Næsten to måneder,” svarede jeg kort. Hun så trist på mig.
”Hvad så med dig?”
”Tja... jeg har ikke rigtig lavet noget andet, end at sidde her. Så har jeg selvfølgelig været sammen med Crystal,” svarede jeg. Hun rynkede brynene, selvom det lignede, at det forvoldte smerte på hende.
”Hvem er Crystal?”
Vent? Hvad?
”Crystal? Vores datter,” sagde jeg tøvende. Hun så lidt dumt på mig.
”Har vi.. en datter?” spurgte hun. Jeg sank en klump. Lægen sagde da, at hun godt kunne huske.. mig. Nej, hun må ikke ha' glemt Crystal, det må hun ikke!
”Kan du ikke huske det?” spurgte jeg nervøst.
”Justin, er vi ikke for unge til at have et barn?”
Jeg kunne tude lige nu... Det her var virkelig noget lort.
”Kat, jeg kommer... om lidt.”
Jeg rejste mig og gik ud på gangen og fandt en læge.
”Har Katrine hukommelsestab?” spurgte jeg. Hun så underligt på mig.
”Ikke så vidt jeg ved,” svarede hun.
”Hun kan ikke en gang huske vores datter?!” sagde jeg lidt højt. Lægen så hurtigt på mig.
”Kan hun ikke?”
Jeg rystede opgivende på hovedet.
Var Crystal virkelig glemt inde i Kats hoved?
”Jeg må lige undersøge det,” sagde lægen. Hun gik ind på Kats stue. Jeg ved ikke, hvad de lavede. Jeg vidste bare, at jeg havde brug for noget luft. Jeg gik hele vejen ned af trapperne og så ud ved indgangen til hospitalet. Det her var bare f*cked up.
Efter et kvarter gik jeg så op på Kats stue igen. Tre læger var inde ved hende, men på vej ud.
”Åh, mr. Bieber, vi vil gerne tale med dem,” sagde en af dem. Jeg nikkede.
”Katrine kan ikke huske noget inde for de sidste to-tre år. Hendes graviditet og jeres ægteskab har hun desværre glemt.”
Hvad? Har hun også glemt...
Jeg nikkede kort og gik så ind til hende. Hun så på mig.
”Har jeg virkelig hukommelsestab?” spurgte hun ked af det. Jeg nikkede og satte mig ned ved siden af hende.
”Hvad har jeg glemt?” sagde hun tøvende.
”Vores datter... vores ægteskab...”
”Er vi gift?” spurgte hun halvkvalt. Jeg nikkede og og hendes hånd. Stille viste jeg hende hendes ring, der sad på ringefingeren.
”Kat, hvad er det sidste, du kan huske?” spurgte jeg stille.
”Vi skændtes.. og så kørte jeg et eller andet sted hen. Og så skulle jeg åbenbart hjem, men blev.. ramt af en bil.”
Hun havde det ikke godt med at sidde at fortælle alt det der. Og jeg vidste, at hun havde det dårligt over, at hun havde glemt meget.
”Må jeg se... vores datter?” spurgte hun tøvende.
”Crystal?”
Hun nikkede.
”Jeg går lige ned og henter hende. Hun svarede ikke, men sad bare stille i sengen. Jeg tror mit humør havde gjort hende lidt ked af det. Men hvad kunne hun egentlig forvente? Hun har for helved glemt ált det vigtige om os. Ifølge hende er vi bare et almindeligt kærestepar...
Jeg gik ned i cafeteriet og hen til bordet, hvor lægen og Crystal sad.
”Hvordan gik det så?” spurgte lægen.
”Af helvedes til,” mumlede jeg. Hun så med løftede øjenbryn på mig.
”Ja, hun kan ikke huske Crystal,” sagde jeg og tog Crystal.
”Hva ska vi?” spurgte hun.
”Op til Katrine,” svarede jeg.
”Mor?”
”Ja, kald hende det,” mumlede jeg.
Jeg sagde måske nogle lidt dumme ting nu... Men jeg var vred og ked af det. At vide, at min kone har glemt vores ægteskab og vores barn gør ondt. Men hun kan jo ikke gøre for det, selvfølgelig. Vi gik ind på stuen til Kat. Hun så skræmt på Crystal.
”Moooar!” sagde Crystal glad. Kat smilede ikke eller noget. Dog sad hun bare med tårer i øjnene.
”Er du... mit barn?” spurgte hun og så på mig. Jeg nikkede.
”Vores barn,” rettede jeg. Hun rakte armene frem for at få Crystal op til sig. Jeg gav hende Crystal og satte mig ned ved siden af dem på stolen.
”Hvor er du fin,” sagde Kat stille, med en stemme på rangen til at bryde sammen. Jeg sad lidt og betragtede dem begge. Crystal var virkelig glad for at se mor igen, og Kat var bare... skrøbelig og ked af det. Jeg var lidt sur på mig selv over, at have blive sådan sur på hende. Hun kunne jo ikke gøre for det.
Men på anden side. Hvad fanden skulle jeg gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...