Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
269439Visninger
AA

284. Kap. 284

Der var gået en dag og intet nyt. Kat lå bare på den hospitalsseng og... det var ikke til at holde ud og tænke på. Eller se på. Jeg havde ikke sovet hele natten, selvom lægerne havde sagt, at de nok skulle ringe, hvis der var noget nyt, jeg kunne bare tage hjem. Men jeg ville fandeme ikke hjem. Tænk, hvis det var deres kone, der lå på en klam hospitalsseng i drop og slanger.
”Justin?”
Jeg vendte mig om. Der stod Usher. Han havde hørt om Kats ulykke. Ligesom resten af verden.
”Mm?” svarede jeg kort og så hen på Kat igen. Han kom hen til mig.
”Er du okay?” spurgte han.
”Egentlig ikke...”
Han satte sig ned på en stod ved siden af mig.
”Det skal nok gå,” sagde han støttende. Jeg svarede ikke.
”Din mor har ringet... Hun vil gerne snakke med dig,” sagde han så. Jeg så hen på ham.
”Kan du ikke sige, at jeg ringer en anden dag?” spurgte jeg.
”Justin, du kommer ikke videre sådan. Og Katrine vågner heller ikke, af at du sidder ved hendes side hele tiden. Tag dig dog ti minutter til at ringe til din mor.”
Jeg svarede ikke. Usher sukkede.
”Nå, jeg kom egentlig bare for at høre, hvordan det går.... Og så sige, at det skal nok gå. Hun skal nok klare det, Justin.”
Han klappede mig kort på skulderen.
”Mm.”
”Men så ses vi,” sagde han.
”Ja,” mumlede jeg. Han smuttede hen mod døren og gik ud.
Jeg sukkede og tog min iPhone op af lommen. Næsten død for strøm. Jeg kunne vel godt lige ringe til min mor.
Jeg tastede hendes nummer ind og ringede op.
”Åh gud, jeg ventede på, du ringede!”
Hendes stemme var bekymret, men gjorde mig tilpas at høre.
Jeg sagde intet.
”Justin?”
”Ja?”
”Er du okay?” spurgte hun stille.
”Nej,” mumlede jeg med tårer i øjnene.
”Det skal nok gå, skat,” sagde hun trøstende. Jeg svarede ikke.
”Justin, er du der?”
”Mor, jeg ved jo ikke om, hun klarer det.”
Nu kunne jeg ikke holde på det mere. Mine hulk, mine tårer og min tristhed udslap.
”Årh, Justin...”
Hun lød trist, men hvad kunne hun gøre? Hendes søn sad grædende og snakkede i telefon med hende, uden at hun kunne gøre noget ved det.
”Skal... jeg komme til Atlanta?” spurgte hun. Jeg sank en klump.
”Mor, det behøver du ikke,” svarede jeg.
”Sikker? Jeg mener, Crystal har jo også brug for en at være sammen med.”
”Jeg er sikker.”
Jeg tørrede mine øjne.
”Mor, jeg smutter nu,” sagde jeg.
”Okay. Men ring, hvis der er noget,” svarede hun.
”Skal jeg nok,” lovede jeg.
Jeg lagde bare på, uden at sige noget andet. Jeg sukkede og lagde min iPhone på bordet, der stod ved siden af hospitalssengen. Men selvfølgelig ringede den. Jeg tog den irriteret.
”Hvad?” spurgte jeg.
”Justin, hvad er der sket?!”
Chris.
”Chris, jeg... orker ikke at snakke lige nu,” mumlede jeg.
”Bare sig, om i er ok,” sagde han.
”Det er vi ikke...”
Han sagde intet.
”Hun... klarer det, ikke?” spurgte han stille.
”Jeg ved det ikke,” hulkede jeg.
”D...”
F*ck. Død for strøm. Jeg sukkede og nærmest smed min iPhone tilbage på bordet. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Hvad helvede skulle jeg gøre?

5 dage efter
Caitlins synsvinkel
”Til Atlanta Hospital, tak.”
Jeg tog sele på og så ud af vinduet. Taxaen kørte ret hurtigt.
At være på vej hen til Justin, var ikke særlig sjovt. Jo, jeg savnede ham, men jeg tror ikke, at hans tilstand lige nu, er den mest sjove.
Jeg havde for 3 dage siden besluttet, at jeg ville tage hen til ham på hospitalet, da han virkelig godt kunne trænge til en at snakke med.
Da taxaen stoppede, betalte jeg og steg ud. Jeg gik ind til receptionen, hvor der sad to læger ved hver deres computere bag skriveborde. En læge kiggede op på mig.
”Kan jeg hjælpe?” spurgte hun venligt og rejste sig.
”Ja, jeg skal besøge mine venner,” svarede jeg.
”Ja?”
”Katrine og Justin Bieber.”
Hun løftede øjenbrynene.
”Ikke fan, vel?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet og smilede.
”Godt. Etage elleve, stue fire.”
”Tak.”
Jeg skyndte mig hen til elevatoren og kørte op til etagen. Så gik jeg ud og hen til fjerde sal. Døren var lukket, men man kunne kigge ind af en lille vindue, der var placeret i midten, lidt højt oppe, på den. Justin så virkelig trist ud. Han holdte Katrine i hånden, imens han bare sad og stirrede på hende. Det gjorde mig helt trist, at se ham sådan. Jeg tog mig sammen og åbnede døren. Han kiggede hurtigt hen på mig.
”Caitlin?” sagde han overrasket og træt.
”Hej,” sagde jeg stille, satte min taske og gik hen til ham. Vi krammede hurtigt.
”Hvordan går det?” spurgte jeg usikkert. Jeg kunne fornemme, at han ikke havde det godt, med at snakke om det. Det forstår jeg også. Jeg tog hurtigt en stol og satte mig ned ved siden af ham.
”Det ved jeg ikke,” mumlede han kort og så videre på Katrine. Jeg så lidt op på hende. Hun så ærlig talt død ud. Hendes sår og stæng, skræmte mig som bare helvede. Jeg så hen på Justin igen.
”Hvor lang tid har du været her?” spurgte jeg. Han trak på skuldrende.
”Siden tirsdag.”
Jeg lavede store øjne.
”Justin!”
Han så hen på mig.
”Hvad?”
”Du har en datter, derhjemme! Hvad med hende?!”
”Hun bliver passet...” mumlede han. Jeg så strengt på ham.
”Hun er blevet passet i så lang tid? Hun savner dig sq da,” sagde jeg. Han svarede ikke. Jeg sukkede. Han kunne da bare ikke sidde her, imens han datter sidder med en barnepige, men han er Crystals far, så han har et ansvar overfor hende!
”Justin, tag hjem,” sagde jeg. Han så hurtigt hen på mig. Denne gang med lidt vrede øjne.
”Tror du, at jeg bare vil skride herfra?! Hvordan ville du have det, hvis din elskede lå på hospitalet og var ved at dø?!”
Jeg blev lidt overrasket af den måde, han talte på.
”Hendes tilstand ændrer sig jo ikke, af at du sidder her?” svarede jeg, men fortrød. Han så såret på mig, men så så ned på Kat igen. En enkelt tårer, spottede jeg, løb ned af hans kind. Det ramte ham virkelig det her.
”Justin, jeg... undskyld. Jeg synes bare ikke, at du skal lade Crystal være sammen med jeres barnepige i så lang tid. Hun savner dig jo. Du burde tage hjem. Bare en dag. Nogle timer. Gå i bad, spis, vær sammen med din datter. Jeg skal nok ringe, hvis der er noget nyt...”
Han så hen på mig.
”Jeg kan ikke,” hviskede han grådkvalt. Jeg så forvirret på ham.
”Hvorfor ikke?” spurgte jeg.
”Jeg kan ikke forlade hende. Hvis hun vågner... eller.. hvis jeg ikke når at sige farvel.”
Hans stemme gjorde mig ked af det. Jeg forstod ham godt.
”Jeg... hun klarer det. Det lover jeg, at hun gør,” sagde jeg trøstende. Han svarede ikke, men kiggede bare på hende. Så lænede han sig frem og kyssede hende på kinden. Han hviskede derefter noget i hendes øre, som lød lidt ligesom et: jeg elsker dig. Så så han hen på mig.
”Så... kommer jeg lidt senere,” sagde han. Jeg nikkede og tog hans hånd, som lige havde trukket væk fra Katrine.
”Det skal nok gå.”
Han svarede ikke, men rejste sig så. Så gik han hen til døren.
”Ring, hvis der er noget nyt,” sagde han.
”Skal jeg nok.”
Så forsvandt han bare.
Det var lidt underligt at se ham sådan, i forhold til, at han plejer at være så glad. Jeg så hen på Katrine. Mit blik blev ført ned til hendes hånd, som Justin havde holdt i. Hun havde sin forlovelsesring på. Gad vide, hvor den anden så var.. Hun havde den nok bare ikke på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...