Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
270677Visninger
AA

249. Kap. 249

”SÅ ER DET OP!”
Jeg vågnede forskrækket op og så omkring sengen. Marie og Karen stod og smilede til mig. Jeg satte mig op
”Og godmorgen til jer,” mumlede jeg. De grinede.
”Det er i dag!” hvinede Karen. Jeg nikkede træt.
”Op af fjerene,” sagde Marie. Jeg nikkede dumt og rejste mig op. Vi gik nedenunder og spiste noget let morgenmad. Eller, jeg fik næsten ikke lov til at spise noget, da de mente, at jeg ikke ville kunne passe min kjole, da jeg ville blive for fed -.-
”Hvad er klokken?” spurgte jeg og tog en tår mælk.
”Kvart i syv,” svarede Marie smilende. Jeg nikkede og gabede. Gud, jeg var dog træt!
”Se at gøre dig klar,” sagde Karen efter noget tid.
”Til hvad?” spurgte jeg dmt.
”Vi skal hen på Plaza,” svarede hun og smilede enormt. Jeg nikkede og gik ovenpå. Hurtigt fik jeg noget andet tøj på, redt mit hår, lagt make-up og børstet tænder.
”Kat! Limouen er her nu!” råbte Marie nedenunder fra. Jeg tog hurtigt min taske, som jeg lige havde pakket med diverse ting og løb nedenunder. Jeg fik hurtigt taget mine sko på, og så var jeg ude af døren! Jeg gik bag Marie og Karen, der snakkede for vildens sky. Vi satte os alle ind i limouen, og så kørte vi!

Vi kom til Plaza og steg ud af limousinen. Selvfølgelig blev vi mødt af hunderedevis af journalister, som var sindssyge med deres kameraer. Jeg sendte dem bare et tilfredst smil og gik indenfor. Altså, de skal jo ikke tro, at jeg er en sur ko, som er total utilfreds med sin kæreste...
”Goddag og velkommen til Mrs. Bieber,” sagde en stemme, som jeg hurtigt rettede opmærksomheden på. Jeg lagde hurtigt mærke til, at det var hende Leona, som og så var der første gang Justin og jeg var her. Jeg smilede hurtigt.
”Tusinde tak,” svarede jeg.
”Kom med mig.”
Jeg kiggede hurtigt på Marie og Karen, som bare stod og kiggede fascineret rundt. Jeg grinede lidt af dem, hvilket fik dem til at kigge på mig.
”Hvad?” spurgte Karen dumt.
”I ser bare sjove ud,” grinede jeg. Vi fulgte hurtigt efter Leona.
”Pft... Vi havde sjovt nok heller ikke regnet med, at vores bedste veninde skulle giftes på Plaza med Justin Bieber,” sagde Marie. Jeg smilede lidt.
”Så er vi her.”
Jeg kiggede på Leona igen.
”Hvad er det her?” spurgte jeg forvirret. Vi stod for en dør.
”Det er, som man kalder det 'gulvet', hvor du skal gå op til Justin,” svarede hun smilende. Jeg nikkede.
”Altså, som kirken?” spurgte Karen.
”Ja, som kirken,” svarede jeg indlysende. Hun smilede lidt.
”Er du klar til at se det?” spurgte hun. Jeg nikkede. Hun åbnede døren. Wow! Det var VIRKELIG flot! Jeg vil vædde med, at jeg lignede et idiot, som stod med åben mund og det hele!
”Du kommer til at gå op her,” begyndte Leona og gik op mod alteret. Jeg fulgte hurtigt efter.
”Og så, stopper du her, hvor Usher giver dig videre til Justin. Og så ved du vel, hvad der sker?”
”Ja, det gør jeg,” svarede jeg og smilede stort.
”Usher ved godt, hvad der skal ske, så bare rolig. Det gør Jazmyn også,” forsikrede hun mig. Jeg nikkede. Jeg glæder mig virkelig til at se Jazmyn i sin fine kjole. Pattie havde sagt mange gange, at hun så så fin ud, og at hun glædede sig rigtig meget, til jeg blev Mrs. Bieber.
”Skal vi så se festlokalet?” spurgte hun og smilede enormt.
”Ja,” svarede jeg hurtigt. Vi gik ud på en stor gang og kom til endnu en stor dør. Hun åbnede den, og der måbede jeg endnu en gang. F*ck det var flot! Jeg blev helt varm indeni. Har Justin virkelig fået arrangeret alt dette, uden jeg vidste det? Han er virkelig den perfekte!
”Wow,” mumlede Karen. Jeg grinede lidt og nikkede.
”Uendelig gange wow,” sagde Marie. Leona grinede lidt.
”Det er i hvert fald det projekt som Plaza har arbejdet hårdest med. Det har også været det bryllup, alle arrangørerne har taget i første prioritet,” sagde hun smilende. Jeg nikkede og så ud over det enorme lokale, som var blevet så fortryllet smuk.
”Nå, men jeg har lige fået en melding om, at du skal styles nu. Der er kun fire timer til ceremonien begynder, og du skal jo når at være klar,” sagde Leona.
”Nu?” spurgte jeg dumt. Hun nikkede og begyndte at føre an. Vi gik ned i receptionen igen og så ned i en kælder? Jeg fulgte bare med. Karen og Marie gik lige bag ved mig, og gloede lige så spastisk rundt som jeg. Vi kom til en dør som Leona åbnede. Vi gik ind. Jeg kiggede hurtigt rundt og opdagede, at det var et stylistrum.
”Hej Katrine,” kom det fra en kvinde. Jeg opdagede, at det var Nelly.
”Hej,” svarede jeg og smilede stort. Hun kom hen og gav mig et hurtigt kram.
”Så er det i dag, hva?”
Jeg nikkede og smilede stort.
”Du må virkelig glæde dig,” sagde hun og smilede.
”Det gør jeg skam også,” grinede jeg.
”Det lyder godt! Nå, men vi må se at komme i gang. Der er pres på her!”
”Så går jeg op og snakker med brudegommen,” sagde Leona. Jeg kiggede hurtigt hen på hende.
”Er Justin her?” spurgte jeg ivrigt. Hun nikkede.
”Men du må ikke se ham,” svarede hun og smilede ondt. Jeg sukkede.
”Æv,” mumlede jeg. De grinede alle.
”Nå, men jeg kommer om nogle timer,” sagde Leona og smuttede ud af døren igen. Jeg kiggede på Nelly.
”Lad os komme i gang,” sagde hun højt.

Der var nu gået en time siden, jeg trådte ind af døren til det her rum. På den time, havde jeg været i bad, og så havde Nelly på rekordtid, føntørret mit hår, og lavet den smukke frisure, som jeg var ret tilfreds med. Hun var nu i gang med at lægge make-up. Ikke noget overdrevet, bare en pæn en der passede til min kjole.
Jeg begyndte desværre også at blive mere og mere nervøs. Jeg var næsten sikker. Men dog var jeg ikke 100. Jeg vidste virkelig, hvorfor jeg ikke bare kunne sige ja, men det er bare som om, at hvis jeg gør det, så er hele min ungdom og mit liv taget fra mig. Hele min ungdom har næsten bestået af Justin og min musik. Justin har jo været en så stor del af den, så det burde ikke være svært at sige ja. Men det var det åbenbart alligevel. Men det kan jo også bare været fordi, at jeg er bange for at binde mig. Jeg mener, vi kan ikke bare skilles like that, det bliver pludseligt dumt at rødme, og så er det grimt, hvis man står i pinlige situationer. Jeg mener, når man er gift er alting næsten normalt. Det ville været totalt plat at rødme. Ellers er jeg bare den eneste, som syntes det, men det er nok fordi, at jeg er så ung. 18 år. Det er jo også ret tidligt...
”Du bliver altså mega pæn Kat,” sagde Karen og afbrød mine tanker. Jeg smilede til hende.
”Tak,” svarede jeg.
Jeg sad i lang tid med lukkede øjne, imens Nelly smukkeserede mig. Det blev lidt kedeligt i længden, men jeg er sikker på, at det ville være ventetiden værd! Til gengæld tænkte jeg mere og mere, og det var ikke noget godt.
Pattie og Jazmyn var lige kommet. Vi sad alle sammen og snakkede, imens Nelly lagde min øjenmake-up. En tjener var lige kommet ind med en flaske champagne, så nu sad vi og drak os skide stive! Ej, jeg driller bare. Vi drak et lille glas hver og snakkede om vores 'unge dage'. Jeg følte virkelig, at de var mine gode veninder, som jeg sad og delte min fortid med. Jeg sukkede lydløst for mig selv. Hvorfor skal det være så svært???
”En halvanden time!” hvinede Marie. Jeg nikkede bare og kiggede på Jazmyn. Hun stod og kiggede sig selv i et stort spejl, hvilket fik mig til at smile. Jeg kiggede så op på Karen og Marie igen.
”Burde i ikke se at komme i kjolerne?” spurgte jeg. De så hurtigt på hinanden og nikkede så. Så gik de i gang med deres store projekt. Jeg sad bare og nød den tid, som jeg fik for mig selv. Okay nej, det passer ikke. Jeg kunne ikke nyde noget lige nu. Jeg var møgnervøs!
”Jeg skal lige hente en ny eyeliner, så jeg kommer om lidt,” sagde Nelly. Jeg nikkede. Hun gik ud og jeg sad så alene inde i stylistrummet med Pattie og Jazmyn.
”Er du nervøs?” spurgte Pattie.
”Meget,” mumlede jeg. Hun smilede og kom hen og tog min hånd.
”Det skal nok gå det hele. Du har i hvert fald Justin på din side. Han vil nok altid være der for dig,” sagde hun sødt. Jeg nikkede.
”I har ikke noget imod, at jeg kommer ind i jeres familie vel?” spurgte jeg usikkert.
”Nej dog Katrine!” svarede hun hårdt. Jeg smilede lidt.
”Jeg tror ikke, at jeg kunne ønske, at Justin fik en bedre kone som dig. Godt nok synes jeg, at i er lidt unge, men hvis det er jeres beslutning, så skal i gøre det. Og vi er meget glade for, at vi får dig ind i familien.”
De ord hun sagde rørte mig dybt. Helt inde i hjertet.
”Jazmyn, kom lige,” kaldte Pattie. Jazmyn kom løbende hen til os.
”Kan du huske, hvad vi skulle give Katrine?” spurgte Pattie hende. Hun nikkede og gik hen og tog en lille pose, og gik så hen til os igen. Hun stak hånden ned i den og fiskede en lille æske op. Så gav hun mig den. Jeg tog langsomt imod den og tøvede lidt.
”Åbn den!” insisterede Jazmyn. Jeg grinede lidt, men åbnede den så. Inde i æsken, lå der en smuk halskæde med et hjertevedhæng. Jeg tog den langsomt ud.
”Åbn hjertet,” sagde Jazmyn. Jeg nikkede og åbnede det. Så røg tårerne ned af kinderne. Det rørte mig, at de virkelig var så søde mod mig. Så åbne, for at få mig ind i familien. I hjertet stod der:
'I hjertet gemt og aldrig glemt'.
”Tusinde tak,” mumlede jeg og tørrerede forsigtigt mine kinder.
”Du skal ikke græde,” trøstede Pattie og gav mig et kram. Jeg trak mig væk og smilede til Jazmyn.
”Tak,” sagde jeg til hende.
”Så lidt,” svarede hun og vendte sig om og gik hen til en mannequindukke. Jeg smilede og kiggede på Pattie igen.
”Den vil jeg have på til brylluppet,” sagde jeg og lagde den ned i æsken igen. Hun grinede lidt.
”Justin har fortalt mig om de smykker i købte, så det behøver du ikke,” sagde hun og smilede. Jeg rystede på hovedet.
”Den her betyder mere for mig,” svarede jeg. Hun smilede sødt og vendte sig så om mod Jazmyn.
”Skal vi skifte tøj nu?” spurgte hun hende.
”Ja!”
Pattie kiggede på mig.
”Det gør i bare,” sagde jeg. Hun nikkede. De gik ud af lokalet, lige idet Nelly trådte ind.
”Ej, har du grædt?” spurgte hun og tørrede mine øjne. Jeg grinede lidt og nikkede.
”Altså Katrine! Godt, at jeg har brugt vandfast mascara!”
Jeg grinede endnu mere og lukkede øjnene, så hun kunne gøre mig færdig.

Endelig klar. Jeg var spændt på at se resultatet, da jeg ikke havde set det siden make-uppen. Nelly sagde i hvert fald, at jeg var gudesmuk at se på. Nu var alt heldigvis klar. Altså på mig. Make-uppen, neglene, kjolen, skoene, håret, smykkerne. Min nye halskæde, som der var kommet tårer over, sad endda også på halsen og viste sig frem.
”Er du klar?” spurgte Nelly. Jeg nikkede usikkert. Vi stod i et fremvisningsrum lige nu. Et stort rum, kun med et enormt spejl. Hun tog langsomt bindet af mine øjne. Jeg stirrede ind på den smukke pige i spejlet. Var det virkelig mig?
”Oh my god!” kom det henne fra døren af. Jeg vendte mig om og så Karen. Hun havde krøllet håret og fået en flot kjole på
”Hvor du smuk,” sagde hun og kom hen og krammede mig.
”I lige måde,” svarede jeg og smilede.
”Du er smukkest!”
Jeg svarede ikke, men så mig selv i spejlet. Det er virkelig en drøm det her...
”Så er det nu!” råbte en stemme ude fra gangen af. Jeg vendte mig hurtigt om.
”Forsigtig!” sagde Karen. Jeg kiggede forskrækket på hende.
”Dit hår. Din kjole,” sagde hun. Jeg smilede taknemmeligt. Leona kom ind med en høretelefon dims, så hun kunne kommunikere med de andre fra Plaza.
”Er du klar?” spurgte hun mig. Jeg nikkede, selvom jeg ikke var klar. Overhovedet. Men jeg er nødt til det. For Justins skyld. For min egen skyld. Hvad har jeg tilbage, hvis ikke jeg gør det?

Vi kom op til den store dør, der førte ind til 'kirken'. Justin stod derinde lige nu. Han ventede på mig...
”Kan du klare dig selv nu?” spurgte Pattie Jazmyn. Jazmyn nikkede og så på mig.
”Ellers er jeg her,” sagde jeg nervøst og smilede usikkert til hende. Hun nikkede.
”Farvel mor.”
Jeg grinede lidt. Pattie vendte sig om mod mig.
”Det skal nok gå. Held og lykke.”
Hun gik og nu stod jeg tilbage med Jazmyn. Hvor filen var Usher??? Jeg kunne godt mærke, at min nervøsitet var ved at overtage mig. Det var forfærdeligt. Jeg trippede nervøst med foden, imens jeg stod og pillede lidt i min buket. Stop med det Kat!!!
”Hej Katrine,” sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om. Usher stod i et fint jakkesæt og smilede.
”Hej! Jeg troede lige, at du ikke ville komme,” udbrød jeg nervøst.
”Bare rolig! Så ond er jeg ikke,” grinede han. Jeg smilede hurtigt, men smilet forsvandt igen.
Jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg kan IKKE! Er den feset ind på lystavlen???
”Nå, du ser godt ud,” sagde han og smilede.
”Mange tak,” svarede jeg hurtigt.
”Og du lyder nervøs?”
”Virkelig???”
Styr dig dog Kat!
”Gør klar!” lød det fra Leona af. Jeg stillede mig hurtigt hen ved siden af Usher og holdte om hans arm (you know). Jazmyn stod bagi os med en lille buket. Og så havde hun den sødeste lille kjole på og håret var smukt krøllet.
”To minutter,” sagde Leona. Det var som at været til koncert... Okay, måske ikke med nervøsiteten eller tøjet, men den måde Leona gik rundt på. Jeg lukkede øjnene og talte til hundrede inde i mig selv. Da jeg nåede op på 98, sagde Leona:
”Nu det nu.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...