Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
269403Visninger
AA

247. Kap. 247

Jeg sad og græd, indtil det bankede på døren. Jeg rejste mig op og tørrede hurtigt mine øjne. Jeg ligner nok en vaskebjørn. Jeg gik ud til døren og åbnede døren. Karen og Marie stod i døren og smilede mega meget, indtil de så mit fjæs.
”Hvad sker der?” spurgte de hurtigt.
”Ikke noget,” svarede jeg og sendte et svagt smil. De så ikke særlig overbevist på mig, men nikkede alligevel.
”Kom ind,” sagde jeg. De kom ind i huset med deres kufferter, tog deres sko og jakker af og hang dem op. Jeg gik ud på badeværelset og fjernede den ulækre mascara. Jeg gik ind til Karen og Marie i stuen. De sad i sofaen.
”Nå, hvordan går det?” spurgte jeg og prøvede at lyde glad. Jeg håber det lykkedes, selvom jeg slet ikke var glad.
”Helt fint,” svarede Karen. Marie nikkede og smilede.
”Hvad med dig?” spurgte hun. Jeg smilede svagt.
”Det samme.”
De kiggede underligt på mig.
”Hvad?” spurgte jeg.
”Du græd lige før,” svarede Karen. Jeg sukkede.
”Bare noget med Justin. Men bare rolig. Jeg er glad nu,” sagde jeg og smilede overbevisende.
”Øhm okay,” nikkede hun.
”Og hej forresten,” grinede jeg. De grinede begge med.
”Kat, der er en halvanden dag tilbage!” hvinede Marie. Måske havde hun ventet på at sige det? Jeg smilede og grinede lidt.
”Det er der ja,” smilede jeg.
”Har du fået kjolen hjem?” spurgte hun. Jeg rystede let på hovedet.
”Den kommer først i morgen,” svarede jeg.
”Er den pæn?” spurgte Karen. Jeg nikkede.
”I hvert fald ifølge mig,” sagde jeg.
”Hvordan ser den ud?”
”Det får i at se,” svarede jeg og sendte et hemmelighedsfuldt smil. De gav mig et 'hvor-du-ond-udtryk', men jeg smilede bare. Wow. Humørsvingninger! Jeg kunne mærke min iPhone vibrere, så jeg tog den hurtigt op af skødet.

Hey mus.
Har du det bedre?<3

Jeg syntes, at det var enormt sødt, at han tænkte på mig. Godt nok stortudede jeg også inden han gik, men at han tænkte sådan på mig, fik mig til at føle mig elsket.

Jeg har det fint.
Karen og Marie
er kommet.
Savner dig...<3

Jeg sendte sms'en og så op på Marie og Karen.
”Er i ikke trætte ovenpå den flyvetur?” spurgte jeg. De nikkede lidt.
”I kan bare gå op og ligge lidt. Jeg skal alligevel ha' ordnet noget,” sagde jeg.
”Okay,” svarede de bare og gik ovenpå. Det her var virkelig akavet. Slet ikke som 'de gamle dage'. Jeg sukkede og lukkede øjnene lidt. Enten har jeg ændret mig virkelig meget, ellers er jeg bare underlig lige nu. Jeg satser på andet forslag. Jeg åbnede øjnene og så rundt i stuen. Der var helt stille og kedeligt. Slet ikke som, da Justin var her. Hans navn fik mig til at få det dårligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre om to dage. Jeg kan ikke bare stikke af i kirken. Det ville eddermaneme være det dummeste NOGENSINDE! Og så ville jeg heller ikke kunne se Justin i øjnene igen. Desuden vil jeg nok også miste ham for evigt, og han er jo den dreng, jeg gerne vil leve med, men jeg er bare enormt bange for, at vi bliver uvenner over et eller andet lort, og så vil skilles. Jeg sukkede og rejste mig. Jeg så på klokken. Halv nu. Og jeg havde ikke spist aftensmad. Jeg var ikke en gang sulten. Jeg gik hurtigt ovenpå og tjekkede gæsteværelset. Der lå to snorkende piger. De havde nok jetlag. Jeg gik ind på Justins og mit værelse og gjorde mig sengeklar. Så lagde jeg mig i sengen og slukkede lyset. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Justin. Jeg manglede ham. Hans nærvær. Hans åndedræt til at berolige mig. Jeg fik lidt tårer i øjnene. Pludselig kunne jeg høre min iPhone vibrere voldsomt. Det vil sige, at den ringede. Jeg fik hurtigt fat på den, eftersom den lå på natbordet. Uden at se på displayet, tog jeg den.
”Hallo?”
”Hey skat.”
Han stemme sad i mit øre, og gjorde mig direkte tryg.
”Jeg lå lige og tænkte på dig,” mumlede jeg.
”Nårh, hvor du sød,” sagde han med et smil i stemmen. Jeg svarede ikke, men stirrede bare op i det mørke loft.
”Hvad har i lavet?” spurgte han.
”Intet...” svarede jeg.
”Hvorfor ikke?”
”Ingen af os orkede noget...” sagde jeg stille.
”Justin?” spurgte jeg, inden han svarede.
”Ja?”
”Har jeg forandret mig?” fortsatte jeg.
”Nej, hvorfor?” svarede han uforstående.
”Jeg spørger bare,” mumlede jeg lavt.
”Er der noget i vejen smukke?” spurgte han bekymret.
”Nej. Jeg er bare træt,” svarede jeg.
”Sikker? Nej, jeg snakker lige med hende.”
Han talte vist med en eller anden.
”Undskyld, det var bare Ryan. Er du sikker på, at der ikke er noget i vejen?”
”Ja, jeg er sikker. Jeg savner dig bare,” svarede jeg.
”Jeg savner også dig Kat. Men vi ses i overmorgen. Og der er ikke så lang tid tilbage,” sagde han opmuntrende. Jeg sukkede.
”Jeg ved det,” hviskede jeg.
”Ja, jeg kommer nu,” sagde han til Ryan.
”Jeg må løbe nu, jeg skriver senere, ikke?”
”Okay,” mumlede jeg.
”Jeg elsker dig,” sagde han kærligt.
”I lige måde,” svarede jeg og lagde på. Jeg lagde langsomt min iPhone på natbordet igen og lagde mig under dynen igen. Med hovedet fuldt af tanker om Justin, faldt jeg i søvn.

Jeg var i gang med at lave morgenmad. Klokken var halv tolv. Karen og Marie sov stadigvæk. Jeg var stadigvæk virkelig trist, men jeg vil ikke vise det. Det var jo ikke derfor Karen og Marie kom herhen. Det var for at have det sjovt med mig, og det havde vi i hvert fald ikke i går. De kom begge gående ned af trappen.
”Hvad laver du?” spurgte Marie frisk.
”Ehm, vafler,” svarede jeg og smilede skævt.
”De dufter,” sagde Karen. Jeg grinede lidt.
”Når, så sker det i morgen,” sagde Marie og tog et glas juice. Jeg nikkede smilende, selvom jeg ikke ligefrem havde lyst til at smile.
”Argh, jeg kan seriøst ikke fatte, at du allerede skal giftes!”
Allerede? Det er dårligt. Jeg sank en klump.
”Tja...” mumlede jeg. De grinede begge lidt.
”Og din ring er SÅ flot!”
”Den har jeg da ikke vist?” svarede jeg. Karen rystede på hovedet.
”Men hvis man går på nettet, kan man ikke undgå at se den,” sagde hun. Jeg nikkede lidt.
”Og vi kan glo på den nu,” indskød Marie og så på den. Jeg stak min finger helt hen til hende, så hun kunne studere ringen lidt grundigere.
”Ej, den er så flot!” måbede hun. Jeg grinede lidt. Mit udtryk var nok værre, da jeg så den første gang.
”Gid jeg havde sådan en mand som Justin,” sagde Karen drillende. Jeg så over på hende.
”Altså, han er pæn, har mange penge, forkæler sin kæreste, og så er han sød!” fortsatte hun.
Jeg blev lidt irriteret over, at hun stod og talte sådan om Justin. Ikke, at han ikke var nogle af delene, men at hun stod og fablede op om ham. Jeg nikkede bare og så til vaflerne.
”Men nu er han Kat's,” sagde Marie til hende. Hun grinede højt, hvilket også irriterede mig.
”Ja, det var også bare for sjov, men jeg ville da ikke have noget imod, at have ham som kæreste,” svarede hun. Jeg tog en vaffel ud af vaffeljernet og lagde på en tallerken. Jeg vendte mig om og gav en tallerken hver til dem. De tog dem og satte hen på bordet. Så fandt jeg noget flormelis til dem og satte på bordet. Så satte vi os.
”Skal du ikke have noget?” spurgte Marie. Jeg rystede på hovedet.
”Jeg er ikke særlig sulten,” svarede jeg. Hun fik et lidt bekymret udtryk i ansigtet, men nikkede.
”Du skal kunne være i kjolen,” jokede Karen.
”Kan du ikke bare holde kæft?!!” halvråbte jeg og rejste mig hårdt op i stolen. Hun så chokkeret på mig. Jeg fik tårer i øjnene og kunne virkelig ikke styre dem.
”Jeg kan bare ikke mere,” hulkede jeg og sank sammen på stolen. De kiggede virkelig forskrækket på mig.
”Karen, ring til Justin,” sagde Marie lavt. Jeg kunne se Karen forlade rummet. Marie så på mig.
”Kat, hvad er det der sker? Du har været underlig siden vi kom i går.”
Skulle jeg sige, at jeg var i tvivl? Det kunne jeg ikke gøre. Det kunne jeg virkelig ikke. Eller, måske havde hun et råd?
”Du må ikke sige det til Justin,” hviskede jeg grædende. Hun nikkede.
”Jeg.. tror ikke jeg er klar til at blive gift,” afsluttede jeg. Hun så uforstående på mig.
”Du kan ikke bakke ud,” svarede hun lidt hårdt.
”Jeg ved det godt!” græd jeg. Hun tog mine hænder og holdt dem hårdt i sine.
”Kat, Justin elsker dig virkelig meget. Han elsker dig mere end alt andet i verden. Du elsker også ham. Det ved jeg du gør. Den måde du kigger på ham. Når du snakker til ham. Du er nok bare bange for at binde dig. Og jeg forstår dig udmærket. Det er et stort skridt at tage. Ja, du er kun 18 år, ja, du er teenager, men hvad så? Hvis du virkelig elsker ham, gør du det,” sagde hun seriøst. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
”Jeg elsker ham...” mumlede jeg.
”Søde, det er bare et enkelt ja. Det skal nok gå. Og så er han din for evigt.”
Jeg nikkede.
”Det er Justin, der er i telefonen,” kom det fra gangen af. Jeg kiggede ud og så Karen. Så kiggede jeg hurtigt på Marie.
”Snak med ham. Du får det nok lidt bedre. Så snakker jeg med Karen,” sagde hun. Jeg nikkede og gik over og tog telefonen fra Karen. Så gik jeg ovenpå med tårerne piblende ned af kinderne. Jeg satte mig på sengen og tog telefonen op til øret, imens jeg græd videre.
”Justin,” sagde jeg grødet.
”Kat, er du okay?” svarede han bekymret. Jeg græd endnu mere.
”Jeg ved det ærlig talt ikke,” sagde jeg og lukkede øjnene.
”Er du så nervøs?” spurgte han. Hvad skulle jeg ellers sige?
”Ja. Og så savner jeg dig,” svarede jeg hulkende. Han svarede ikke, men sukkede lidt.
”Skal jeg komme hjem til dig?” spurgte han. Lige nu ville det være det bedste.
”Hvad så med Ryan og Chris?” spurgte jeg.
”De må vel klare sig...” mumlede han. Jeg tænkte lidt. Jeg følte ikke, at jeg rigtig kunne være det bekendt. Jeg mener, nu glædede han sig til at se Ryan og Chris, og så ødelægger jeg bare det hele...
”Det behøver du ikke,” svarede jeg.
”Jo kom nu. Jeg vil gerne lige snakke med dig,” sagde han bedende.
”Bare nogle timer,” indskød han.
”Okay,” sagde jeg.
”Så tager jeg af sted nu.”
”Tak Justin,” mumlede jeg.
”Alt for dig. Jeg er der om en halv time,” sagde han.
”Okay vi ses. Elsker dig,” svarede jeg.
”I lige måde.”
Han lagde på. Jeg lagde mig ned i sengen og tørrede mine øjne. Hvad fanden sker der for mig? Kunne jeg ikke lave noget, uden at bryde totalt sammen? Det var meningen, at Justin og jeg skulle have det mest perfekte bryllup i hele verden, men på grund af mig, bliver det garanteret mega dårligt.
”Kat?”
Jeg satte mig op og kiggede hen i døren. Karen stod der. Jeg svarede ikke, men kiggede hurtigt væk. Hun kom over og satte sig på sengen.
”Jeg er virkelig ked af det, der skete nedenunder... Jeg vidste ikke, hvordan du havde det her for tiden...”
Fedt, så har Justin remset op om det?
”Karen, det var ikke dig. Jeg tænker bare ikke klart lige nu,” svarede jeg. Hun nikkede.
”Jeg går nedenunder. Marie og jeg diskuterer kjoler. Vil du med?”
Jeg rystede kort på hovedet.
”Okay.”
Hun begyndte at gå hen mod døren.
”Karen?”
Hun vendte sig om igen.
”Justin kommer snart,” sagde jeg. Hun nikkede og smilede lidt. Jeg smilede svagt igen, selvom det var et grimt falskt smil. Hun gik ud og lukkede døren efter sig igen. Jeg lagde mig ned igen og kiggede på i loftet. Jeg lukkede øjnene lidt og faldt vist i søvn...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...