Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
269416Visninger
AA

218. Kap. 218

Jeg så på displayet at det var... suk. Jasmine. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg lagde bare på og lagde ansigtet ned i mine knæ. Tårerne var efterhånden væk. Jeg rejste mig op og så mig i spejlet, der hang på væggen. Min mascara var heldigvis vandfast, men man kunne stadigvæk tydeligt se, at jeg havde grædt. Jeg tog et stykke papir og tørrede mine øjne lidt. Så vendte jeg mig om og skulle til at låse døren op. Men så ringede min iPhone. Jeg så på displayet. Endnu en gang var det Jasmine. Jeg sukkede og fik tårer i øjnene igen. Jeg lagde på igen. Men så ringede den igen. Denne gang var det bare Justin. Jeg tog den.
”Hallo?” mumlede jeg med grødet stemme.
”Hvor er du?” spurgte han. Jeg satte mig ned op af døren. Også begyndte jeg at græde.
”Hvad sker der Kat?”
Jeg snøftede.
”Ikke noget...” hulkede jeg.
”Hvor er du henne?” spurgte han bekymret.
”Ude på toilettet. Lige ved kontoret,” svarede jeg.
”Kommer nu.”
Så lagde han på. Jeg tørrede nogle enkelte tårer væk fra mine kinder. Min iPhone vibrerede. Jeg tog den op af lommen og så at det var Jasmine, der skrev en besked. Tøvende åbnede jeg den.
”Kat, jeg skal virkelig snakke med dig, og det er virkelig vigtigt, så please tag den!”
Jeg fik et chok da det bankede på døren. Jeg tog hurtigt min iPhone ned i lommen og rejste mig op. Jeg åbnede døren og Justin stod derude. Han åbnede hurtigt sine arme og trak mig ind til sig. Jeg græd lidt ned i hans skulder.
”Det er okay,” mumlede han og aede mig i håret. Jeg trak mig væk og trak ham med ud på toilettet og låste døren og vendte mig om mod ham.
”Justin, jeg har noget jeg skal fortælle dig,” begyndte jeg grædende at sige. Han kiggede forvirret på mig.
”Og det er også derfor jeg har været så mærkelig...”
”Hvad er det?” spurgte han uforstående. Jeg tøvede.
”Det er J...”
”JB?” kom det ude fra gangen af. Jeg stoppede med at tale.
”Jeg er her,” sagde Justin.
”Limouen venter. Find Katrine, så kører i.”
”Okay,” svarede han og kiggede på mig. Jeg nikkede og gik endnu en gang hen og tørrede mine øjne. Jeg vendte mig om mod døren og gik hen og låste døren op. Jeg gik ud imens jeg så ned i gulvet. Jeg kunne mærke, at Justin tog min hånd. Han førte vej ud til folkene.
”Skal vi ikke sige farvel?” spurgte jeg lavt.
”Nej. Jeg har sagt farvel fra os,” svarede han. Vi kom til døren, hvor en vagt åbnede den for mig. Hurtigt smuttede vi ud i limousinen og satte os ind. Heldigvis var vi alene nu. Jeg lagde mig tungt op af ruden og sukkede.
”Hvad var det du ville fortælle?” spurgte Justin. Jeg kiggede på ham og tøvede.
”Det er lige meget nu...” mumlede jeg. Han nikkede og tog min hånd.
”Jeg elsker dig,” sagde han sødt.
”I lige måde,” svarede jeg kort. Det lignede ikke, at han troede på det. Det ville jeg nu heller ikke helt, hvis jeg var ham. Det gik ikke så godt for mig, angående at udtrykke mine følelser. Eller jo, med tårer og snøft. Jeg lukkede øjnene.

Vi kom til hotellet og jeg gik udmattende op på værelset. Selvfølgelig havde min iPhone ringe hundredvis af gange, og selvfølgelig var det Jasmine. Jeg gik ind på badeværelset og tørrede al min make-up væk. Så låste jeg døren op og gik ind til Justin. Han sad på sengen og stenede telefon. Jeg satte mig selv hen på sengen og lagde mig under dynen.
”Er du okay?” spurgte han omsorgsfuldt. Jeg kiggede hurtigt hen på ham og nikkede. Jeg satte mig hen til ham og lænede mig op af ham. Vi lå lidt og puttede indtil Justin iPhone ringede.
”Jeg tager den lige,” sagde han. Jeg nikkede kort. Han rejste sig og gik ud på altanen. Jeg kiggede ud på ham og kunne ane lidt af hvad han snakkede om.
”Hvad har hun?” halvråbte han pludseligt. Jeg undrede mig lidt over hvad han snakkede om. Han vendte sig om mod mig og stirrede på mig.
-Én ting!
Det betød IKKE godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...