Justin Bieber (N)

Personer;
Katrine, 15 år - Hovedperson (Udtales i Jeg-person).
Justin Bieber, 16 år - Dreng.
Chanel, 15 år - Katrines bedste veninde..

Resten finder i ud af ;)..

Katrine er en 15-årig pige der blev kendt i en alder af 14. Hun er så flyttet til USA og er startet en stor musikkarriere og bor sammen med sin Amerikanske bedste veninde.....


Det er heller IKKE min novelle, men har fået lov til at ligge den ind her ;')

136Likes
316Kommentarer
269374Visninger
AA

133. Kap. 133

Han kiggede skrækslagen på mig og sank.
”Det er løgn?” Hviskede han. Jeg rystede på hovedet og græd endnu mere.
”Hvordan?” Spurgte han.. bange. Jeg kunne ikke få mig selv til at svare og græd endnu mere end før.
”Bahamas.” Hviskede jeg og mødte hans blik. Hans blik var... Jeg ved ikke, jeg havde aldrig set det blik før men han så skræmt ud. Jeg kiggede væk og rejste mig op og gik ovenpå og smed mig i sengen. Jeg kunne høre hoveddøren gå op. Jeg kiggede op. Fedt! Det var Justin der gik ud. Nu vil han garanteret slå op! Hvad skal jeg gøre? Jeg græd igen og kunne ikke holde op. Til gengæld overtog trætheden mig og jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede da døren til soveværelset gik op. Jeg kiggede derhen. Justin var på vej herind. Jeg begyndte at græde og krøb under dynen. Han satte sig på sengen vedsiden af mig og nussede mit hår.
”Vi skal nok klare det.” Sagde han. Jeg vendte mig om mod ham.
”Vil du ikke slå op med mig?” Spurgte jeg med en grødet stemme.
”Kat, fordi du er... gravid, vil jeg ikke slå op med dig.” Han hviskede ”gravid”. Jeg satte mig op og krammede ham.
”Nu ved vi hvorfor du har alle de humørsvingninger.” Mumlede han. Jeg nikkede og trak mig væk.
”Hvad gør vi med barnet?” Spurgte han nervøst.
”Jeg har fået en tid til en abort.” Sagde jeg lavt.
”Godt.” Hviskede han og tog min hånd.
”Men først om 2 uger.” Sagde jeg.
”Skal du så være så dårlig i 2 uger mere?” Sourgte han bekymret. Jeg nikkede kort.
”Tror du virkelig at vi klarer den?” Sagde jeg.
”Kat, du er en stærk pige. Du skal nok klare det og jeg støtter dig hele vejen 100 %!” Sagde han alvorligt. Jeg nikkede og kyssede ham på munden. Jeg gik ud på badeværelset og tørrede mine øjne. Så slemt kan det da heller ikke være? Jeg rystede på hovedet og smuttede ind på værelset igen. Justin havde tændt sin bærbar.
”Hvad skal du?” Spurgte jeg. Han smilede bare. Jeg satte mig på sengen og ventede til han sagde noget.
”Justin!” Sagde jeg bestemt.
”Nu når du er gravid, vil jeg lige se hvad du skal igennem.” Sagde han. Jeg smilede bare og satte mig godt til rette.
”Ehmm hvor langt er du henne?” Spurgte han.
”9-10 uger.” Sagde jeg og smilede. Han klikkede nogle gange.
”Okay. Kvalme, har du i hvert fald.” Sagde han.
”Syntes du ikke du har det mærkeligt i maven? Og ondt i hovedet?” Spurgte han.
”Ehmm jo.” Sagde jeg stille.
”Det skulle du ha' haft siden den 2. uge.” Sagde han og kiggede på mig.
”Kat, hvorfor sagde du ikke hvordan du havde det?” Kom det fra ham. Jeg gemte mit ansigt bag mine knæ.
”Fordi du ville ha' skaffet en læge. Og jeg regnede altså heller ikke rigtig med at jeg var gravid.” Sagde jeg. Han nikkede og kiggede på skærmen.
”Du har i hvert fald været træt!” Sagde han og grinede. Jeg nikkede og grinede med. Jeg følte mig dejlig frisk.
Og humørsvingninger!” Sagde han og smilede.
”Hmm, hvad er du så på vej ind i?” Sagde han. Han sad åbenbart og kiggede på en graviditetskalender.
”Du får det i hvert fald bedre.” Sagde han og smilede. Lidt efter så jeg et smil brede sig på hans læber.
”Hvad er det?” Spurgte jeg.
”Der står at du måske får lyst til mere s3x.” Grinede han. Jeg kastede en pude i hovedet på ham.
”Av!” Grinede han.
”Jeg vil aldrig have s3x med dig igen.” Sagde jeg seriøst.
”Hvad?” Sagde Justin og vendte sig hurtigt om.
”Hahaha!” Du hoppede på den grinede jeg.
”Du skal ikke være fræk over for mig!” Sagde Justin og kom hen i sengen og begyndte at kilde mig.
”Justin... STOP!” Skreg jeg.
”Nej, ikke før du siger undskyld!” Sagde han og blev ved.
”Aldrig!” Sagde jeg.
”Sig det så!” Grinede han og kilede mig endnu mere.
”Justin Stop, det gør ondt!” Sagde jeg højt. Han stoppede med det samme.
”Undskyld!” Sagde han hurtigt. Han aede min min mave, så jeg begyndte at grine lavt igen.
”Er du okay?” Sagde han bekymret.
”Ja jeg har det fint, det gjorde bare lidt ondt...” Mumlede jeg.
”Kat, har du slet ikke haft nogen anelse om at du har været gravid?” Sagde han roligt.
”Jeg har ikke tænkt så meget over det...” Sagde jeg.
”Det var ikke det jeg mente...” Mumlede han. Jeg kiggede mærkeligt på ham.
”Hvad mener du?” Spurgte jeg.
”Ehmm altså, der står inde på den der hjemmeside at... ehhh...du kan selv kigge..” Sagde han og gik ud fra værelset. Jeg gik hen og satte mig foran hans bærbar og kiggede lidt på hjemmesiden. Der var en masse ting om graviditet. Jeg trykkede på den side som Justin havde været inde på. Graviditetskalender.

Menstruationssmerter, ondt/ømme bryster, træthed, kvalme...
Der stod at livmoderen ville føltes mere blød.. Ad! Undskyld! Jeg er bare ikke sådan en type der... Du ved. Ens bryster ville blive mørkere? What? Jeg har slet ikke kigget på mig selv i den her uge jeg har bare været i en anden verden tror jeg.
Det var ret sjovt at sidde at kigge på. Desværre vil jeg tage mere og mere på. Jeg var begyndt og blive en smule bange for at folk finder ud af det. Hvad hvis min karriere bliver ødelagt? Og Justins? Jeg kiggede en kvindes graviditetskalender igennem. Hun tog allerede 7 kg på de første 10 uger. Lidt efter kom Justin ind igen.
”Er du færdig?” Spurgte han.
”Mmm.” Mumlede jeg.
”Godt. Ehh, fandt du ud af noget?” Sagde han.
”Undskyld, men jeg har været så træt at jeg slet ikke har kigget på mig selv.” Sagde jeg.
”Det skal du da ikke undskylde for søde.” Sagde han og krammede mig. Jeg slukkede bærbaren og gik med Justin nedenunder. Jeg havde en underlig fornemmelse i maven. Jeg kan ikke tro at jeg har liv inde i maven. En baby. Og nu.. skal den bare.. væk? Jeg fik det dårligt og begyndte at græde.
”Hvad er der?” Spurgte Justin hurtigt. Jeg kan ikke sige at jeg vil beholde barnet, det er simpelthen for dumt og risikabelt.
”Jeg tænkte bare på noget sørgeligt...” Sagde jeg dumt. Han krammede mig og grinede lavt og varmt.
Derefter kyssede han mig blidt på munden.

3 dage efter.
Jeg vågnede træt op. Eller faktisk friskere end jeg plejer at være. Heldigvis intet arbejde i dag. Jeg havde faktisk sagt det til Mike. Han havde fuld forståelse for at jeg blev hjemme og ikke havde det så godt. Det var dejligt at han ikke sagde noget dumt til det. Han sagde bare ”Det er jo det der kan ske” Og ”Du skal nok klare det” Og alt det der. Justin havde også været ekstra sød ved mig. Ikke fordi han aldrig er det, men han gav mig hele tiden min vilje og hver gang jeg ville være alene, spurgte han mig ikke om hvad der var galt. Han gør åbenbart alt for ikke at gøre mig ked af det. Jeg vendte mig om mod ham. Han sov stadigvæk. Vi havde været ret sent oppe da jeg ikke kunne falde i søvn, fordi jeg havde så forfærdeligt ondt i maven. Han blev oppe næste hele natten på grund af mig. Jeg satte mig op og gik ud på badeværelset hvor jeg vejede mig. Det var blevet en vane at gøre det hver morgen. Pyha! Jeg har ikke taget på siden de sidste 5 kilo. Den baby må være stor. Jeg lagde mig ind til Justin igen. Jeg gad ikke rigtig at stå op. Jeg lå og tænkte på Justin, mig og den lille baby. Vi ville blive en lykkelig familie os 3. I et minut ønskede jeg at Justin og jeg havde et helt normalt liv som teenagere. Så kunne vi beholde det her barn og.. Nej stop Kat! Du har en karriere, din kæreste har en karriere og der ikke plads til et lille barn! Men på den anden side er det synd at bare smide det væk. Men Justin vil ikke være far og egentlig vil jeg heller ikke være mor, men det er jo synd for barnet! Jeg så på Justin og blev helt ensom, så jeg begyndte at græde. Justin åbnede øjnene og satte sig hurtigt op.
”Kat, hvad sker der?” Sagde han træt.
”Jeg savner dig.” Sagde jeg og faldt i armene på ham. Han krammede og trøstede mig.
”Så skat, jeg er her.” Sagde han. Han havde selv læst hele den graviditetskalender igennem, så han vidste udmærket godt at jeg ville føle mig ensom og forladt. Jeg græd i hans skulder imens han nussede mit hår.
”Undskyld jeg vækkede dig.” Sagde jeg imens jeg græd.
”Det er okay.. Jeg må vel bare vende mig til det.” Sagde han og gabede.
”Du får jo slet ikke sovet.” Sagde jeg og trak mig tilbage så jeg kunne se hans ansigt.
”Det er vigtigere at du får sovet, og ikke bliver stresset så der ikke sker dig og babyen noget.” Sagde han. What? Det havde jeg ikke forventet Justin sige. Vil han passe på babyen? Vil han.... beholde den? Jeg nikkede som svar.
”Hvad er klokken?” Sagde jeg.
”Halv to.” Sagde han. Om eftermiddagen selvfølgelig.
”Shít.” Mumlede jeg og rejste mig op. Jeg tog et bad og fandt hurtigt noget tøj. Min tøj er efterhånden begyndt at være for småt. Desværre. Jeg kom i et par leggins og tog en lang top på også en hættetrøje udover. Jeg er glad for at jeg har mange hættetrøjer da de skjuler min mave. Den var allerede begyndt at blive en lille bule. Jeg gik ind til Justin der var i gang med at tage en t-shirt på.
”Er du okay?” Spurgte han.
”Ja, jeg har det fint.” Sagde jeg og smilede svagt. Jeg tog hurtigt noget make-up på, selvom jeg var begyndt at blive dårligere og dårligere til det. Jeg var også begyndt at være dårlig til at sætte mit hår om morgnen. Og det irriterede mig gevaldigt så jeg blev så hysterisk at jeg begyndte at græde og snerre af Justin, men han havde læst at det havde noget at gøre med blodet og hormonerne. Jeg ville sætte mit hår i en hestehale, men der blev ved med at bue små hårtotter op. Jeg kunne mærke raseriet stige i mig og havde mest lyst til at skrige og slå på noget. Jeg tror Justin så det for han kom hurtigt hen til mig.
”Jeg gør det!” Sagde han. Jeg nikkede og faldt til ro igen. Han fik lavet en pæn hestehale. Vi spiste hurtigt morgenmad også skulle vi, eller jeg, til lægen. Vi kørte hånd i hånd hen til Janice. Hun arbejde for en eller anden god læge og var godt udannet. Justin og jeg gik ind til lægen hvor der ikke sad nogle. En dame stod ude i receptionen og ventede. Hun kom hen til os.
”Katrine og Justin. Jeg er Penelope. Janice har bedt mig om at vise vej til hendes lægeværelse.” Sagde hun som om hun havde gjord dette 1000 gange før. Nå, men vi fulgte med hende og kom til Janice. Penelope bankede på og gik derind og kom ud igen.
”I kan bare gå ind.” Sagde hun og smuttede. Justin og jeg gik derind. Janice sad og talte i telefon. Hun gjorde tegn til at Justin og jeg skulle sætte os ned, så det gjorde vi. Jeg var efterhånden begyndt at være lidt bage. Hvad hvis hun skal... Jeg har ikke lyst til at tænke på det! Især ikke når vi ikke en gang skal have barnet. Hun sluttede telefonsamtalen.
”Hej Katrine og Justin.” Sagde hun og smilede.
”Hej.” Sagde vi i munden på hinanden. Justin tog min hånd og flettede vores fingre ind i hinandens.
”Nå, hvordan går det derhjemme?” Sagde hun og kiggede på mig.
”Fint...” Sagde jeg bare.
”Hvad med kvalmen og trætheden?” Sagde hun.
”Jeg har stadigvæk en smule kvalme og er stadigvæk lidt træt, men vi har været inde på nogle forskellige hjemmesider og kiggede på sådan nogle kalendere og der står at det er helt normalt.” Sagde jeg. Hun nikkede kort og kiggede hen på Justin. Hendes blik kom tilbage til mig.
”I er her for at se barnet” Sagde hun smilende og kiggede i nogle papirer. Jeg nikkede kort. Nervøsiteten begyndte at stige op i mig. Om et øjeblik vil Justin og jeg få barnet at se. Justin gav min hånd et klem og smilede. Jeg kiggede hen på Janice.
”Justin, hvis du vil være sød at gå ud, kan jeg snakkede med Katrine.” Sagde hun. Han kiggede på mig og nikkede kort. Han rejste sig og forlod os. Inde i det klamme rum med kæmpe sprøjter og dræbermidler. Okay jeg overreagerer.
”Nå. Er der noget han ikke ved?” Sagde hun og smilede.
”Næhh, hvorfor skulle der være det?” Spurgte jeg og smilede igen.
”Det er meget normalt at skjule nogle ting overfor kæresten i graviditeten.” Sagde hun og grinede.
”Nåhh.. Jeg prøver helst at sige det hele til ham. Han er ret bekymret her for tiden.” Sagde jeg.
”Det skal du også forstå. Han er jo en del af det.” Sagde hun og smilede. Jeg nikkede kort.
”Det var egentlig bare det. Hvis du gider må du gerne hente Justin.” Sagde hun. Jeg rejste mig op og gik hen og åbnede døren. Justin sad henne i en stol. Jeg vinkede ham hen til mig og vi gik ind og satte os.
”Så har i ombestemt jer?” Spurgte hun os begge.
”Med hensyn til hvad?” Spurgte Justin.
”Skal du, Katrine, have en abort, eller vil i gerne være forældre?” Sagde hun. Et kort øjeblik havde jeg lyst til at springe op og råbe ”JEG SKAL FORHELVEDE VÆRE MOR!” Men på den anden side.. Nej! Jeg kan ikke.
”Katrine skal have en abort.” Sagde Justin hurtigt. Jeg kiggede såret ned i gulvet, men kiggede op igen. Janice kiggede hurtigt på mig.
”Okay. I har tid d. 11 april.” Sagde hun. Jeg nikkede bare.
”Okay tak.” Sagde Justin.
”Nå, skal vi få set det?” Spurgte hun. Jeg nikkede bare. Vi rejste os op og jeg kom hen på en eller anden seng. Så løftede hun min bluse op smurte sådan noget klamt koldt gele udover min mave.
”Det ligner sørme at du har fået et strækmærke.” Sagde hun. Jeg satte mig hurtigt op, så jeg blev svimmel.
”Det er løgn!” Sagde jeg og kiggede på min mave i siden. Et lille strækmærke var dukket op. Hvorfor følger min hud ikke med?!? Justin stod bare og holdte mig i hånden.
”Bare rolig, det skal nok forsvinde.” Sagde hun. Jeg lagde mig ned igen og lukkede øjnene. Lidt efter kørte hun en scanningsdims over mig. Lyset blev slukket og en utydeligt billede kom op på skærmen. Er det vores.... baby? Jeg sank en klump. Man kunne kun se et lille hoved. Jeg kan ikke det her. Gid jeg var 25 år lige nu! Gid jeg ikke var kendt! Jeg så på Justin der kiggede fascinerende på skærmen. Janice slukkede apparatet og jeg satte mig op. Jeg kunne høre printeren skrive noget ud. Hun gav mig nogle billeder af barnet.
”Nå, men er der noget i gerne vil snakke om?” Sagde hun. Jeg rystede på hovedet.
”Jeg tror at vi tager hjem.” Sagde Justin. Jeg nikkede til ham.
”Okay. Katrine, sørg for at få sovet godt igennem, så graviditeten ikke skader dig.” Sagde hun. Jeg nikkede og tog Justins hånd. Vi gik ud til bilen og han startede den.
”Wow.” Mumlede jeg.
”Er du okay?” Sagde han. Jeg nikkede bare.
”Justin... Det her er vores... barn.” Jeg hviskede det sidste.
”Kat, du vil ikke beholde det vel?” Begyndte han. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare.
”Nej men prøv lige at tænk på at vi har lavet det.” Sagde jeg. Han kiggede på mig og kyssede mig på munden. Der var rødt lys så han havde tid til det. Vi kørte hjem og jeg lagde billederne ned i en kasse der havde lås på. Justin var lige kørt ud for at købe noget aftensmad. Jeg var begyndt at blive en smule deprimeret fordi jeg savnede ham. Han havde været væk i snart en halv time og der var intet spændende på computeren eller i tv'et. Jeg løftede op i min bluse og så det lille mikro strækmærke der var kommet. Så begyndte jeg at græde.
”Hvorfor skal jeg være så fed?” Råbte jeg til mig selv. Jeg begyndte at råbe alt muligt l0rt om mig selv og døren gik op imens.
”Kat hvad sker der?” Sagde Justin nervøst. Jeg kiggede på ham og løb hen og krammede ham.
”Søde, hvad er det?” Sagde han igen.
”Jeg kan ikke mere Justin. Jeg bliver federe og federe og jeg har fået et STRÆKMÆRKE! Du vil ikke have en pige med strækmærker!” Sagde jeg opgivende
”Kat rolig nu.” Sagde han støttende.
”Ja det kan du sagtens sige! Det er ikke dig der skal gå med at barn i maven i 2 uger mere!” Sagde jeg surt.
”Nej, men jeg kan sagtens sige at jeg vil elske dig uanset hvad!” Sagde han bestemt. Jeg vendte mig om mod ham.
”Undskyld.” Mumlede jeg.
”Det okay skat.” Sagde han og kyssede mig på munden i laaaaaaaaang tid!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...