Magiens Magt(Ændret)

Jeg har lagt denne historie ind før, men denne gang har jeg ændret historien, og jeg ligger kun noget af den ind, så det bliver ikke noget hvor jeg ligger det hele ind, men kun et lille kapitel. Det vil betyde meget for mig hvis i ville læse den og give respons på det lille afsnit jeg har lagt ind.

Jeg vil nemlig gerne vide, om jeg skal fortsætte med at arbejde på den. :)

2Likes
9Kommentarer
1757Visninger
AA

3. Flash Back.

Resten af turen snakkede hun, mens jeg ind imellem svarede på nogle spørgsmål, og sagde: Mmmh, Okay, og hvad der nu ellers var passende at svare. Jeg stod nu på togstationen, og ledte efter en med et skilt hvor der stod: Diane Miller.  Dér! Midt i folkemængden stod en brunhåret kvinde, med brune øjne og hun var klædt i en pæn lilla kjole. Jeg gik hen imod hende. Hun spejdede over den store folkemængde der kom ud af toget. Det var sikker mig hun spejdede efter. Jeg kom hen til hende og rømmede. Hun vendte sig hurtigt om. ”Gud hej” Sagde hun overrasket ”Mit navn er Grace Young. Du må være Diane Miller. Ikke sandt?” Hun smilede et friskt smil. ”Jo, det er mig.” Sagde jeg og smilte tilbage til hende. ”Det var godt. Mon ikke William vil kigge lidt, hvis jeg tog det forkerte barn med” Grinte hun. Jeg grinte med, mens vi begav os over mod hendes… Hestevogn? De fleste troldmænd havde da en bil? Det var en helt almindelig hestevogn, hvor der forrest sad en kusk. Kusken var en mand med brunt kraftigt hår. Jeg satte mig op med alt min bagage. Da Grace havde sat sig op begyndte vi, at ’ride’. Vi red igennem en skov, på vej til mit nye ’hjem’. Jeg var så spændt på at møde hendes mand og hendes børn. Hvad nu hvis de ikke kunne lide mig? Hvad nu hvis jeg ikke var fin nok til dem? Hvad nu hvis jeg ikke får nogen nye venner derhenne? Argh alle de tanker fløj rundt i hovedet på mig. ”Er Will din rigtige far?” Spurgte hun og smilede til mig. Jeg kiggede nervøst ned på mine jeans. Skulle jeg fortælle om min forældre og om, at jeg slet ikke er født magiker? Men på den anden side ville det være uhøfligt at lyve for nye mennesker. Jeg besluttede, at fortælle lidt af sandheden. ”Nej, jeg bor kun hos ham” Jeg smilede til hende og håbede hun ikke ville spørge yderligere ind til det. Heldigvis lod hun det ligge. Vi kørte forbi en naturlegeplads. Jeg kom til, at tænke på dengang jeg boede på børnehjem.

 

”Det er da klart dine forældre begik selvmord, med den datter de fik!” Snerrede Malou. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Det er nogle år siden det er sket, men det tager stadig hårdt på mig at snakke om det. ”Indså lille Selena sandheden? Det var ikke så godt. Kunne jeg byde på en tude kiks?” Jeg kiggede mig omkring på legepladsen. Folk sad over i sandkassen og legede med sand, eller også legede de far, mor og børn ovre under træerne. Jeg kunne mærke hvordan min arrighed steg op i mig. ”Måske du skulle gå i deres fodspor og befri os andre for dig?” Sagde hun hånligt. Nu kunne det være nok! ”Hold din kæft Malou!” Snerrede jeg arrigt. ”Du er altid på nakken af mig. Har du ikke noget at tage dig til?” sagde jeg mindst lige så arrigt som før. ”Hmm. Jo egentlig. Men nogen skal jo udrydde skadedyrene ikke?” Grinte hun hånligt og vendte sig om. Kaldte hun lige mig for et skadedyr? Jeg hev fat i hendes arm så hun vendte sig om. Jeg gav hende et ordentligt skub, så hun faldt om på jorden, og satte mig oven på hende. ”Nu er du ikke så kæp høj hvad?” Sagde jeg.”AARGH SELENA OVERFALDER MIG!!” Skreg hun og smilede lumsket til mig. Jeg kunne mærke, der var nogen der tog fat i mig og hev mig væk. ”Selena hvad er det dog du laver?” Sagde Johanna. ”Hun kaldte mig for et skadedyr, og sagde at mine forældre begik selvmord på grund af mig.” Sagde jeg og kiggede op på Johanna. Hun så skeptisk ud. ”Selvfølgelig har hun da ikke sagt noget så tåbeligt. Har du?” Sagde hun og vendte sig mod Malou. ”Selvfølgelig har jeg da ikke det. Malou kan jo ikke gøre for at hendes forældre ikke er i blandt os længere.” Sagde Malou og lavede en uskyldig engel stemme. Hun var så irriterende! ”Det passer ikke!” Sagde jeg surt. ”Selena, man må ikke lyve. Det er bedst altid at fortælle sandheden. Det er kun uartige børn der lyver. Ikke artige børn som for eksempel Malou.” Sagde Johanna. Hun vendte sig om og gik hen til de andre pædagoger. Typisk! Give skylden på mig. Evigt og altid mig! Og derefter bare at vende om og gå hen og snakke med de andre pædagoger.

”Diane.” Sagde Grace og vinkede med en hånd foran mit ansigt. Jeg rystede stille på hovedet, for at ryste mindet væk. ”Er du okay?” Spurgte hun med en bekymret mine og strøg mig over håret. ”Ja, jeg har det helt fint. Jeg faldt vidst bare i staver. Det må du undskylde” Sagde jeg høfligt. ”Det skal du da ikke undskylde for. Det kunne jo ske for enhver, men vi er der snart.” Sagde hun og smilede til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...