Jeg elsker dig

Vanessas forældre skal skilles, og derfor har hendes forældre besluttet, at hun flytter hjem til sin faster og onkel, Alice og John, i Minnesota, indtil de for det hele på plads.
- hvad sker der når hun flytter, og kommer hun i virkeligheden til bedre at lide det hos Alice og John, eller vil hun savne sine venner hjemme i New Jersey?

*Selvom hende i historien hedder Vanessa, og det er Vanessa Hudgens på billedet, så handler den IKKE om hende og Zac!*

1Likes
6Kommentarer
1561Visninger
AA

3. E - "Hvad sker der her?"

Skolen var mindre end jeg var vant til, men på den anden side, Minneapolis og New Jersey er også lidt forskellige steder.

"Jeg må virkelig skynde mig på arbejde, er det okay hvis du selv klare alt det med kontoret?" Spurgte John da vi holdte foran skolen.

"Det er mere end okay, jeg klare mig nok, tak for turen." Smilede jeg inden jeg steg ud af bilen.

"Hey vent lidt!"

"Hvad er der?" Spurgte jeg og stak hovedet ind i bilen igen.

"Held og Lykke."

"Hav en god dag, ikke?" Smilede jeg og smækkede døren efter mig. Jeg vinkede farvel til ham da han kørte, hvorefter jeg drejede om på hælen og kiggede opgivende på skolen foran mig. Jeg kunne vel ligeså godt tage det med et smil?

"Undskyld, ved du hvor kontoret ligger?" Spurgte jeg en tilfældig dreng jeg gik forbi. Han så egentlig rigtig sød ud, mørkebrune øjne, et sødt smil, brunt hår sat med lidt voks. En hvid T-shirt med en sort cardigan over og nogle helt normale jeans.

"Endnu bedre, jeg kan vise dig det." Han sendte mig et sødt smil og gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter ham.

"Jeg hedder Vanessa." Tilføjede jeg smilende.

"Jeg hedder egentlig David, men alle kalder mig Dave."

"Naa, jeg holder mig til David." Jeg smilede stadig.

"Du smiler meget, af en ny pige at være."

"Hvad? Jeg er den slags piger der smiler meget." Grinede jeg. "Er der egentlig nogen grund til, at jeg ikke skulle smile alligevel? Er i ikke søde mod nye på denne her skole?"

"Der er nogle der er mindre søde." Forklarede han. "Bare lad værre med at provokere Avery og hendes slæng."

"Det skal jeg da huske at gøre."

"Du er skør." Han rystede smilende på hovedet. "Det er derinde."

"Hvad?" Spurgte jeg forvirret.

"Kontoret." Han rystede opgivende på hovedet, dog med et smil på læberne. "Du spurgte hvor det var, husker du?"

"Oh, kontoret." jeg grinede. "Det havde jeg helt glemt."

"Men vi ses vel?" Spurgte han inden han gik. Jeg nåede ikke at svare.

"Hej?" Sagde jeg forsigtigt.

"Hej, du må være Ms. Parker, jeg har dine bøger klar her." Hun var overraskende venlig, af en sekretær at være.

"Ja, det er mig." Smilede jeg og tog imod den store stak med bøger hun gav mig. "Og tak."

"Der er et kort over skolen - selvom din gamle skole sikkert var større - koden til dit skab, og nummeret til dit skab, alle dine bøger og en seddel alle dine lærere skal skrive under på, som du skal aflevere senere og selvfølgelig dit skema."

"Wow tak, virkelig."

"Det var da så lidt, men du må nu hellere til at skynde dig, så du ikke kommer forsent." Hun sendte mig et smil inden jeg gik ud af døren. Jeg startede med at finde mit skab, så jeg kunne smide alle de bøger jeg ikke ville få brug for ind i det.

Nummer 161, det var jo, lige dér. Jeg gik over til skabet og prøvede at låse det op, med koden som stod på papiret.

"Hvad fanden laver du ved mit skab?" Spurgte en eller anden pige mig.

"Oh er det dit skab? Der stod ellers på det papir sekretæren gav mig, at det var mit skab?" Sagde jeg forvirret.

"Yeah, måske det bare er dig der-"

"Hvad sker der her?"

"Hey Baby." Smilede hun og lagde armene om David, hvor kom han nu fra?

"Du må altså virkelig undskylde, jeg troede det var mit skab."

"Måske du vendte sedlen forkert?" Foreslog hun. Hvorfor så sød når David var her? Opmærksomhedskrævende? Meget?

"Måske." Mumlede jeg og gik videre ned af gangene for at lede efter mit skab. Så var det nok 191 i stedet.

"Hey Vanessa?" Råbte David, som kom løbende hen til mig da jeg endelig havde fundet mit skab, og var begyndt at ligge mine ting ind i det.

"Ja?"

"Hvad sagde Avery til dig? Hun kan være lidt af en bitch nogengange."

"Det er okay, believe me, jeg er vant til det." Grinede jeg.

"Ja, måske, men Avery er en af de helt slemme."

"Umuligt værre end jeg var engang."

"Var?"

"Årh, lang historie." Grinede jeg og hev mine biologi bøger ud af skabet.

"Skal du have biologi nu? Sikke et sammentræf, det skal jeg også."

"Fedt."

"Ja ikke?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...