Sorte Sommerfuglevinger

”Og Gud rev vingerne af ham og kylede ham til Jorden, og han faldt gennem De Syv Himle som en fugl med stækkede vinger”

7Likes
26Kommentarer
4166Visninger
AA

18. I Tågen Falmer Håbet

    Maria var næsten nået op ad kirkebakken da hun stødte på Allan. Han var rød i hovedet og hans skridt på den disede vej var lange og vrede. Først kunne hun ikke se, hvem det var, fordi den lette tåge, der var så typisk for området, skjulte hans ansigt. Så, da hun råbte ham an og han svarede, blev hun klar over hvem det var.

    ”Allan? Hvad laver du dog heroppe?” Hendes stemme lød dæmpet og flad gennem tågen. Han svarede ikke og hun spekulerede et øjeblik på, om han havde tilgivet hende for det voldsomme skænderi natten før.  De havde trods alt sagt nogle mindre pæne ting til hinanden og Allan kunne være usædvanlig smålig når han ikke vandt en diskussion.

    'Hun var nu nået helt hen til Allan på den smalle, halvt overgroede sti. Der var et eller andet galt, indså hun, hans ansigt var helt fordrejet og det kunne ikke kun havgusen der gjorde ham så bleg.

    ”Allan? Er der sket noget?” Hun kom pludselig i tanke om Lucas’ ord om Adela. ”Har i fundet Adela?

    ”Han svarede ikke, nikkede blot og gjorde mine til at mase sig forbi hende på kirkestien. Hun greb ham i armen og stoppede ham. ”Hvad foregår der, Allan!?” Han trak sig bistert fri og begyndte at trave ned af stien mod landsbyen. Hun råbte efter ham, men tågen lagde ligesom et tæppe over hendes ord. ”Du må da svare mig!”

    Han vendte sig, langsomt. Det var kun hans mørke silhuet der var synlig gennem den rullende tåge. Han lignede et spøgelse eller en elvermand, var pludselig fremmed og ukendt og uden ansigt. Tågen føltes koldklam mod hendes ansigt, og hun kunne langsomt mærke kulden sive gennem tøj og sjaler og hud, synke langt ind i hjertet og knuge det med en hvidgrå tågehånd.

    Allans silhuet stirrede tilbage på hende. Havgusen kom stædigt rullende tæt ved jorden og hen over hans fødder og da han havde stået tavst sådan og stirret på hende et stykke tid, blev hun i tvivl om han havde hørt hendes råb gennem tågen. ”Allan? Vil du ikke nok svare mig på, hvad der er sket?”

    Pludselig begyndte Allan at le. Lyden lød smældende og skarp gennem tågetæppet som en heks’ sidste sindssyge latter inden bålets flammer opsluger hende. Maria stivnede.

    ”Hvad der er sket?” Allan smålo stadig, en bitter latter. ”Spørg du din kære præst om det. Hvad er det nu der står i De Ti Bud?” Han forvrængede sin stemme og gjorde den dyb og hæs, men han kunne alligevel ikke skjule, at den skælvede. ”Du må ikke begære din næstes hustru! Ha! Når selv ikke præsterne lever efter Guds love længere, hvor er vi så? Hvad skal vi så tro på? Himlen er minsandten faldet ned om ørene på os.” 

    Maria kunne mærke tågehånden stramme grebet om hendes hjerte endnu mere. Hendes stemme var ikke meget højere end en hvisken. ”Hvad mener du? Jeg kan ikke tro – ”

    ”Tro? Det er vidst et vidt begreb.” Allan vendte sig om på stien og begyndte at gå ned ad stien mod byen, men selv gennem tågen kunne hun høre hans sidste bitre ord. ”Ligesom tillid. Selv om du dyrker det, ender det i sidste ende med at gå fra hinanden. Jeg kan aldrig stole på nogen igen”

    Hun stod fortabt og kikkede efter ham, mens hans omrids blev mere og mere udvisket i tågen. Hun følte sig blank og kold og desorienteret. Som havde hans ord været rimfrost der sætter sig på et spejl og gør det dugget. Hun kunne ikke tro at Pavel… og Sigrid…

    Hun rystede på hovedet. Rystede for at få tågen ud af hjernen. Selvfølgelig var der en logisk forklaring på Allans ord. Selvfølgelig havde hun misforstået ham. Selvfølgelig havde Allan ment noget ganske andet.

    Men ligegyldig hvor meget hun prøvede at berolige sig selv, kunne hun ikke ignorere den kolde klump i maven der voksede og voksede mens kun kæmpede sig op af kirkestien.

    Klumpen eksploderede bogstavlig talt da hun, på toppen af kirkebakken, så Pavel løbe ud af kirken og styrte hovedkulds ned mod landsbyen uden at opdage hende i tågen der bare blev tykkere og tykkere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...