Sorte Sommerfuglevinger

”Og Gud rev vingerne af ham og kylede ham til Jorden, og han faldt gennem De Syv Himle som en fugl med stækkede vinger”

7Likes
26Kommentarer
4158Visninger
AA

10. Foran Porten Til Helvede

 

    Fader Pavel stod alene oppe ved alteret og kikkede modløst ud over sin menighed.     Det var underligt, for han plejede ellers at glæde sig til søndagen og til gudstjenesten, men i dag føltes kirken som et lufttomt rum der langsomt var ved at kvæle ham. Det undrede ham lidt, for han elskede normalt kirken. Den var et godt bevis, på det gode og smukke der kunne komme ud af samarbejdet mellem venner og familier, og den føltes som et fristed for ham, et altid åbent hjem.     Sigrid kom forblæst ind af kirkedøren med Adela ved hånden, og de skyndte sig ned ved siden af Allan. Pavel så et øjeblik forhåbningsfuld bag dem, for at se om Maria skulle være med dem. Men nej, ingen Maria.      Kirkeklokkerne kimede stadig og kaldte folk til gudstjeneste. Det var den bomstærke grovsmed, Ligulf, der gjorde sig til som klokker. Niels, søn af en af gårdejerne, havde skåret alle de smukke træudskæringer som kirken var dekoreret med og hans søster, Ane, havde malet dem alle sammen. Landsbyoverhovedet, den ældre Tore, havde betalt for vinkalken og brødtallerkenen af sølv og snedkeren og Ligulf var gået sammen om at lave det smukke orgel som Maria plejede at spille på.     Maria.     Se det var årsagen til hans mismod. Maria plejede altid at sidde oppe ved orglet og forskønne salmerne med sit livlige orgelspil. Hvis menigheden skulle synge en salme de ikke kendte, var det altid hende der sang de første par vers, indtil alle kunne melodien. Så kunne Fader Pavel stå og nyde hendes smukke klangfulde stemme mens alle troede han var fordybet i bøn.     Men nej, han burde virkelig ikke tænke på Maria nu, her, i Guds hus.     Men så kom han i tanke om Englens ord samme nat; det har aldrig været en synd at elske, og han blev i tvivl. Det var foruroligende. Han havde altid været sikker på hvem han var, hvor han stod og hvad han ville, det havde givet ham styrken til at optræde mildt og roligt gennem hele sit liv, men nu var det, som om alt han før havde troet var uforanderligt havde forskubbet sig og efterladt ham fuldstændig forvirret tilbage. Da han boede i det gamle kloster, havde han været så sikker på, hvad der var rigtigt og forkert, synd og ikke synd, godt og ondt. Munkene der havde været hurtige til at lave en handling til en synd. Han huskede engang, da han som ung novice havde gemt nadverbrødet til fuglene i stedet for at spise det selv, og munkene havde skældt på ham og sagt, at han ikke fik Guds tilgivelse og Jesu velsignelse hvis han ikke også tog imod deres gaver. Han havde syntes dengang, og syntes stadig, at den form for snak var overfladisk. Han troede ikke på en Gud der ville nægte en novice sin tilgivelse, fordi novicen valgte at fodre de vintersultne fugle med nadverbrødet. Nej, han troede på en barmhjertig Gud der elskede Verdenen og alle skabninger i den.

     Hvorfor bekymrer du dig så sådan om Maria, hvis du tror på en Gud der elsker alle og tilgiver alt?     Han kunne et øjeblik ikke afgøre om stemmen i hans hoved var hans egen tankestemme eller Englens, men svaret på spørgsmålet stod pludseligt fuldstændig klart for ham.     Fordi jeg ved Allan aldrig vil give sit samtykke, fordi jeg ved, jeg ville bringe hende i fare, fordi…     Fordi jeg ikke ved, om hun også elsker mig.     Der var den. Det var den frygt der havde holdt ham vågen om natten. Ikke frygten for Guds straf, for han vidste, at Gud var god og mild, men frygten for ensidig kærlighed, frygten for afslag.     Men det kunne alt sammen være lige meget nu. Maria ville aldrig igen sætte sine ben i kirken, det havde Allan sørget for. Det var ikke bare et kæmpetab for ham, men også et kæmpetab for kirken. Pludselig stod den uden organist og kirkesanger og, nu han tænkte efter, alle de andre ting Maria altid tog sig af i kirken. Fader Pavel oprustede sig selv mentalt på den kommende gudstjeneste der forekom ham at blive frygtelig trist og kold uden Marias smukke stemme og glade ansigt.     Bedeslagene lød. Menigheden mumlede de obligatoriske ’ave Maria’er’ og Fadervoret i den sidste pause. Fader Pavel skulle lige til at udtale det indledende ’Herren være med jer’, da en dyb bastone bremsede ham. Tonen hang længe i luften og vibrerede i kirkerummet som en lutstreng der slås an, så fulgte en harmonisk molakkord og bastonen blev ændret, hele akkorden blev ændret, så det nu pludselig var dur der blev spillet i. Lette, lyse toner dansede ind over underlægningen og skabte en regnbue af toner der fyldte kirkerummet op som solskin og lod alle glemme tid og sted for en stund og bare lytte.     Fader Pavel kunne næsten ikke tro sine egne øre. Det var, uden skyggen af tvivl, Maria der spillede. Han følte sig pludselig mærkelig stolt på Marias vegne. Kun Maria kunne spille solskin frem fra skyerne og regnbuen ned fra Himlen, men hvordan…      Pavel kastede uvilkårligt et blik ned på bænken hvor familien Husmand havde deres faste plads. Allan sad dernede ved siden af Sigrid og lille Adela og han så langtfra glad ud. Han lignede faktisk en af gårsdagens tordenskyer i ansigtet. Hans stormblå øjne borede sig ind i Pavels nøddebrune og Allan skulede og kneb øjnene let sammen, så så han demonstrativt væk, som om han fik det dårligt af at se på præsten.     Sigrid, der havde overværet hele optrinnet, lænede sig spørgende ind mod Allan og hviskede et eller andet til ham, Fader Pavel kunne ikke høre hvad, på grund af præludiets toner der fyldte luften. Allan hvislede vredt tilbage, og Sigrid trak sig tilbage på sin plads, men da Allan ikke så det, sendte hun Fader Pavel et enkelt, sørgmodigt blik. Fader Pavel sank en klump, og under resten af præludiet stirrede han stift på et træskærerbillede der forestillede Jesus Kristus der blev døbt af Johannes. Kristus’ ansigtsudtryk virkede lidt sørgmodigt, som om selve Jesus havde ondt af ham.     Orgelmusikken stoppede.     Fader Pavel måtte synke tre gange før han turde stole på sin stemme, men da han endelig åbnede munden, lød hans stemme akkurat lige så stærkt og klangfuldt ud i kirkerummet som den plejede. ”Herren Være Med Jer!”     Og Marias smukke stemme svarede syngende oppe fra orglet: ”Og Herren Være Med Dig!”     Et tåbeligt stød af glæde skød gennem hans bryst, og han tillod et lille smil at kurve sin mundvig. Maria var her, og så kunne Allan skule ligeså tosset han ville.     Resten af gudstjenesten gled forbi ham i et eventyr af orgelmusik og korsvarer. Men som det tit var i et eventyr lurede den onde troldmand lige udenfor synsfeltet og ventede bare på en chance til at bryde ind i Paradiset og rive ham ud af det. Allan sad nede på bænken og hans basiliskblik var stift fæstnet på Fader Pavel gennem hele gudstjenesten. Selvom Pavel ikke turde se efter af skræk for at de knitrende øjne der prøvede at spidde ham, kunne han mærke Allans blik borer sig ind i brystet på ham og langsomt isne hans hjerte.     Allerede mens præludiets voldsomme toner gjaldede gennem luften rejste Allan sig og skridtede ud af kirken med en nervøs Sigrid og en Adela med store uforstående øjne på slæb.     Maria løftede den sidste akkord præcis et sekund inden kirkens yderdør smækkede efter Allan og familie. Lyden rungede gennem rummet, lød absurd høj i stilheden efter den gjaldende orgelmusik og fik Fader Pavel til at krympe sig. Som porten til Helvede. Ordene fór gennem hovedet på ham. De lød som noget fra en bog, måske en han havde læst engang i klosteret. Resten af sætningen kom flyvende ud af hans hukommelse. Som porten til Helvede der smækker og afskærer én fra de solbeskinnede højdedrag.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...