Right next 2 you {JDB}

Samanta har scoret sig en rolle i en musikvideo for en kunstner, hun ikke kender, da hendes manager ikke vil sige navnet. Da det vister sig at kunstneren er den verdensberømte sanger, Justin Bieber, kommer alle minderne tilbage, fra den tid hende og Justin var sammen..

9Likes
54Kommentarer
2870Visninger
AA

5. Dengang.. [Justins synsvinkel]

”Sam? Er du okay?” spurgte jeg hende bekymret om og så på hende. Jeg kunne tydeligt se på hende, at hendes klaustrofobi var kommet. Vi led begge af klaustrofobi, men da jeg konstant blev omringet af paparazzier og piger, var min ikke nær så slem som Samantas. Hun undlod at svare, men blev i stedet ved med at vugge sig frem og tilbage, som hun plejede at gøre hver gang klaustrofobien kom. Jeg fik mig rejst op, ved at sætte min venstre hånd i gulvet og skubbe mig op. Jeg gik hen til endevæggen af elevatoren og trykkede på nødstop-knappen igen, så elevatoren ville begynde at køre. Jeg stivnede da det gik op for mig at elevatoren ikke begyndte at køre og gik lige så stille i panik. Jeg kiggede kort ned på Samanta, som så op på mig med tårefyldte og hadefulde øjne. ”Flot Justin! Nu sidder vi fast! På grund af dig!” Råbte Samanta og lagde ekstra tryk på dig. ”Mig?! Det er sgu da ikke min skyld elevatoren ikke vil starte!” Råbte jeg igen. Vreden var ved at overtage mig. ”Hvis ikke du havde trykket på nødstop var det ikke sket!” Hun var kommet op og stå, men sørgede omhyggeligt for at stå længst væk fra mig, som muligt. Jeg sukkede og så ned. Jeg trak vejret langsomt ind og ud igen, for at få kontrol over min stemme igen. Jeg hadede at skændes med Samanta. Hun betød for meget for mig. Vi havde kendt hinanden siden vi begge var helt små. Vi var barndomsvenner. Men da Samanta var 9 år flyttede hun til Atlanta og vi mistede kontakten. Nogle år efter flyttede min mor og jeg så også til Atlanta. Ikke fordi Samanta boede der, men fordi jeg skulle til at fokusere på musikken. En mand, ved navn Scooter Braun, så nogle af de videoer min mor havde lagt ud på youtube, med mig, hvor jeg sang, og havde kontaktet os. I starten var min mor ikke så glad for idéen, men gav det så en chance til sidst, og nu er Scooter min manager, jeg bor i Atlanta og så er jeg også lige en verdenskendt teenager. Sam og jeg mødte hinanden ved et tilfælde nede ved stranden nogle måneder efter vi var flyttet dertil. Vi blev hurtigt rigtig gode venner igen, og det endte så med vi blev kærester, nogle år efter. Vi havde lavet et løfte, dengang vi kom sammen, om at vi altid skulle sige sandheden, selvom den måske kunne gøre ondt. Vores forhold gik perfekt de første par måneder. Vi var begge helt skudt i hinanden, og der var intet og ingen der kunne skille os ad. Indtil den dag hvor det kom frem i medierne at jeg havde været sammen med en anden pige. Jeg havde været for fej til at fortælle det til Sam. Samantas bedsteveninde, Amber, havde set utallige af blade, med pigen og jeg på forsiden, og havde derfor vist det til Samanta. Hun blev knust. Hun lod mig ikke forklare hende, hvorfor jeg var så fandens dum at være min fantastiske kæreste utro. I stedet ignorerede hun mig fuldstændig. Hun tog aldrig telefonen når jeg ringede, svarede ikke på mine sms’er. Hun slettede mig på facebook, msn, skype og sikkert også fra hendes hukommelse. Hun slettede mappen hvor der stod ’Justin’ på. Alle vores minder blev slettet. Fra da vi var helt små, til den dag. Efterhånden som ugerne gik, blev jeg mere og mere klar over at det var slut mellem Sam og jeg. Jeg var knust. Ødelagt. Den eneste pige jeg virkelig elskede, elskede ikke mig mere. Jeg lå i dagevis i min seng og kiggede ud i luften. Min mor blev virkelig bekymret for mig. Jeg spiste ikke rigtig noget, jeg kunne ikke koncentrere mig, når jeg var i studiet og alt gik bare ned af bakke. Der gik flere uger og jeg fik det bedre. Jeg begyndte så småt at glemme Samanta, og komme videre. Det var svært. Utrolig svært. Vi så ikke hinanden i 4 måneder. Vi mistede kontakten fuldstændig, da Samanta skiftede telefonnummer. Mine tanker blev afbrudt af elevatoren, som begyndte at køre igen. Jeg kunne svagt høre Samanta sukke lettet og så derfor over mod hende. ”Du overlevede da..” mumlede jeg, men ville ønske hun ikke havde hørt det. Hun sendte mig klodens værste dræberblik, og jeg må indrømme jeg faktisk blev lidt bange for hende.”Kan du ikke bare lade som om jeg ikke er her?!” vrissede hun vredt og så hårdt på mig. ”Det er hårdt nok for mig i forvejen!..” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Tror du ikke også det er hårdt for mig, Samanta?! Jeg bad dig jo ligesom ikke om at komme!” Sagde jeg hårdt. Hun undlod at svare, men kiggede i stedet for vredt på mig. ”Åh, gid jeg aldrig havde mødt dig!” Sagde hun så lidt efter og gemte sit hoved i sine hænder. Jeg tror jeg tabte kæben dér! Hun ville ønske hun aldrig havde mødt mig.. Aldrig, som i aldrig nogensinde..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...