Som en bi uden vinger.

Avery, som sammen med sin bedste ven, Luke, meget diskret planlægger at overtage verdenen i matematik timerne, så de endelig kan få gjort en ende på de forfærdelige sportsnørder og de omvandrende dufteprøver fra matas, er en meget normal pige. Selvom popularitet, fester, kærester og veninder ikke er noget der fylder meget i hendes liv, så er hun tilfreds. Hun har jo både Luke og lyssværdene som skal bruges til nakke herskerne af Pavilur-skolen. Kan det blive meget bedre?

24Likes
89Kommentarer
5086Visninger
AA

8. "Screw this, i'm going to Narnia."

Avery P.O.V

Jeg lå på min seng, imens episode 22 af Star Trek kørte på mit lille "fjernsyn". Jeg kiggede ikke én gang på skræmen. Jeg var totalt smadret. Det havde været en hård dag. Min plan om et roligt skoleliv holdt sig ikke just til planen for tiden. Det var faktisk ved at være rimlig hektisk. Min bedste, og eneste, ven var sur på mig, og det lod ikke til at Lawrence havde tænkt sig at droppe det dumme væddemål. Jeg havde mest af alt lyst til bare at skrue tiden tilbage. Tilbage til dengang det kun var mig og Luke. Vi havde jo haft det så fint sammen. Selvom der af og til blev kastet nogle flabede kommentare efter os, så havde vi jo haft hinanden. Det havde været gode tider. 

Ej, hør mig nu lige. Luke skulle nok blive god igen. Han var jo trods alt Luke, ikke? Han ville ikke bære nag, og imorgen ville han helt sikkert snakke med mig igen. Så kunne Lawrence rende og hoppe. Luke var det vigtigste. Det var ikke hver dag man fandt en ven som ham. Imorgen skulle nok blive bedre. Det skulle den. På tom mave faldt jeg i søvn. 

Min far måtte havde været inde på mit værelse, for da jeg igen vågnede var fjernsynet slukket. Hvad mon klokken var? Træt satte jeg mig op på sengen, og kiggede op på det firkantede Pokémon ur, der hang over min komode. Halv otte, pyha. Så måtte der snart være aftensmad. Jeg rejste mig, og gik hen for at rulle gardinerne op. Nej hvor var det lyst. Det var jo aften, var det ikke? Det burde da være lidt mørkere. Vent, var det nu også aften? Jeg fór ned af trapperne, og ind i køkkenet hvor min far stod og lavede mad. "Far, far! Er det morgen?" Han kiggede underligt på mig. Det måtte nok også lyde rimelig dumt. Så nikkede han. "Der er mad nu." Sagde han så, og svuppede den tykke pandekage over på en tallerken, som jeg straks efter snuppede. Det var ikke fordi jeg var sent på den, så jeg satte mig i sofaen, og gav mig til at se noget fjernsyn mens jeg spiste min morgenmad. Derefter tog jeg tøj på, redte mit hår, osv. osv.

Da jeg var igang med et skylle min mund, efter at ahvde børstet mine tænder hørte jeg min fars stemme, fra den anden side af døren. "Avery, der står en dreng udenfor, som kalder sig Lawrence. Han siger han er her for at i kan følges til skole." Selv min far lød overrasket. Jeg fik dog lidt mere af et chok, og spyttede det vand der var i min mund direkte ind på spejlet. Hva' dælen lavede han her? Jeg vaskede naturligvis spejlet af før jeg farede ned af trappen, og gik hen til døren, hvor han stod. 

"Hej!" Det irriterede mig at han så ud til at mene at det var helt normalt at han sådan bare dukkede op. "Hvad i Merlins navn laver du her?" Sagde jeg vrissent. Han hævede et øjenbryn over min kommentar, og svared ikke nagng på mit spørgsmål. Jeg rystede bare på hovedet. Kun Luke ville syntes at det var normalt at sige det. Åh, hvor jeg dog håbede på at han ikke var sur på mig. Hvis han var ville jeg seriøst være død. 

"Lad os gå, ellers kommer vi bare for sent." Det var ham der talte igen. Ville han ikke være sød at lade være med det? Det var virkelig ved at gå mig på nerverne. "Hvorhen?" Spurgte jeg, som en anden idiot. Jeg havde selvfølgelig glemt alt hvad min far havde sagt til mig. "Til skole selvfølgelig." Han smilede stadig sit skæve smil. Hvad var der at smile ad? Kunne han så lade være med det! Det gik mig også på nerverne. Alt ved ham gik mig på nerverne. Han var bare så skide dum, altså. Selvom det var sådan jeg havde det, så greb jeg min jakke og taske, og smuttede så ud af døren, hvorefter jeg sammen med ham begyndte at gå til skole. 

"Hey. Hvorfor er du så sur?" Han havde kigget på mig i et stykke tid nu. Det havde irriteret mig, men jeg orkede simpelthen ikke at sætte ham på plads. Jeg var for træt. "Hvorfor tror du? Jeg er ligesom sammen med dig." Endnu et flabet svar. Han måtte da snart være så træt af det, at han skred. Men næ nej, han var ikke så nem at komme af med. "Nej, det er ikke det. Det er noget andet er det ikke?" Jeg kiggede op på ham. Min øjne var først rigtigt åbne nu. Han så utrolig seriøs ud. Jeg selv lignede sikkert en der havde set et spøgelse. Hvorfor troede han at der var noget andet i galt? Der var ikke noget...Var der? Jo, det var der jo. Luke. Men det var ikke noget jeg kunne fortælle ham. Eller hvad? 

"Det er...Luke. Han er sur over at jeg sagde ja til væddemålet. Han føler sikkert at jeg har svigtet ham." Jeg kiggede ned, men jeg fortsat gik. Lawrence så ikke ud til at lave grin med mig. Underligt nok. I stedet hævede han et øjenbryn, og kiggede på mig. "Hvorfor dog det? Du gør det her for hans skyld, ikke?" Utrolig. Han kunne læse mig som en åben bog. Han havde lagt mærke til at jeg var i dråligt humør, og han vidste endda hvorfor jeg havde accepteret hans udfordring. Måske var han ikke sådan en idiot. Aha...Ahahahaha. Sjovt. Selvfølgelig var han det. Nu skulle jeg ikke begynde på alt det der møg. Han var, og ville altid være, en stor idiot. Slut, færdig.

Få meter inden skolen, stoppede jeg op. Samme gjorde Lawrence. "Hvad nu?" Spurgte han, lidt overrasket. Jeg smilede blot svagt, og kiggede så endelig op på ham. "Gå du i forvejen. Dit image skulle nødigt blive ødelagt, på grund af mig." Ikke at jeg ikke var ligeglad. Det var jeg skam. Det var bare en undskyldning for at Luke ikke skulle se os sammen. Jeg havde på fornæmmelsen at han ikke ville blive glad for det. 

"Hvad snakker du om? Kom så." Han gik tilbage mod mig, og greb min arm. Derefter begyndte han at hive mig med, mod skolen. Modvilligt lod jeg mig rive med, imens jeg lavt mumlede at han skulle give slip, og at det gjorde ondt. Da vi nåede ind på skolens område, var de fleste blikke rettet mod os. Selvfølgelig. Ingen kendte mig rigtigt, så de troede vel bare at jeg var endnu en af hans duller. Sikke nogle idioter. Jeg skulle havde taget min Darth Vader maske på, eller noget. Haha, det ville havde været fedt. Ihvertfald bedre end det var nu. Seriøst, det var rimlig akavet. 

"Hey, lad være med at se så nervøs ud. Folk kan ikke dræbe med blikke." Indskød han, og lo lavt, idet vi trådte ind af døren. Åh gud, here we go. 4 timers rent helvede. Oh, du store Jimmy Hendrix, giv mig styrke! Lawrence forhelvede, er det virkelig så fedt at ødelægge mit liv fuldstændigt? Nar...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...