Som en bi uden vinger.

Avery, som sammen med sin bedste ven, Luke, meget diskret planlægger at overtage verdenen i matematik timerne, så de endelig kan få gjort en ende på de forfærdelige sportsnørder og de omvandrende dufteprøver fra matas, er en meget normal pige. Selvom popularitet, fester, kærester og veninder ikke er noget der fylder meget i hendes liv, så er hun tilfreds. Hun har jo både Luke og lyssværdene som skal bruges til nakke herskerne af Pavilur-skolen. Kan det blive meget bedre?

24Likes
89Kommentarer
5095Visninger
AA

16. Maveforgiftning.

Lawrence's P.O.V

Vi besluttede os for at tage til stranden. Ikke fordi at det var varmt, faktisk så blæste det en del, men Avery havde sagt at hun virkelig havde lyst til at tage til stranden, hvis hun abselout skulle tilbringe tid sammen med mig, så vi tog altså derhen.Havet brusede, de irriterende måger skrabbede, og sandet klistrede sig fast til mine nu våde fødder. Dette var virkelig dejligt. Det var ikke tit at jeg tog en slapper ligesom nu, så jeg havde næsten glemt hvordan det var.  Avery så dog ud til at nyde dette ti gang mere end mig. Hun farede rundt ude ved vandkanten, mens hun prøvede på at finde mærkværdige muslinger. Hun opførte sig virkelig som et barn lige nu. Det var faktisk rimelig nuttet.

”Lawrence, Lawrence! Se!” Udbrød hun, idet hun pludselig vendte sig om, og skyndte sig hen til mig, der stod et stykke væk, og betragtede hende. Hun nåede hen til mig, og stak hendes lukkede hænder helt op i ansigtet på mig, hvorefter hun åbnede dem, så jeg kunne se hvad hun havde fundet. I hendes hænder havde hun en lille bitte søstjerne. Hendes ansigtsudtryk vidste at hun aldrig havde set sådan en før, præcis ligesom jeg selv. Efter at vi havde undersøgt denne skabning satte hun den tilbage i vandet, og gik så tilbage til mig, som havde sat sig i sandet. Hun satte sig ved min side, og studere kort mit ansigtsudtryk før hun igen vendte blikket væk, og i stedet rettede det mod havet, der så ud til at ende ud i det rene ingenting. Hun gav sig til at lege lidt med sandet, ved hendes fødder.

”Hvorfor bad du mig om at komme i dag?” Hun kiggede stadig ikke op på mig, men hun så ud til at være meget nysgerrig, hvilket overraskede mig. Hun var normalt ikke interesseret i noget der omhandlede mig, så hvorfor var hun pludselig så nysgerrig? Det undrede mig. 

Jeg smilede skævt til hende, og kiggede så også udover havet.”Fordi jeg vil tilbringe tid med pigen jeg kan lide.” stemmen kæmpede for ikke at blive overdøvet af bølgernes brusen, men forgæves. Avery rettede blikket mod mig. ”Hvad sagde du?” Jeg rystede på hovedet, og kiggede så ned på sandet. ”Jeg kedede mig, og du regner ikke seriøst med at jeg gider tilbringe tid med min såkaldte kæreste, vel?” Et tvunget grin lettede stemningen, idet det smittede af på pigen ved min side. Hun nikkede som tegn på at hun godt forstod hvad jeg mente. Sikke en tumpe. Hun rejste sig op, og børstede sandet af hendes bukser. Så kiggede hun ned på mig, der stadig sad ned. ”Vi burde nok tage hjem, før klokken bliver for mange.” Jeg kiggede op på himlen. Ja, det var allerede mørkt. Sjovt at jeg først opdagede dette nu. Jeg havde vel været for opslugt, af hende, af havet. Med et suk rejste jeg mig op, og vi begyndte så at gå. Der gik ikke lang tid før vi nåede til hendes hus, og skulle tage afsked. Intet kram. Blot et ”farvel”, og så var hun forsvundet ind i hendes hus. Typisk Avery. Altid så kold. Jeg rystede lidt på hovedet, og gik så hjem. Denne dag havde været trættende. God, men trættende.  Og alligevel, da jeg smed mig i min seng, lukkede øjnene, og gjorde mig klar til at flyve af sted til drømmeland, så kunne jeg ikke. Jeg lå vågen i flere timer før jeg endelig døsede hen. Det var de pomfritter, som vi havde fået på vejen, ’s skyld. Jeg havde sindssyg ondt i maven nu. Det var en forfærdelig smerte, som jeg aldrig før havde oplevet. Hjertekvaler. Maveforgiftning.

Avery's P.O.V

Dagene fløj af sted. Før jeg vidste det var det mandag. Mandagen i den tredje uge. Den sidste Mandag vi skulle tilbringe sammen. Indtil nu havde vi været sammen en hel del. Selv i weekenderne havde vi mødtes, for at gå ned til stranden, og lede efter søstjerner, eller bare slappe af. Vi snakkede også en del. Jeg havde endda gemt hans nummer i min telefon, i tilfælde af at jeg nu havde brug for at skælde ud på nogen. Nu sad vi udenfor, under det store træ i gårdspladsen, på skolen, og spiste vores, eller rettere sagt hans, frokost. Dog var det mere mig der spiste den, end ham selv. Han spiste faktisk aldrig særlig meget, når jeg var sammen med ham. For hans egen skyld, håbede jeg da at det var anderledes når han var derhjemme. Apropos derhjemme, så havde han faktisk været hjemme hos mig et par gange. Min far havde de første par gange, været ved at få et føl, da han så at det ikke var Luke, men efterhånden var han blevet vant til det. Lawrence var åbenbart rigtig god til at charmere sig ind på folks forældre, hvilket irriterede mig en del, da jeg faktisk havde håbet på at min far ikke ville give ham lov til at være hjemme hos mig. Det var jo ikke fordi at jeg ahvde inviteret ham med hjem, næ nej, han havde mast sig på. 

"Lawrence, bor du egentlig alene?" Jeg havde aldrig hørt nogle snakke om hans forældre, ikke engang ham selv, og det undrede mig, at de aldrig lod til at ringe til ham, når vi havde været ude lidt for længe, ved stranden, modsat min far, der ringede konstant. 

Spørgsmålet så ud til at overraske ham lidt, idet han vendte blikket mod mig. Så sukkede han. "Ja. Mine forældre bor rimlig langt væk." Han kiggede væk igen. Dette var tydeligvis ikke et emne, som ahn ville ind på. Men dette gjorde mig blot endnu mere nysgerrig. "Hvordan kan det være at de bare laderdig bo alene? Er det ikke sindsyg bekymrede?" Jeg kiggede på hans ansigt, mens jeg ventede på en reaktion. "Nej, det er de ikke. De kunne ikke være mere ligeglade." Han kiggede blot over på mig igen, og så ikke særlig glad ud. Ja, jeg skulle helt sikkert ikke snage i dette. Og alligevel så kunne jeg ikke lade være. "Men, de er jo dine forældre." Han gav mig et opgivende blik, som om han besluttede sig for bare at svare på mine spørgsmål, så han ikke skulle høre på dette hele dagen. Klogt gjort. 

"Mine forældre er meget rige. Min far har sit eget firma, som er rimlig stort, og han vil have at jeg skal overtage det, når jeg bliver ældre." Han lagde hovedet tilbage, og kiggede op på himlen, mens han snakkede. "For at være sikker på at jeg kan klare denne opgave, så vil han se hvordan jeg klare det i skolen. Ikke fagligt, men socialt." Jeg kiggede uforstående på ham, hvilket han bemærkede, og gjorde så klar til at forklare det yderligere. "Som ejer af et stort firma, skal du naturligvis være en født leder, præcis som den populæreste i en skole. Så hvis jeg kunne 'overtage' skolen, så mente min far at jeg med lethed også kunne overtage hans firma." Jeg nikkede, da det gik op for mig hvad han mente. Så kiggede jeg på ham igen. Så, grunden til at han var populær, var altså på grund af hans fars ønske om at han skulle overtage firmaet? Det var altså ikke noget han selv havde ønsket? Men hvorfor så han så ud til at nyde det så meget? "Men, betyder det så at hvis du ikke skulle overtage firmaet, så ville du ikke havde været populær?" Jeg lagde hovedet på skrå. Lawrence som en ganske normal elev. Ville det være muligt, med hans ego på størrelse med en flodhest? "Nemlig. Det er skide træls at skulle tænke på at tilfredsstille alle de idioter der hele tiden vil være sammen med en. Og amn kan ikke engang sige noget til dem når de dummer dig, for så er man stemt ud af de populæres lille klub." Han tog sig til hovedet, som havde han lige fået den vildeste kategori A hovedpine. 

Jeg var på vej hjem. Idag var jeg gået uden Lawrence. han ville helt sikkert slå mig ihjel, når han så mig næste gang. Men jeg havde simpelthen ikke kunne se ham i øjnene efter hvad han havde sagt. Lawrence som en normal elev? Havde vi så været venner, ligesom mig og Luke? Kunne jeg se gennem hans popularitet, og behandle ham som et normalt menneske, på trods af at han var en af de personer jeg allerhelst ville slå ihjel. Men det var jo kun på grund af hans omdømme. Han var jo et godt menneske. Var han ikke? Han havde hjulpet mig en del gange. Men var dette ikke på grund af væddemålet? Jo, det var det helt sikkert. Jeg måtte ikek få for høje tanker om mig selv. Jeg var jo trods alt blot et offer for en dum drengestreg, og ikke andet. Overhovedet ikke andet. Jeg var intet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...