Som en bi uden vinger.

Avery, som sammen med sin bedste ven, Luke, meget diskret planlægger at overtage verdenen i matematik timerne, så de endelig kan få gjort en ende på de forfærdelige sportsnørder og de omvandrende dufteprøver fra matas, er en meget normal pige. Selvom popularitet, fester, kærester og veninder ikke er noget der fylder meget i hendes liv, så er hun tilfreds. Hun har jo både Luke og lyssværdene som skal bruges til nakke herskerne af Pavilur-skolen. Kan det blive meget bedre?

24Likes
89Kommentarer
5085Visninger
AA

23. Game over.

Lukes P.O.V

De så begge meget nervøse ud. Avery gjorde alt hvad der stod i hendes magt for at sende Lawrence, de ondeste blikke nogensinde, men efter min mening, så lykkedes dette overhovedet ikke. Det var tydeligt at se hvad Avery’s valg ville blive, og det knuste mit allerede splintrede hjerte. Jeg kunne dog stadig klamre mig til det lille håb om at hun ville prioritere hendes værdighed højere, end hvad hun egentlig helst ville. Så var der jo også muligheden for at hun var verdens største idiot, og stadig ikke havde fundet ud af at Lawrence havde sneget sig ind i hendes lille snævre hjerte. Faktisk så ville det slet ikke overraske mig. Af og til kunne hun virkelig være langsom. Seriøst.

Avery’s P.O.V

”Avery, kom nu med et svar! Vi har ikke hele dagen.” ”Avery! Så svar dog!” ”Aveeeryyyy er du helt væk eller hvad?”. Jamen så hold da for Jimmy Hendrix’ skyld jeres mund! Kan i ikke se at jeg tænker? Sikke en flok uvorne unger de dog var. Hvem havde lige opdraget dem? Som om dette ikke var svært nok i forvejen. Eller, selvfølgelig var det ikke det. Jeg skulle bare finde ud af hvordan jeg skulle formulere det. Ja. Noget i den stil.

Selvfølgelig hadede jeg stadig Lawrence. Havde han måske ikke efterladt mig på havnen i går? Jo, jo det havde han. Havde han ikke mobbet mig groft, før dette væddemål? Jo, jo det havde han. Hvis alle disse ting ikke var sket, ville jeg så ikke havde elsket ham mega meget? J- Nej, nej det ville jeg selvfølgelig ikke. Han var en dum nar. Slut finale.

”Avery! Så se dog for helvede at komme med et svar!” Udbrød en af de forfærdeligt dårligt opdragede unger, der nu var blevet endnu mere utålmodig. At forstyrre andre mens de spiste så vidst ud til at behage dem en hel del.

Jeg fnøs irriteret og kiggede op på dem. Ikke Lawrence. ”Kan du ikke se at jeg spiser? Se dog for filen da at lære nogle manere, skvat,” vrissede jeg af den blonde fyr, der blot gengældte mit irritable blik. Dette var åbenbart ikke et godt nok svar for ham, da han pludselig var på vej tværs over bordet, go hen mod mig, med en knyttet næve. Hans crew fik ham dog stoppet i tide, så jeg ikke blev skadet. Lawrence kiggede ikke engang på os. Taber.

Lawrence’s P.O.V

Den blonde fyr styrtede pludselig mod Avery, med en knyttet næve. Jeg vendte mig væk. Jeg vidste selvfølgelig godt at hun ikke ville blive ramt, men alligevel kiggede jeg væk, da jeg nødig ville se hende blive slået. Hvorfor hjalp jeg ikke? Fordi jeg er en svans. Fordi jeg stadig er så skide bange for at mit image vil blive ødelagt.

Avery så ikke just glad ud nu. Ikke at hun overhovedet havde gjort det på noget tidspunkt, men nu så hun decideret sur ud. Hun rejste sig med ét op, og kiggede irriteret over mod dem. Ikke mig. Dem.

”Lige nu hader jeg jer alle sammen, så ta’ og skrid hjem med jer. I er faktisk temmelig irriterende. Møgunger.”  Dette var åbenbart ikke svar nok for dem, men det var det for mig. Mere end nok. Efter tre uger så var hendes mening ikke ændret det mindste vad angik mig. Måske var det godt nok. Det ville være for færdeligt for mig at skulle være venner med hende, når jeg bar på disse følelser. Men stadig, så kunne jeg ikke modsige den smerte og vrede jeg følte. Jeg følte mig ærlig talt svigtet.

Endelig fik jeg mandet mig op. Jeg trådte et par skridt frem, og kiggede over på Avery. ”Så du hader mig stadig, hm?” Mine knyttede næver lå skjult i mine lommer, og det skæve smil på mine læber dækkede over vreden der langsomt bredte sig til hver en afkrog af mit indre.

Avery kiggede overrasket over på mig. Det var tydeligt at hun ikke havde regnet med at jeg pludselig ville sige noget. Det havde jeg sådan set heller ikke selv. Så satte hun hænderne i siden, og kiggede flabet over på mig. ”Hvorfor skulle jeg måske ikke gøre det? Det er jo ikke fordi at du har været en sand gentleman, har jeg ret?” Drengene omkring så ikke ud til at forstå hvad vi snakkede om, hvilket nok også var et held.

Jeg skar lidt tænder, før jeg så igen smilede skævt. Hun skulle ikke tro at hun havde knækket mig. ”Ah, blev du ked af det, da jeg forlod dig i går? Ej, det må du virkelig undskylde.” Ironien i min stemme var umulig ikke at opdage. Jeg var direkte ond lige nu, og det vidste jeg. Men på dette tispunkt mente jeg at det hun havde gjort mod mig, var mindst lige så slemt.

Avery og jeg var færdige med hinanden. De sidste tre uger syntes at være en drøm for mig. Lige nu var der ingen forskel fra for tre uger siden. Jeg havde tabt. For første gang i hele mit liv havde jeg tabt. Og det gjorde langt mere ond end jeg havde regnet med.

 

//Der troede i lige at den var færdig, hva'? Men det er den altså ikke. Jeg var sikker på at jeg kunne afslutte det i ét kapitel, men det kunne jeg altså ikke, så i må lige vente på det sidste. Jeg tror ihvertfald at det næste kapitel bliver det sidste. Nå men nu må vi se.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...