På en knivsæg

"... Havde hun nu været klog var hun nok vendt om og begyndt at løbe mod motellet, men hendes eventyrlyst slog gnister og hun kunne mærke adrenalinen pumpe. Dumdristig! Det var hvad hendes mor havde kaldt hende! Hun hørte moderens stemme sige det igen og igen inde i sit hoved, da hun pludselig tog et skridt frem, så et til, og et til, indtil hun løb direkte mod fyrens ryg..."
>>
Deena er en eventyrlysten og lettere dumdristig pige, der ved et uheld lander i en lille fremmed by, langt væk fra hendes hjem. Her skal hun komme til at stå over for et eventyr der kan koste hende livet! Det hele starter da hun møder Alex...

4Likes
2Kommentarer
2449Visninger
AA

10. Tilbage

Menneskemængden var større end Deena havde regnet med, ude foran det gamle slot, som de havde omtalt i diverse medier. Politiet havde i samarbejde med hæren, godt nok prøvet at spærre af, og holde nysgerrige blikke væk, men pårørende til de indespærrede og de lokale var åbenbart blive så nysgerrige, om ikke andet, skræmte, at de var ligeglade med afspærring og ordrer. De ville følge med. Deena måtte skubbe sig frem i mængden, og blev puffet og mast rundt mellem forskellige mere eller mindre hysteriske mennesker, før hun nåede op foran og rigtig kunne se de store skræmmende bygninger. Politiet gik rundt i uniformer med blodhunde og pistoler, så det ikke var til at tage fejl af. Nogle stod og talte sammen og prøvede eta organisere dette rod, mens andre gik rundt med vagtsomme blikke og spændte skridt, som var de forberedte på at et hvert monster kunne springe ud og angribe hvert øjeblik.
Deena mærkede sit hjerte hamre, som ville det overdøve det summende spektakel på den lille forfaldne slotsplads. Hun prøvede at rykke sig, men det var som om at hendes ben var frosset fast til stedet. Ude af sig selv så hun til at folk snakkede og råbte og skabte sig hysteriske mens politiet og hæren prøvede at organisere kaosset. Uden held.
- Vi bliver nødt til at trænge ind. Der står menneskeliv på spil! Så må vi sgu skyde de psykopater om nødvendigt.
Midt i kaosset og sit tankemylder spidsede Deena pludselig øre. Det var en samling af politifolk og militærfolk som var kommet for tæt på og snakkede dæmpet sammen – inden for Deena hørevidde.
- Det er for risikabelt at gå ind. Vi ved jo ikke hvor slem situationen er, og om vi vil bringe nogen i farer hvis vi går ind. Og mht. Til at skyde dem, så er det ikke så ligetil. Det hele er blevet så skide politisk at vi næsten ikke engang kan få lov at gøre vores job.
- Hmpf, hvem gider overhovedet lytte til politikerne? De er her jo ikke, og kender ikke til situationen. Desuden har vi pligt til at handle hvis omstændighederne kræver det, og lige nu står der menneskeliv på spil! Hvem giver så en flyvende fis for hvad der sker med et par sindssyge psykopater som alligevel er 90 % sikre på at få dødsstraf alligevel? Vi ville i virkeligheden gøre dem en bjørnetjeneste.
Pludselig var det som om at det gik op for gruppen hvor tæt de egentlig var kommet på folkemængden, og at de var blevet hørt. De gjorde mine til at trække længere væk, og Deena kom til sig selv. Hun havde stået helt opslugt af samtalen, og havde nærmest set deres plan helt indefra. Inde fra en mørk side af menneskebevidstheden som kun kom frem ved særlige lejligheder. Hvor død var en kendsgerning. Som nu.
Tankerne fór på kryds og tværs gennem Deenas hoved. Hun mærkede sin krop ryste, mens knoerne på hendes hænder var blevet helt hvide af at knuge om det gitter politiet havde sat op. Så pludselig handlede hun. Om det var pr. Instinkt eller ren impulsivitet vidste hun ikke, men pludselig fandt hun sig selv på den anden side af afspærringen. Hun mærkede det svimle da en masse politifolk kom hen og tog fat om hende. Et sted hørte hun nogen sige til sig at hun skulle bevæge sig tilbage bag afspærringen og at hun ikke måtte være der.
- Jamen han er derinde. Jeg må hjælpe ham.
Ordene lød så fjerne og ekkoagtige, og hun mærkede pulsen få det til at ringe i øerne. Før hun vidste af det var hun fri igen. Hun var begyndt at løbe. Mod slottet. Skridtene bag hende alarmerede at politiet var efter hende, og hun vidste at fik de fat i hende, ville Alex dø. Sorte pletter dansede for hendes blik, mens benene brændte. Pludselig føltes slotspladsen så meget større. Hele verdenen føltes så meget større. Lige i de sekunder det tog for hende at krydse slotspladsen, springe ind ad porten og forsvinde op ad trapperne til den store hall, og gemme sig bag en statuette. I de sekunder hvor hun havde hørt politiet bag sig, råbende og truende, før hun var nået ind ad døren, og de opgav forfølgelsen, i de få sekunder, følte hun sig for første gang i sit liv lille, ubetydelig og fortabt, i en stor, ond og grusom verden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...