Picture Perfect ~ JDB

Melanie Mary Parker er en 16 årig pige, som nyder den varme sol i sommeren. Men hun mangler penge, som de fleste andre teenagere og finder sig derfor et feriejob. En paparazzie er hvad det bliver til, og det giver Melanie mange nye muligheder. Men man kan nemt komme ud i ballade, hvis man får et helt perfekt billede af en stjerne, som denne specielle stjerne vil gøre alt for ikke kommer ud til hele verden. Men vil Melanie slette billedet, eller vil hun beholde det og offentliggøre det?

138Likes
430Kommentarer
11967Visninger
AA

7. Justins synsvinkel

"Godt. Kan jeg komme hjem til dig? Jeg stoler ikke nok på dig til at lade dig se mit hus" sagde jeg, og mente det. Jeg ønskede ikke en eller anden random pige ind i mit hus. Og så selv om det var det som skulle til, for at få det billede. Det var ikke lige mig at invitere hvem som helst ind i mit hus. Derfor spurgte jeg hende nu, om vi ikke kunne mødes hos hende, så kun jeg også se hendes hus. Tanken om, at hun måske var fattig, siden hun var paparazzi, havde poppet op i mit hoved flere gange. Så det svar glædede jeg mig da til at finde ud af.

”Jojo..” lød det fra hende, mens hun mumlede adressen ligeså stille. Et sted som jeg kendte til, og tit havde kørt forbi, så det ville være nemt at finde. Hun afsluttede pludselig opkaldet, men det var også forståeligt nok. Jeg smilede stille for mig selv, og gik så ud på badeværelset. Selv om det var en lille visit for at se Melanie, som jeg endda synes var et pænt navn, kunne man da godt gøre lidt ud af sig selv. Det var jo ikke at er noget i den stil. Bare at rette lidt på håret, og så var jeg klar. Mit hår sad næsten fint nok, men et strøg med hånden gjorde det perfekt. Jeg smilede stille til mig selv, og forlod så badeværelset, med en smækkede dør bag mig.  

Luften strømmede ind i bilen og gjorde det hele køligere. Da det var en dejlig sommerdag var det rart, når man kunne få så meget kølig luft som muligt. Min radio spillede højt, og lige nu var der en blandet cd i, så den spillede forskellige numre. Den sang som blev spillet nu, var det kendte hit ’Look at me now’, som jeg endda også selv havde sunget på scenen med Chris Brown. Det var en dejlig tid, og jeg vidste jeg i fremtiden ville arbejde mere med ham, for han var fantastisk. Et grin kom frem på mine læber, da mit hit ’Baby’ pludselig blev spillet, da det åbenbart også var på den cd, som min mor nok havde købt. Jeg sang stille med, da jeg kunne den udenad. Det skulle jeg jo helst kunne, når jeg skulle synge den til koncerter. Men da Ludacris’ part i sangen kom, måtte jeg dog lettere give op.  Jeg kunne det dog sagtens, men havde ikke kræfterne til det lige nu.

Jeg havde nu kørt rundt i ti minutter i det område, hvor hun havde sagt hun ville bo. Desværre havde jeg bare ikke fundet hendes hus endnu, og det irriterede mig ret så meget. Havde hun måske givet mig en falsk adresse? Det håbede jeg da ikke. Da min mor havde sagt, at jeg skulle have de vigtige udstyr i min bil, tog jeg nu et landkort frem. Siden hvor jeg var lige nu, var nem nok og finde, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var kørt forkert. Jeg troede ellers, at jeg kendte det her sted ud og ind, men det gjorde jeg så ikke. Jeg grinede stille af mig selv, mens jeg kørte ned af enden af vejen, hvor jeg så skulle til højre. Hendes vejnavn kom på et af skiltene og jeg smilede fornøjet, da jeg nu snart ville være der. En masse flotte huse kom i syne, og jeg blev bare rigtig glad, da jeg endelig så hendes husnummer på et af de mange huse. Jeg parkerede min bil i siden af vejen, og gik så op mod huset.  

”Hej, kom bare indenfor” sagde en kvinde, som nok var Melanies mor. Jeg nikkede taknemmelig og trådte indenfor. Allerede gangen var godt indrettet, og den stilfulde trappe til højre gav lige gangen det sidste. Og da Melanie smukt kom gående ned ad trappen, smilede jeg automatisk.  

”Kom ovenpå, Justin” sagde hun irriteret og traskede op af igen. Lige efter, at hun havde sagt det i sådan et tonefald, blev jeg straks mere ked af det. Ikke så jeg ville græde, men lidt såret. Havde håbet at hun ville lyde mere i mødekommende denne her gang, men det gjorde hun så ikke.  Alligevel fulgte jeg nu med hende op på hendes værelse, som forhold til mit lige nu, var pænt ryddet op.  

”Pænt værelse” startede jeg ud med, men hun så stærkt ud til at ignorere min fine kommentar. Faktisk havde hun et ret stort værelse, og så med en pæn altan udenfor, som jeg også selv var heldig at have.

”Justin, hvad vil du egentlig?” spurgte hun irriteret, efterfulgt af, at hun nærmest smed sig i sengen som stod op af væggen. Det betød, at jeg skulle tage hendes kontorstol, da hun nu fyldte hele sengen. Jeg tog derfor stolen og satte mig omvendt på den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...