DEFCON

Aldrig færdiggjort - tidligt projekt.
- Følg med bag kulisserne, når verden er på renden af atomkrig, og når alt brasser sammen. Børsen er krakeleret, og alt, hvad der før var sikkert, er nu enten forsvundet eller en trussel for den nationale sikkerhed. Hvordan kan verden styres, når den ikke eksisterer? Hvem skal reddes, hvem skal ofres, hvem er vigtigst. Kom tæt ved centrum, helt ind ved Ground Zero, dybt under jorden i en bunker. Location: Washington D.C.

///OBS - Dialog mangler mellemrum ved linjeskift grundet Word overførsels fejl///

0Likes
1Kommentarer
1815Visninger
AA

3. Kapitel 3

DAG 1
KL. 0957
DEFCON 4
PENTAGON, WASHINGTON D.C.

Generalen Alex Stone sad i Pentagons presselokale, med rampelys intenst lysende på ham. De mange videokameraer var ved at blive klargjort, mens rapporterne var ved at tage plads i de mange rækker foran podiet. Uofficielt havde de allerede hævet forsvarets beredskab til fire, men ifølge loven skulle det offentliggøres af JCS. Præsidenten var stadig ikke søgt ned i bunkeren sammen med resten af regeringen - af ukendte årsager, mente generalen.
»Femten minutter!« råbte en kameramændene. Sikkerhedstjenesten var godt plantet rundt omkring i lokalet, på trods af at det ikke var præsidenten som holdte tale. Han ville dog hellere personligt have haft nogle infanterister stående, da han åbenlyst stolede mere på dem end på Secret Service. Godt nok kunne Tjenesten se hemmelig ud i deres sorte jakkesæt og solbriller, og med deres små ærte-skydende 9 millimeter automatpistoler, men Stone foretrak klart en større kaliber, og en uniform. En rigtig uniform, med medaljer og distinktioner, eller bare den traditionelle BDU, Battle Dress Uniform. Og som tilbehør en god, gammeldags M1 Garand med sin robuste kaliber .30-06. Større projektil, større hul lig med sikker død for fjenden. Skide værd med at den sparkede som et æsel. De nymodens soldater kunne bare lære at håndtere et ordentligt rigtigt våben, af træ og jern, i stedet for deres kulfiber fremstillede M16A4 og M4A1.
»Ti minutter!« Så klap dog i! undgik generalen at råbe. Det var det værste han vidste, når folk offentliggjorde komplet åbenlyse eller ligegyldige ting. Men det fik ham til at tænke på den position han sad i nu. Var det her ikke ret ligegyldigt? Narh, befolkningen skulle trods alt vide at de steg i DEFCON. Hvor han dog egentligt også hadede åndsvage love, fandt han ud af. Der var åbenlyst nogen som havde gang i en hamp-pibe da de skrev grundloven.
»Fem minutter!«
»Ja tak, sønikke. Så tror jeg vi har forstået budskabet.« Han kunne have bidt tungen af sig selv for den kommentar. Tydeligt mærkede han i hvert fald samtlige rapportere i lokalet kigge overrasket på ham. Desværre var det dog umuligt for ham at se på dem, da projektørerne komplet blændede ham. Men han vidste at de respekterede ham. Det havde det bare at gøre. Han fortjente det i hvert fald. De mange liv han har reddet ved at drage i krig for dette prægtige fædreland. Og hvad fik han ud at det? Et par granatsplinter i røven, skudhul i armen, en takketale fra præsidenten og en medalje formet som en stjerne. Jubii. Nej, rigtige helte for sådan nogle som ham. Takken for at drage i krig kunne ikke gøres op i medaljer, taler eller sår. Takken var når man kom spadserende i sin uniform og så hvordan små børn gjorde honnør, og de ældste tog hatten af. Så var der jo de unge. Forbandede ungdom – nogle dovne skiderikker hele bundtet. Sidder bare med deres mobiltelefoner og computere. Ingenting lavede de. Ingenting. I hans ungdom arbejde man -
»Femten sekunder!« Så tak, så er vi fandme nede i sekunder. Egentligt var han aldrig nervøs ved taler. Man vænnede sig til det. I hvert fald for hans vedkommende. Det hjalp nok også at have holdt massere af taler for at minde faldne kammerater i krig.
»Fem sekunder!« Stone talte til fem langsomt i hovedet, og da de røde lamper på kameraerne begyndte at lyse, startede han:
»God eftermiddag borgere i De Forenede Stater. Vores stigende konflikt med Kina har ført stadig i gang stående debat i de indre kredse af Forsvaret. Efter længere tids diskussion har vi nu besluttet at hæve vores Defense Readiness Condition til fire. Grunden til at fortæller jer dette, er fordi at loven siger at jeg skal.« Kort og kontant. Sådan. Men nu kom han til det vigtige: »Præsidenten stiger i dag ombord på Air Force One for at tage til London, hvor han og den engelske statsminister skal debattere den nuværende handelskonflikt med Kina, samt hvilke optioner der er overfor Yallahlan -, øh Saudi Arabien. Det var det. Spørgsmål?« Alex’ taler var altid korte og lige på. Han gad ikke alt det blødsødne politik, hvor man lige fordrejer ordene lidt hist og her. Desuden var han jo heller ikke politiker, så det talte som en undskyldning, mente han.
»Ja hr. general. Frygter de et kinesisk angreb på amerikansk jord?« Det var en reporter fra The Times Magazine som var hurtigst til at reagere.
Stone rystede på hovedet. »Vi frygter det ikke. Dog er vi på ingen måde sikker på, om der vil finde et reelt angreb sted. Kineserne ved at vi har det mest magtfulde militær på kloden, og deres hofteskydende, dårligt trænede soldater kan slet ikke måle sig med vores. Derfor regner vi med, at hvis der bliver en krig, så bliver det med et tryk på en knap, eller rettere: med missiler og bomber.«
Salen brød ud i snak, hvor de alle udtrykte meninger om situationen med hinanden, indtil en ny rapporter skar igennem. »Hr. general, har De nogen nødplaner i tilfælde af et angreb?«
»Vores standard operations procedure udtrykker klart, hvad vi skal foretage os i en sådan situationen. Den er dog stadig hemmeligholdt for offentligheden, hvilket vil sige at jeg ikke kan afsløre yderligere detaljer om den. Og det var så det, tak for denne gang,« afsluttede Alex og forlod lokalet der var brudt ud i råben og skrålen, da mange flere rapportere stadig havde spørgsmål. Det gik jo fint, tænkte han. Ingen detaljer afsløret, ingen åndsvage spørgsmål, ingen ingenting. Nu var det bare at få præsidenten ned i bunkeren, sammen med resten af regeringen og alle de andre.
»Hr. præsident, du har en time til, så er det afgang!« råbte McKaaber fra HMMWV konvojen, som holdt på parkeringspladsen for Pentagon. En UH-60 Black Hawk helikopter cirklede omkring i luften, hvori seks tungt armerede marineinfanterister sad. Helikopteren blev eskorteret af to Apache Longbow kamphelikoptere. En sort SUV fra Sikkerhedstjenesten holdt foran præsidentens Humvee, og en til bag den. Foran og bagved dem holdt så to HUMMWVs, bemandet med Mk-44 Miniguns.
David nikkede og løb derefter ind i Pentagons første sektions lobby, hvor en sekretær sad.
»Jamen goddag igen, hr. præsident. Mangler De noget?« spurgte hun med en blid, rund stemme. Han nikkede, og forklarede, at det var et par dokumentar han havde fået overset, da han pakkede det mest nødvendige.
»Spørg oversergent, som står derover,« forklarede hun, og pegede mod en døråbning, hvor der lige bagved stod en person. »Han, og nogle andre, er i gang med at rydde det sidste væk. Jefferson sagde det hurtigt kort, og luntede over til den uniforms klædte oversergent fra Flyvevåbnet. Sergenten gjorde refleksmæssigt honnør for præsidenten, som hurtigt gengældte det.
»Oversergent, hvor har De resten af mine dokumenter?«
»Den store kasse, som drengene er ved at flytte ud nu,« svarede han. Præsidenten løb derefter over til to konstabler, der bar på en stor flyttekasse. »Okay drenge, kan jeg lige have lov til at se den igennem, før at de fjerner den?« De to konstabler, som ikke havde opdaget at det var præsidenten, stillede den på jorden og begyndte at sige, om man ikke godt kunne tage og gøre det fø -. De afbrød deres egen sætning, da de så den velklædte præsidentsfigur stå foran dem. Af ren overraskelse, kunne de ikke få et ord til ud af deres mund. Den ene af dem blev tilmed rød i hovedet.
»Det vil jeg tage som et ja,« brød præsidenten den tavse stilhed der var opstået. Låget på den brune papkasse blev åbnet, og til Davids lettelse lå mappen øverst. På den stod med store, røde bogstaver »PROJEKT RØD«. Et bilhorn hørtes pludselig, og Jefferson forstod, at det var McKaaber som gerne ville af sted – nu. Et kort nik til de to konstabler fra præsidentens side, fik dem begge til at gøre honnør, hvorefter at han luntede ud på parkeringspladsen, og satte sig ind i køretøjet.
»Det tog sin tid,« udbrød McKaaber, idet Jefferson havde lukket døren. »Okay, knægt,« fortsatte han og slog chaufføren på skulderen. »Fortæl de andre at vi der klar.« Soldaten svarede med et kort javel, hvorefter han meldte over radioen, at »EAGLE og SPEARO i køretøj. Klar til at rulle mod HVIDE HUS og hente GUNNER, SEAHAWK, RAPTOR.« Radiobeskeden blev så sendt krypteret rundt til samtlige køretøjer i konvojen.
David kunne dog ikke lade være med at finde det åndsvagt, at de skulle køre fra Pentagon, hente Stone, Smith og McThomas, for så at køre tilbage til Pentagon, tage ned i bunkeren også lukke den til. Det hele ville være meget nemmere hvis de bare startede med at gå derned, og de andre var blevet hentet separat. Men nej, kongressen havde, i al deres visdom, besluttet dette. Foley, Ryan samt Hector ville dog blive hentet i en af hærens helikoptere, der ville flyve dem hertil. Åndsvagt, fortalte præsidenten endnu engang sig selv.
Køreturen igennem Washington D.C.’s gader føltes lang, var både McKaaber og præsidenten enige om. En HMMWV var ikke i stand til at køre forholdsvist hurtigt, men heldigvis var det ude for myldretiden. David kunne i hvert fald underholde sig med admiralens fortæller fra de syv verdenshave, som han selv havde døbt dem.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...