Præsidentens datter (Justin bieber)

Hvordan mon det går når selveste Justin bieber skal give koncert for præsidenten og pludselige møder han præsidentens datter som ingen venner har?

4Likes
30Kommentarer
2208Visninger
AA

4. Den første rigtige ven?

Kap 4. Klokken var lidt i 9, så jeg måtte nok hellere skynde mig. Jeg havde glattet mit hår og var på vej ud af døren. Jeg kiggede mig tilbage da jeg pludselig gik ind i noget….. eller nogen. ”Ej! Det må du virkelig undskylde” jeg kiggede op og så det bare var Justin. Eller bare og bare. ”Jamen godmorgen Angel” jeg kunne mærke jeg blev helt rød i hovedet. Hvor var det pinligt. Vi begyndte at gå mod spisesalen ”Har du sovet godt?” spurgte jeg om for at bryde tavsheden. Justin trak på skulderne ”det ved jeg ikke, jeg sov” jeg ved ikke hvorfor men jeg flækkede af grin. Det lød virkelig genialt. ”Hvad med dig, har du sovet godt?” jeg mødte hans blik og blev helt varm i knæene. Hans øjne var så rolige.  Jeg trak på skulderne ”jeg har sovet fint nok” han nikkede forståeligt. Vi kom hen til spisesalen ”pga. mig kom du ikke forsent” Justin puffede blidt til mig og grinede hvilket smittede af. ”Nå, i har vidst fået et godt øje til hinanden” Justins mor smilede varmt til os begge. Jeg nikkede genert og satte mig på min stol. Maden blev serveret til os alle. Jeg spiste ikke særlig meget. En trist tanke havde slået mig, og det var at Justin sikkert skulle hjem i dag. Jeg tror nok jeg ville kalde ham min eneste ven. Vi snakkede godt sammen, og en ting kunne man da sige med sikkerhed, han tog mig ikke fordi jeg var *kendt*. Jeg kiggede trist ned i min mad, selvom det sikkert så helt forkert ud. Jeg burde sidde med et falsk smil, og smile til alle der kiggede på mig, sådan var jeg opdraget. Men det kunne jeg ikke, jeg var virkelig nede lige nu. ”Angel” min mor puffede blidt til mig. ”Sæt dig ordentlig og se lidt glad ud” jeg kiggede på hende og rettede mig op. Jeg mødte Justins blik. Han kiggede lidt underligt på mig. Jeg havde lyst til at smide mig på knæ og bede ham blive her. Det var længe siden jeg havde haft det sjovt, og en at snakke med. Jeg fjernede langsomt mit blik fra Justin, og hen til min far som også kiggede på mig nu. Jeg skyndte mig at spise noget, så jeg havde en undskyldning for ikke at smile. ”Justin du skal op og øve på din sang” sagde Justins mor da vi var færdige med at spise. ”Men mor jeg kan den allerede” Justin drak det sidste af sin juice, og kiggede over på mig. ”Bare en eller to gange” Justin nikkede og rejste sig. ”Du må også gerne smutte” sagde min far til mig. Jeg rejste mig hurtig og gik ud af døren. Jeg gik med hurtige skridt hen mod mit værelse. ”Hey Angel vent” Justin råbte efter mig. Jeg stoppede op og vendte mig rundt. ”Er du okay?” han lød halv bekymret. Jeg nikkede bare totalt ikke overbevisende. ”Hmm er du sikker? Jeg vil gerne snakke med dig om det?” jeg kiggede ham i øjnene og kunne mærke mine tåre presse sig på. Jeg skulle ikke græde! Det var svagt. Det havde min far tit sagt. At græde var svagt og mangel på opmærksomhed. ”Kom” Justin tog mig i hånden, og trak mig med ned på hans værelse. Jeg satte mig i hans seng og kiggede på ham. Han hentede hans guitar og stilede den op ad vægen. Lidt efter satte han sig ved siden af mig. ”Hvad så? Du kan godt stole på mig Angel. Jeg siger det ikke videre” i et kort sekund havde jeg lyst til at slippe mine tåre og lade dem trille ned af mine kinder, men i stedet tog jeg en dyb indånding og fortalte Justin om det hele. Mine venner som jeg ikke havde, at jeg følte mig alene og faktisk helst ville have, at han skulle blive, og at jeg følte han var den eneste ven jeg havde. Han lyttede og afbrød mig ikke en eneste gang. Da jeg endelig var færdige kiggede jeg væk. Hvorfor skulle han egentlig vide alt det? Nu måtte han klart synes jeg var en freak. Pludselig gjorde han noget helt uventet. Han tog om mig og trak mig ind i et kram. ”Angel, jeg har haft en rigtig fed tid her sammen med dig! Jeg har været ordentlig glad i meget lang tid. Jeg har savnet at møde en pige som dig, som knap nok ved hvem jeg er. Jeg vil gerne sørge for vi holder kontakten! Vi kan evt. starte med at få hinandens numre” jeg trak mig ud og smilede til ham ”mener du det?” han nikkede og fiskede hans iPhone op. Jeg tog imod den og skrev mit nummer ind. ”Jeg må nok hellere øve. Vil du lytte med?” jeg rejste mig op. ”Jeg tror hellere jeg vil vente til i aften og blive totalt paf når du synger!” jeg smilede og gik hen mod døren. ”Vi ses senere” og så gik jeg ud. Jeg hoppede glad ned på mit værelse og smed mig på sengen. Jeg tog en pude over hovedet og skreg. Måske havde jeg fået min første rigtige ven!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...