One love, one heart - JDB

Isabella som kommer fra en meget normal familie, skaffer sig et job i et meget luksuriøst hotel i Hawaii som tjener og opvasker, og hvad sker der når selveste Justin Bieber netop lige har tænkt sig at tilbringe 4 uger på dette hotel? Kommer Isabella til at genkende denne kendte stjerner, og sker der en lille “sommerflirt” i mellem dem, som måske bliver mere end et flirt?

114Likes
696Kommentarer
28065Visninger
AA

7. Justins synsvinkel

Jeg gik forvirrede frem og tilbage, og tog mig samtidig på hovedet. Denne stemme inden i mig, blev ved. Den stoppede ikke, og det gjorde mig sindssyg! “Justin, er du okay?” spurgte Ryan og kom ind til mig. Jeg nikkede, og lettede, da stemmen var borte. Endelig. “Hvad skete der nedenunder?” spurgte Chaz nu. “Jeg… jeg er bare lidt stresset og træt” løj jeg, og gik derefter ud i altanen. De kom ind efterfulgt af mig, og pludselig hørte vi nogen grinende stemmer. Mit flakkede rundt, og endte ved et hul agtig sted, hvor jeg så…. Isabella løbe efter en eller anden dreng, som lignede en på vores alder. “Hun er vist allerede optaget” sagde Ryan nu. “Men hvorfor står hun der?” spurgte Chaz. “Måske arbejder hun her?” svarede Ryan. Jeg deltog slet ikke ind i deres samtale, men mine tanker var i stedet et andet sted. En underlig følelse gik igennem min krop, da jeg endnu engang hørte hendes søde latter. Det gjorde mig .. På en måde jaloux? Ej jeg kunne ikke være jaloux. Jeg kunne ikke lide hende. “Ja det gør hun sikkert” sagde Chaz, og daskede mig på skulderen. “Stener du?” spurgte han mig. Jeg rystede på hovedet og gik indenfor igen. “Nej” sagde jeg så, da de kom ind efter mig. “Skal vi gå ned og bade lidt?” hørte jeg mig selv sige, for at glemme Isabella lidt og fordi jeg gerne ville udnytte de fire uger med dem, som jeg havde, da jeg sikkert ville gå i gang med at arbejde fuldt igen efter ferien. Dermed ville det betyde, at jeg ikke kom til at se dem så meget.

To dage var gået siden jeg sidst havde set til Isabella, og lige meget hvor meget jeg ledte efter hende, kunne jeg ikke finde hende nogen steder. Det irriterede mig grænseløst, da jeg ville i kontakt med hende. Så ivrig jeg var, vågnede jeg tidligt denne morgen. Jeg kunne alligevel ikke sove hele natten, og lignede sikkert lort, men uden at tjekke mig selv på spejlet eller noget, bare shorts som påklædning trampede jeg ned af trapperne, da jeg ikke ville tage elevatoren, da jeg led af klaustrofobi og ventede ved indgangen til hotellet. Klokken havde måske først slået 6-7 stykkerne, og der var ubeskriveligt stille. Kun få mennesker var til syne og vågen. Jeg fandt en bænk og satte mig på den, eller nærmere, lagde mig på den, og langsomt kunne jeg mærke mine øjne lukke sammen.

“Hey..” sagde en person, og ruskede i mig. Hurtigt slog jeg øjnene op, og mødte som uventet nogen andre øjne. Det var ikke Isabellas øjne. Det var bare vagtens. “Hvorfor sover du her?” spurgte han mig om. “Jeg.. Venter bare på en” svarede jeg træt, og gned mig i øjnene. “Hvad er klokken?” spurgte jeg derefter. “Den er lige rundet halv otte” sagde han, og tog en tår af sin kaffe, og gik derefter væk igen. Jeg satte mig til rette og begravede i et kort stund mit hoved i mine hænder, da jeg træk dem væk igen og mit blik flakkede rundt, fik jeg øje på en. “Isabella!” råbte jeg desperat og løb hen til hende. “Øh hey” sagde hun usikkert, og gav mig elevator blikke. Men hendes ansigt så ikke ud som det havde gjort for et par dage siden. Hun havde i hvert fald fået er par ridser ved kinderne. “Hvad er der sket?” spurgte jeg og hentydede til hendes kinder. “Øh det … min søster og jeg startede vist tredje verdens krig derhjemme” sagde hun flovt og kiggede ned. Et grin slap du af mine læber, samtidig med at jeg rystede på hovedet. Lidt mindede mig det om Jaxon og Jazmins forhold. De var dog stadig ikke gamle nok til det, men de havde alligevel skændtes et par gange. “Hvad laver du så her .. Om morgenen? Og med kun et par shorts på?” sagde hun, og nu slap der et grin ud af hendes læber, da hun sagde det sidste. “Jeg .. Jeg kunne ikke sove” svarede jeg ærligt, og trak på skuldrene. “Du .. Hvad hedder du egentlig?” spurgte hun mig helt uventet. “Du fik mit navn, men jeg fik aldrig dit” svarede hun med det ene øjenbryn i vejret. Det var der, jeg gik i stå, og ikke vidste om jeg skulle lyve, eller fortælle hende sandheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...