Isprinsessen

Nittenårige Chris, er kendt som byens bad boy. Han har det ry, som de fleste piger ønsker at kende mere til. Derfor vækker det hans nysgerrighed, da den jævnaldrende Isabel, ikke så meget som værdiger ham et blik. En jagt på at lære denne Isabel bedre at kende er nu gået i gang, og Chris må tage alle sine metoder i brug. Han skruer op for charmen og gør sit yderst bedste for at imponere. Men hvad nu hvis det hele ender i én stor ulykke, som kan ende med at koste dem begge livet...?

529Likes
628Kommentarer
32049Visninger
AA

9. Del 8

Jeg husker den første gang jeg blev nervøs, da jeg stod ude foran universitet og ventede på at Isabel fik fri. Der havde jeg stået hver dag hele ugen igennem, men uden resultat. Noget havde alligevel sagt mig, at fredag skulle være min lykkedag. Jeg husker det første blik jeg fik af hende, da hun trådte ud af hoveddøren. Og jeg husker hvor forundret hun så ud, da hun fik øje på mig ovre på parkeringspladsen, lænet tilbage over min bil. Forsigtigt var hun gået over imod mig, lidt tilbageholdende, men alligevel ikke helt så tøvende igen.

Stilfuldt ser jeg hende gå ud af døren og kigge rundt, og da jeg fornemmer hendes blik lande på mig, trækker det automatisk i mine kæber. Inden jeg ved af det, har jeg allerede stukket en hånd i vejret og vinker hende hen. Jeg sanser hende tøve, men længere er hun heller ikke om at komme over til mig. Den sandfarvede skuldertaske hvis rem hænger perfekt om hendes skulder, slasker nede langs hendes ben og synes at forhindre hendes gang. Men udover det, virker hun meget afslappet. Hvert fald langt mere, end jeg er.

”Følger du efter mig?” Okay, hun ligger kortene på bordet og springer direkte ud i det. Det er noget, jeg kan lide. Jeg kigger ned, skraber min fod mod asfalten og kigger dernæst op på hende igen. Jeg føler mig utrolig rå, såsom jeg står lænet op af min ældgamle øse.

”Hvad får dig dog til at tro det?” spørger jeg med et grin, og kigger indtrængende på hende. Et smil former sig om hendes røde læber. De er lige til at spise. Længe kigger vi hinanden i øjnene, og da hun svinger ud med hånden som tegn på at hun nok må se at komme videre, tager jeg initiativet og spørger modigt: ”Må jeg køre dig hjem? Siden jeg ikke måtte køre jer i skole den anden morgen, tænkte jeg at…” Mere når jeg ikke at sige, før dagens største overraskelse hænder for mig. Hun har lige lagt en finger for mine læber! Det kribler og krabler i min mave.

”Skal du altid snakke så meget?” Hun smiler kækt. ”Vis mig så hvad din møg spand duer til.” Stilfuldt og med vrikkende røv, bevæger hun sig rundt om min bil og rør snildt ved kølerhjelmen, inden hun sætter sig ind på passagersædet.

Lettere fortumlet og fuldstændig i chok over hvad hun netop lige har gjort, sætter jeg mig ind ved siden af hende og drejer nøglen. Jeg beder til at motoren ikke svigter mig, og det gør den heldigvis ikke. Det har den ellers gjort et par gange, hvor jeg har villet imponere en pige. Men selvfølgelig skulle motoren gå i selvsving, og ingen voksenlege var det blevet til på de omtalte nætter.

Hun viser mig vejen med håndfakler, og jeg erkender at det ikke ligger så langt herfra. Derfor undrer det mig, at hun tog bussen i skole den anden dag. Men noget afholder mig også til at spørge hende om det.

Efter ti minutters tid holder vi foran et lille gult hus, med små vinduer og hyggelige og farverige bede i forhaven. Hun ligger en tøvende hånd på dørhåndtaget, og vender sig så om imod mig. Hun smiler sit yndige smil til mig, som jeg ikke kan blive andet end blød i knæene af.

”Tak for turen, Christopher,” siger hun smilende, og fortsætter kækt: ”Du er alligevel ikke en helt så dårlig kører, som jeg havde troet du ville være.” Hun blinker med øjet og stiger så ud, imens jeg længselsfuldt ser efter hende. Og da sker dét, jeg slet ikke havde ventet da jeg først besluttede mig for at tage op til universitet for at hente hende.

”Vil eh… Vil du med indenfor?” Hun tøver en kende, og virker ikke helt så selvsikker igen. Mit hjerte slår et slag over, og jeg må lige have et ekstra par sekunder til at sande, at hun ikke gør grin med mig. Men da hun bliver stående, afventende på en måde, indser jeg, at det er hendes fulde alvor. Jeg er ikke længe om at takke jo tak, og dernæst låse bilen.

Side om side bevæger vi os op til indgangen, og jeg kan ikke undgå at mærke det magnetfelt der ligger sig imellem vores kroppe. Som var hun nordpol, og jeg sydpol.

Det var efter dette møde, det hele ændrede sig. Hele situationen om at lære Isabel bedre at kende. For hun åbnede virkeligt op om sig selv, da vi først kom indenfor. Hun fortalte mig om alt mellem himmel og jord, som havde vi kendt hinanden i flere år. Og nu indser jeg, at dette var vendepunktet til det som syntes at skulle have været vores lykkelige fremtid – sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...