Isprinsessen

Nittenårige Chris, er kendt som byens bad boy. Han har det ry, som de fleste piger ønsker at kende mere til. Derfor vækker det hans nysgerrighed, da den jævnaldrende Isabel, ikke så meget som værdiger ham et blik. En jagt på at lære denne Isabel bedre at kende er nu gået i gang, og Chris må tage alle sine metoder i brug. Han skruer op for charmen og gør sit yderst bedste for at imponere. Men hvad nu hvis det hele ender i én stor ulykke, som kan ende med at koste dem begge livet...?

529Likes
628Kommentarer
32073Visninger
AA

3. Del 2

Jeg husker tydeligt det første blik jeg fik af hende, i den sorte og labre kjole, som sad på hendes krop som var den malet. Endnu tydeligere husker jeg, hvordan jeg måtte overanstrenge mig for ikke at begynde at savle. Hendes lange og lyse hår, bølgede ned langs hendes skuldre og sluttede i et perfekt udsnit under barmen. Hun så fantastisk ud, storsmilende og fuld af selvtillid. Jeg husker hvordan hun sendte et smil rundt til forsamlingen af drenge, der ikke kunne andet end at falde i stimer over hende. Og samtidigt husker jeg, hvor fandens jaloux jeg blev.

Det er lørdag aften og unge som ældre vælter ind på diskoteket Le Moro i centrum af byen. Jeg står selv udenfor og skodder en smøg, imens jeg venter på de sædvanlige gutter. Jeg kan naturligvis ikke undgå at kaste et blik eller to, efter de piger med nedringede kjoler både for oven, enten eller forneden. De ser alle sammen piv frække ud, men noget får mig til at sammenligne dem alle med pigen fra engen i går. Og i forhold til hende, er de intet. Det er en irriterende tanke, for at have hendes ansigt siddende for mine nethinder døgnet rundt, er til ingen opmuntring.

”Chris, herovre!” hører jeg en råbe, og kigger straks op. Jeg får øje på Marc, Asbjørn og Bastian, og skynder mig over til dem. Jeg laver det sædvanlige håndtegn med dem alle tre, og sammen tjekker vi ind på byens fedeste og mest farverige diskotek. Jeg har været her et par gange før, og hver eneste gang har jeg fået noget med hjem. Noget siger mig fra første fod jeg sætter på dansegulvet og bliver hevet rundt i manegen af to rødhårede babes, at denne aften langt fra bliver anderledes fra alle de andre.

Jeg hører mine kammerater hyle op fra sidelinjen af, men jeg opfatter intet andet end de to piger foran mig, som gør alt for at åbne den øverste knap i min skjorte. Og jeg lader dem gøre det. De virker begge meget ivrige, men det er som jeg kan lide det. Det er dette, jeg er vant til. Dette, jeg ikke kunne se et liv uden.

”Hvad har du for af planer i aften, frække?” hvisker den ene intenst til mig, samtidigt med hun river mig i håret og får mig bukket ned således, at jeg står med mit ansigt nede i hendes forholdsvis store barm. Hendes veninde valser ligeså forsigtigt væk, og noget siger mig, at det er aftalt spil. Men jeg spiller med på den. Hun er ikke helt dårlig, hende her, må jeg sande.

”Det kommer an på, hvad du har af planer,” siger jeg med det samme, hun igen trækker mig op så vi nu danser ansigt til ansigt. Jeg kan se at hun bider sig i læben, og i det øjeblik hun kigger væk, giver jeg mig til at betragte hendes påklædning. Et par meget stramme og sorte læderbukser, som perfekt fremviser hendes tilpasstore røv, en hvid og meget nedringet top, som ligner at være bundet i nakken, samt et par utroligt høje stiletter. Hun er næsten højere end mig, når hun har dem på. Men kun lige ved og næsten.

”Det må vi jo finde ud af.” Idet hun igen kigger op, møder jeg hendes øjne. Grønne. Men ikke en spor speciel grøn farve. De er nærmere kedelige og matte, og ikke umiddelbart noget at råbe hurra for. Hendes røde hår er heller ikke ægte. Udgroningerne er på vej frem i toppen, men på trods af alt, er hun ganske okay.

Vi står lidt og danser frem og tilbage, musikken er vild og hektisk, og det er nærmere hende der fører mig frem, i stedet for omvendt. Det skræmmer mig en smule, men jeg undgår at lade mig påvirke. Idet hun svinger mig i retning af indgangen, er der noget som fanger mit syn. En lyshåret pige, som er al for genkendelig. Jeg kan ikke undgå at åbne munden på halv af ren forundring. Det er hende! Hende pigen fra i går! Hendes sorte kjole sidder perfekt på hende, de lange og brune ben fremviser hun endnu engang, og det lyse hår er smukkere end Rapunzels’. Hun stråler som hundredvis af diamanter, og er ikke ked af den opmærksomhed hun tiltrækker sig. Jeg mærker en knude i maven der langsomt vokser sig større og større, alt efter hvor længe jeg ser efter hende. Hun kigger rundt. I brudstykket af et sekund, mødes vores blikke. Men hvorfor mit? Hun kunne have kigget på hvem som helst, så hvorfor lige mig? Jeg bilder mig selv ind, at det må være tilfældigt. Noget siger mig, at hun ikke genkender mig. Det ligner, at hun blot kigger direkte igennem mig.

”Hey, du…” Den rødhårede pige prøver at komme i kontakt med mig, men jeg er som fortabt i at stirre på denne overdådige kvinde, hvis navn jeg endnu ikke kender.

”Hva’, hva’?” Jeg ryster svagt på hovedet, og kommer langsomt tilbage til virkeligheden. Pigen foran mig kigger hovedrystende på mig, og fjerner så sit greb om mig.

”Du er simpelthen for mærkelig, altså!” Og med de ord, forsvinder hun. Men jeg er ligeglad. Mit hjerte er allerede vundet af en helt anden.

Gutterne forstod aldrig, hvordan jeg kunne lade en så lækker pige som hende den rødhårede, gå. Men de forstod heller ingenting. For hvis de virkelig forstod hvordan det var at være forelsket, så ville de have bakket mig op. Igennem flere uger, måtte jeg høre på deres sukkende anskuelser og mere til. Men jeg tog slet ikke notits af dem. For jeg var forelsket. Forelsket i en pige, der hadede mig. Suk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...