Mobberens offer

Dette er vores bud til den nye konkurrence, med temaet: "Mobning". Ganske kort handler den om offeret Lavendel og mobberen Andrew, hvis forhold til hinanden er alt andet end venskabeligt. Lavendel forstår ikke hvorfor lige netop hun er blevet hans offer, men for Andrew er svaret helt tydeligt. Hun skal føle samme smerte som han selv gjorde, da rollerne i børnehaven var omvendt. - God fornøjelse :-)

55Likes
67Kommentarer
4596Visninger
AA

13. Bustet

Andrews' synsvinkel:

Morgenen efter måtte jeg igen gå i skole, for efter at have været ovre på værkstedet i går aftes for at kigge til min bil, ville den ikke blive lavet lige foreløbigt. Godt nok var det kun ruden der var smadret, men også læderindtrækket skulle ordnes og pengene løb lige så hurtigt op. Og den retning, skulle Kære Lavendel få lov at betale.

Jeg havde ikke set Lavendel hele morgenen, og noget sagde mig at hun var blevet hjemme. Selvom det ikke lignede hende at være den type, for i nørdernes hoveder var det kun skole og hjemmearbejde der betød noget. Ikke at jeg begreb det, for det gjorde jeg langt fra.

Jeg skoddede min smøg i muren bag mig, og prøvede langsomt at snige mig med ind i den samtale, Dennis og Mike stod og kørte i munden på hinanden.

”Jeg siger bare, at jeg syntes I gik over stregen!” hørte jeg Mike påpege, og netop som Dennis svarede at han bare skulle holde sin kæft og blande sig fuldstændigt udenom, forstod jeg langsomt hvad de snakkede om. Det, der var sket i går. Okay, vi var gået over stregen, men hallo, det var fandeme god humor og enormt sjovt, gået over stregen eller ej.

”Du er fandeme ved at blive så følsom, altså,” sukkede Dennis, og jeg nikkede enigt på hovedet. Der havde været noget over Mike her på det sidste, der ikke just klædte ham. Han var blevet mere tilbageholdende og mere indelukket, hvilket blandt andet kunne tages udgangspunkt i at han ikke gad og hjælpe os med tegningen af blandingen mellem Lavendel og Kim Kardashian.

”Hey!” Et råb overdøvede vores snak, og en dør gik op. Dennis og Mike var allerede ude af synsvinkel, inden jeg overhovedet kunne nå at kigge mig omkring. Men da jeg først opfattede hvad der var los, var det allerede for sent at løbe væk fra gerningsstedet. Jeg var allerede opdaget. Og ikke nok med at jeg kun var opdaget, var jeg også genkendt. Den lille og krumbøjede mand, som uheldigvis var skolens inspektør, kom med raske skridt gående over imod mig, med knyttede næver. Hvordan han kunne gå så hurtigt uden at falde over sine egne ben, forstod jeg ikke.

”Ingen rygning på skolens grund Andrew, hvor mange gange skal jeg ikke fortælle dig det!” Han hvæsede det ene ord efter det andet, direkte ind i mit kølige ansigt. Selvom han stod og var nær rød i fjæset af at skælde ud og være irriteret, var et lille grin alligevel ved at undslippe mine læber. Aldrig i mit liv, om han skulle tro at han kunne bestemme hvor jeg skulle ryge og ikke skulle.

”Jeg bliver desværre nødt til at ringe til dine forældre,” afsluttede han med et spidst udtryk, og pludseligt mærkede jeg hvordan jeg blev aflang i ansigtet. Mine forældre! Nok var jeg blevet bustet i at ryge på skolens grund et par gange før, men det var af et par lærere der aldrig havde gået videre med det til inspektøren – med lidt charme, kom man altid længere. Men noget sagde mig, at min så berømte charme ikke kunne bruges på denne lille skiderik. Pis os.

Efter at have været en tur på kontoret og under tvang havde givet ham mine forældres telefonnumre, blev jeg igen sendt til time. Forsigtigt bankede jeg på døren og jeg hørte min matematiklærers skrappe stemme, der bad mig om at komme ind.

”Godt du kunne være her til tiden, Andrew,” sagde hun kækt og vendte sig om mod tavlen, hvor hun fortsatte sin undervisning og jeg travede ned langs lokalet og fandt min plads. Jeg kiggede rundt, og var ikke længe om at få øjenkontakt med hende. Lavendel. Som vores blikke mødtes skyndte hun sig at kigge ned, og jeg anede morskab at tyde om hendes læber. Hun grinte! Hun grinte kraft i helvede af mig! Den lille kælling.

 

***

 

Igen sad jeg og måtte lægge ører til mine forældres ord. De var netop lige kommet tilbage fra samtale med inspektøren, og heldigvis havde min mor charmeret den gamle trold så meget, at han ikke havde bortvist mig – endnu. Men jeg havde fået en advarsel og hvis jeg bare så meget som tøvede på det forkerte tidspunkt, ville de ikke være bange for at smide mig ud af skolen. Heller ikke selvom jeg var færdig på Senior year om et par måneder, og det ville ødelægge mine muligheder fuldstændigt, for at fortsætte på Yale.

”Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er vi har gjort galt med dig, Andrew,” sukkede min mor og tog sig opgivende til hovedet, som hun slog sig ned på en stol. ”Michael kunne aldrig finde på at ryge; det skader ens helbred og ens vejrtrækningsproblemer, og i øvrigt er det utrolig dyrt. Ak og ve…” Min far var ikke længe om at bakke hende op, og sådan forløb min aften. Af røven til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...