Blodet fra rosen 2. (JDB)

Det her er 2'eren af På dybt vand, siden den var så nem at skrive. Hvor regnbuen ender er for svær at skrive på, så jeg har valgt at slette den og skrive på denne i stedet.

9Likes
90Kommentarer
3921Visninger
AA

5. 5.

Det måtte være første gang, at jeg besøgte hans grav. Mor havde ansvaret for at købe blomster og perfekt gravsten, men det havde hun tænkt sig at gøre til en løgn. Jo mere jeg kiggede på den fugtige jord, hans navn på murstenen og så på alle de andre gravsten, der havde større plads, springvand, blomster og hele lortet og så kigge på min lillebrors, der kun blev seks eller hvor gammel han nu end var.

Jeg skred fra kirkegården, før jeg ville tage fat i alle gravstenene og kaste dem væk og tænde ild til resten af lortet. Jeg burde tage lidt ansvar over ham, og når jeg mente det, ville jeg snakke med mor og få hende til at lette røven væk fra ham der Simon.

Vreden var ligesom ild, der gned sig op af mine arme, mine ben og over overkroppen. Det var ikke tit, jeg mærkede den rigtige vrede. Den der vrede som man bare ikke kunne styre og bare havde lyst til at slå alt.

Godt nok var Jude død og ikke ville lægge mærke til en skid, men alligevel skulle hans grav være smuk. Det var et bevis på, at der var nogle, der elskede ham, men eftersom ingen elskede ham, stod den bare tom der på kirkegården og så ensom ud. Og dette var min mor skyld i.

 

 

Jeg gik selv derover efter Justin kørte et eller andet sted hen. Mors hus var større end vores, mere pyntet og mere snobbet. Jeg kunne lige forstille hendes slaver, der gik og gjorde rent og pænt for hende.

Jeg åbnede døren, hadede at lugte til den alt for søde lugt herinde og trådte ind.

Lige da jeg gik et skridt ind, kom en vase direkte mod mit ansigt. Det kom i fuld fart og ville banke ind i mit ansigt om omkring et kvart sekund. Jeg bukkede mig ned og det landte ind i væggen bag mig.

"Hold dig væk!" skreg mor. Hun stod der i sin lyserøde, lårkorte kjole og tårnhøje højhælede som hun var ved at vrikke om på. Den ene hånd havde hun sin mobil i og den anden havde hun en tallerken i. "Du burde ikke være her. Hvad har du gang i?!" Hun kastede tallerkenen efter mig, men ramte en meter ved siden af mig.

"Gider du lade være?!" råbte jeg. Mor var skrøbelig, nem at smadre. Jeg skulle bare knække hendes negl og hun ville falde baglæns ned i sin grav.

Hendes hvide tænder gned sig op af hinanden og gav en klam lyd. Jeg bukkede mig ned, tog fat i det største stykke fra tallerkenen og kastede den efter hende, men ramte hende ikke.

"Hvad går du så rundt og laver?" spugte jeg. Jeg måtte stå på være på vagt ellers ville jeg få en vase i hovedet. Hun havde allerede en klar i hånder som hendes eneste våben. "Knalder med gamle, ensomme mænd eller tænke på dine børn?" Jeg vidste, at det var mig, der var skyld til hans død, men jeg tilføjede alligevel: "Det ser ud til, at det ene barn ikke overlevede din idiotiske opdragelse."

Jeg så vreden i hendes øjne som legende ild. Det var nærmest uhyggeligt at se hende så vred, men jeg ville ikke være bange. Især ikke foran min egen mor.

"Er du klar over, at jeg har hængt på jer hele mit liv? Jeg fik jer, da jeg var seksten og har slidt mig selv op!"

"Du kunne have fjernet mig! Ikke lade mig blive født! I stedet for at lade mig og Jude komme igennem sådan en barndom!" råbte jeg. Blodet pumpede i mig, brædte, sved og fandt en ukendt smerte frem.

"Jude fik den rigtige barndom! Jeg elskede ham!" sagde hun og skulle til at kaste vasen efter mig, direkte mod mit hoved, hvor jeg ikke havde en chance for at fjerne mig, da hendes arm stoppede og lod den falde ned på gulvet. "Har du besøgt ham?" spurgte hun med åben mund. "Ja," sagde jeg hårdt. "Jeg kan se, at du virkelig elskede ham. Du har aldrig elsket os, mor. Jeg ved ikke engang, om jeg kan kalde dig mor mere."

"DIN LORTE UNGE! Er du klar over, hvor meget du har ødelagt mit liv?! Kig på dig selv, Grace! Kig! Du er en forfærdelig lorte kælling." Det sidste hviskede hun.

Jeg troede lige, at jeg kunne se ild bag hende, men det var bare mit syn. Blodet, der stadig bankede alt for hårdt, fik mine hænder til at ryste. Mine tænder skar sig op af hinanden og jeg var nød til at bide mig hårdt i tungen, inden jeg skar mine tænder af.

Så slap jeg vreden fri og sprang direkte på min mor med mine hænder sigtet mod hendes strube.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...