Kærlighed ved første blik♥JDB 4

Ramona og Justin er efter to ulykker sammen igen - eller det tror de. Det hele går galt for dem - igen, og spørgsmålet om det virkelig er de to kommer igen og igen. For ikke nok med det går galt for dem, sker der også en virkelig slem katastrofe som næsten for Ramona til at dræbe sig selv. Og endnu dårligere er, at Ramona måske finder følelserne fra en anden person frem igen? Hvem ved. Altså kan ske, når Ramona skal overleve i telt med sin søster, samt Justin som skal holde styr på sin elskede karriere.

57Likes
628Kommentarer
12644Visninger
AA

20. Som man lige tror man skal afsted, ændres alle planerne

Jeg bed smerten i mig, selv om den var stor, skulle jeg ikke starte dagen med et mindre skrig. Som jeg var stået og op sat benene på gulvet, havde jeg fuldkommen glemt alt om mit brækkede ben, så det dunkede en del nu og gjorde ret ondt. Hurtigt fik jeg fat i mine krykker som stod op af mit natbord og gik ud på badeværelset. Det sagde en lille lys, da jeg trykkede på kontakten, så det lyste op med lys. Mine øjne skulle lige vende sig til det, men det gik også stærk. Forsigtigt stilte jeg mine krykker op af væggen, og kiggede på mig selv i spejlet. Mit hår sad uglet, men det kunne jeg hurtigt klare med at stryge hånden igennem det, som jeg så gjorde. Forsigtigt gned jeg mig i øjnene og nærmest kastede vand i ansigtet, for rigtigt at vågne op. Det var en rar fornemmelse, da det var tidlig morgen, og jeg i den grad var træt. Et gab undslap fra min mund, men egentlig var jeg lidt ligeglad. Det var bare et gab, som der nok ikke ville komme mere i dag. Frisk ville jeg jo blive hen af dagen. Mine krykker tog jeg nu og bevægede mig mod mit tøj skab. Mit tøj i dag skulle slet ikke være festligt, nok mere normalt hverdags agtigt.

Efter få minutter med at få mit tøj på, kunne jeg endelig gå nedenunder og sige ’godmorgen’ til min mor. Mit tøj bestod af en hvid v-hals T-shirt, nogle sorte bukser og et armbånd. At gå ned af trappen var noget jeg ikke brød mig om, da det var meget besværligt når jeg skulle gøre det med mine krykker. I starten havde jeg virkelig været ved at falde hele tiden, men jeg havde efterhånden fået lært det nu.  

”Justin, der er morgenmad” lød det fra køkkenet, i takt som jeg havde fået sat begge mine fødder på gulvet, for enden af trappen. Jeg smilede stille og bevægede mig mod køkkenet. Endnu en gang var det pandekager, men havde intet i mod det, så jeg smilede bare ekstremt meget.

”Er der nogen, som er morgenglad?” spurgte min mor, hvor jeg hurtigt nikkede. I dag skulle jeg synge min sang for Ramona, og også hele verden for den sags skyld. Det ville blive hårdt, og måske ville jeg knibe en tårer. Egentlig var jeg lidt ligeglad om jeg gjorde, for hvis jeg græd, vidste jeg at Ramona var noget værd.

”Jeg glæder mig bare til interviewet. Hvornår er det egentlig?” spurgte jeg min mor, som straks kiggede på hendes armbåndsur, efterfulgt af hendes ansigt ændrede udtryk.  

”Det må du undskylde, jeg har helt glemt tiden! Du skal være der om en halv time! Skynd dig og spis, så kører jeg dig der over” nærmest råbte hun, mens hun stilte tallerknen med pandekager foran mig, hvor hun hurtigt selv løb ovenpå. Hun skulle sikkert gøre sig helt klar, som jeg forstod fuldt ud. Hurtigt begyndte jeg at spise, da jeg ikke måtte misse den her chance, for at fortælle Ramona, hvad jeg følte for hende. Det skulle bare nås det her!

”Mor, er du klar?” råbte jeg, som jeg stod i gangen med sko, jakke, solbriller og kasket. Jeg havde nærmest ædt pandekagerne og var helt klar på fem minutter. Min mor havde til gengæld ikke vist sig på de fem minutter, men hun kom som jeg havde råbt, og havde allerede sko på. Hun åbnede døren for mig, og jeg kom forsigtigt ud. Med mine krykker kom jeg endelig ned til hendes bil og satte mig på passagersædet. Det var ikke så smart for mig at køre bil, nu hvor jeg har et brækket ben. Min mor kom ind på førersædet og startede straks bilen. Der var nu kun 24 minutter til jeg skulle på, og det tog mindst tyve minutter at komme derhen. Jeg var virkelig nervøs nu, og kom i tanke om noget; ”Mor, jeg mangler min guitar!” råbte jeg nærmest, og åbnede døren. Min mor sukkede irriteret, men jeg kunne ikke synge den her sang uden min egen guitar. Så hurtigt som jeg kunne – som var langsomt – kom jeg op på mit værelse, og fik fat i min guitar. Lige nu havde jeg bare brug for, ikke at have brækket et ben, men det var det som jeg havde. Da jeg var på vej ned af det sidste trin, skete der noget virkeligt irriterende, som bare skulle have været sket på hvert andet tidspunkt – jeg faldt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...