Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7381Visninger
AA

32. Sophie og min mors møde

”Er du klar, min søde?” spurgte jeg og kiggede på Sophie. ”Ja da, jeg glæder mig!” konstaterede hun, med et snedigt smil om læberne. Det fik mig til at ryste på hovedet og smile en smule. Jeg gik ind af døren, eftersom jeg næppe selv ville ringe på, jeg boede her selv, så hvorfor skulle jeg ende med at ringe på? ”Jeg har Sophie med,” råbte jeg længere ind i stuen. Jeg lagde hurtig mærke til, det kun var min mors overtøj, som stod i entreen, så der var tydeligvis ikke andre hjemme. Jeg smilte til Sophie, som smilte tilbage til mig, da huns med hendes hvide Converse. De var faktisk rigtig fede til hende. Vi bevægede os begge ind i stuen, hvor min mor sad i en sofa og så noget fjernsyn. Hun slappede da fuldstændig af, men det havde hun virkelig også hendes fulde ret til, eftersom hun til tider rendte rundt og gjorde alt for mig. Så hun skulle selvfølgelig og havde lov til at slappe af. Jeg gav Sophies hånd et klem, inden vi gik over mod sofaen.

”Du må være Sophie,” smilte min mor og rakte hånden over mod Sophies hånd. Sophie gav ligeså hånden til min mor. ”Ja, jeg er Sophie,” svarede hun og smilte. ”Du må være Pattie,” smilte Sophie. ”Ja, det er mig,” smilte min mor tilbage til Sophie. Vi satte os ned ved sofabordet og jeg svandt helt hen, jeg lyttede kun til hvad de snakkede om. Min mor spurgte Sophie om hvordan vi havde mødt hinanden, så da Sophie måtte forklare, hvad der var sket, eftersom hun var løbet ind i et træ, kunne min mor ikke lade vær med at grine, Sophie bebrejdede hende dog ikke, men grinede med. Dog var jeg det træ taknemmelig for at have stået lige der, for ellers havde hun jo bare løbet videre og jeg havde måske ikke siddet med hende i dag. Jeg havde fortalt min mor meget om Sophie, faktisk næsten alt det jeg vidste. Men min mor ville alligevel høre det fra Sophie. Derfor spurgte min mor indtil ting, som måske gik Sophie på, men hun svarede lystigt på spørgsmålene. Min vurdering var faktisk, at jeg tror min mor og Sophie faldt ganske godt i hak, hvilket bare lettede mit hjerte. ”Justin du er så stille i dag, det ligner dig overhovedet ikke!” konstaterede min mor med et kærligt smil om læberne. ”Det jo også umuligt, at få et ord indført i jeres samtale!” smilte jeg og grinte svagt. Hvor var jeg glad for de kunne sammen. Hvor var jeg glad for, at min mor havde taget imod Sophie på den kærlige måde. "Hør Sophie? Vil du ikke spise med i dag?” spurgte min mor smilende, spørgsmålet var selvfølgelig til Sophie. ”Det vil jeg da gerne,” svarede hun smilende. ”Så går jeg i gang med maden,” svarede min mor med et smil på læberne.

”Det gik da meget godt,” smilte jeg, da jeg lagde mig på sengen. ”Din mor er da ekstremt sød!” smilte hun og kiggede på mig. ”Det er hun også,” smilte jeg og grinte. ”Jeg er bare glad for, vi kunne sammen,” smilte hun og lagde sig ansigt på skrå. ”Det er jeg virkelig også!” smilte jeg og satte mig igen op. ”Kom herover,” smilte jeg og rakte en hånd udefter hende. Hun blev først stående, hvorefter hun så med yndefulde skridt, gik over mod mig. Jeg lagde mine arme om hendes liv og smilte op til hende, idet jeg rettede min ryg en smule, idet jeg med strålende øjne fik hendes læber mod mine. Det var som en drøm. Hun var min drøm, som jeg langt om længe havde opnået. En drøm jeg i starten ikke troede, ville gå i opfyldelse. Men som jeg sagde: never say never. Somme tider hjalp det mig, at jeg ikke gav op. Sophie var bare ét eksempel på jeg aldrig gav op. Det var en del af at være Justin Drew Bieber, du skulle ikke give op, især ikke med den stilling jeg havde fået mig. Jeg var et forbillede for millioner af unge mennesker, på alle aldre var de. De befandt sig i alle fire verdenshjørner og måske hørte nogle endda min musik lige nu. De unge som hørte min musik, gav sig tid til at lære min tekst udenad. Det var stort for mig og jeg var kun 17. Der kunne nå at ske så meget. Der kunne ske millioner af ting. Ting som man ikke kunne forudse. ”Hvor er jeg glad for, jeg lyttede til mit hjerte denne gang,” hørte jeg en stemme sige. Det vækkede mine tanker, mine forfærdelige mærkeligt tanker lige på dette tidspunkt. ”Er du? Siger dine instinkter du valgte rigtigt?” smilte jeg og knugede hende ind til mig. Jeg ville være ved hende, være ved hende sådan så ingen gjorde hende fortræd. ”Jeg tror mine instinkter siger at jeg valgte det vigtigste i mit liv,” smilte hun og kyssede mig på kinden. Det fik mig til at smile. Hun fik mig altid at smile. Hun gjorde mig glad..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...