Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7378Visninger
AA

13. Playa Las Arenas

Ligeså snart vi steg ud af bilen, lød blitzen foran mine øjne. Skræmt løb jeg om på den side Justin var. ”Hvad?” spurgte han idet jeg kiggede skræmt på ham. ”Jeg tror de fik et nær billede!” konstaterede jeg for mig selv. Han begyndte at grine og hans latter var sød, også selvom det var af mig. ”Ja, de elsker nærbilleder,” grinte han. ”Her er godt nok smukt,” smilte jeg. ”Jeg elsker vandet!” konstaterede jeg igen. Idet jeg trak ham med ned i sandet. Vi gik længere ned mod vandet, en masse mennesker lå og hyggede sig. Dog var her ikke særlig mange. Måske fordi det var midt på dagen? Hvad vidste jeg?

”Du sagde, du elskede at tage billeder. Så tag et?” smilte han og gav mig et kamera. Jeg tog imod kameraet, idet han gik op på en slags klippe, eftersom vi var kommet et godt stykke væk fra alle menneskerne og alle kameraerne. ”Okay..” sagde jeg og smilte. Han stilte sig klar, mens jeg begyndte at tage nogle få billeder. ”Sådan!” konstaterede jeg tilfreds. Han hoppede ned i sandet. Vi havde begge smidt vores sko. ”Wow, de er virkelig gode!” sagde han og tog kameraet fra mig. ”De rigtige gode Sophie,” smilte han og kiggede på mig. Vi faldt begge sammen i sandet. Det gyldenbrune sand. ”Det længe siden jeg har haft sådan en dag!” sagde Justin og kiggede på mig. ”Hvad mener du?” spurgte jeg. ”Det længe siden jeg har kunnet Justin Drew Bieber!” konstaterede han. ”Det som alle forlanger noget fra mig,” sagde han sukkende og kiggede ud i havets skær. ”Det ikke rigtigt. Du har din familie Justin!” sagde jeg og smilte. ”Det lidt svært, altså min mor støtter mig da. Men det som om hun ikke kan udgøre mine søskende og fars plads,” smilte han. Han snakkede om verdens turne. ”Så forstår jeg,” svarede jeg og smilte med et skævt smil. ”Jeg ville bare ønske, jeg kunne koble fra engang imellem,” svarede han og kiggede på mig. Men denne gang fjernede han ikke blikket fra mig, han blev ved med at kigge på mig. Sådan rigtig længe. ”Ligesom da vi stod i Parken. Jeg ville godt kunne snakke med piger, uden at det hele skal afsløres!” konstaterede han smilende. ”Åhh nej..” sagde jeg og kom i tanke på noget. Jeg rejste mig op og stille begyndte tårerne at trille ned af mine kinder. I hælene havde jeg Justin, et vidste jeg godt. Han tog fat i min arm. ”Sophie!” sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene. Åhh nej, han havde fået mig. Han havde vundet mit hjerte. Sophie altså. ”Justin jeg kan ikke. Jeg må ikke,” fik jeg fremtvunget ud af mine læber. ”Men…” sagde han og kiggede på mig. ”Sophie.. jeg har haft nogle helt vildt sjove timer med dig. Vi har grint, du har overbevist mig om, man ikke behøver at være kendt hele tiden, at det er okay at koble fra til tider. Du har vist mig den rigtige Justin,” sagde han og kiggede på mig med et par alvorlige øjne. Det fik mig til at slappe af. Det fik mig til at blive. Hvad gjorde han? Hans påvirkning på mig og mine valg irriterede mig en smule.

Vi satte os igen ned i sandet. ”Hvornår tager du så videre?” spurgte jeg og kiggede ned i sandet, jeg lod mine hænder køre igennem det gyldenbrune sand. ”Om tre dage,” sagde han og sukkede. ”Åhh..” svarede jeg og kiggede nu udover vandet. ”Jeg er ellers begyndt at vende mig til Spaniens smukke omgivelser,” svarede han og grinte, hvorefter han puffede mig i siden. Jeg smilte og kunne heller ikke lade vær med at grine en smule. Jeg gemte mit ansigt, idet jeg kunne mærke mit ansigt begyndte at koge. Det blev rødt. Jeg rødmede. Jeg vidste jo godt, hvad han mente med ”smukke omgivelser”. ”Du rødmer!” konstaterede han. Det fik mig til at smile. Han havde opdagede det. ”Hvem gør ikke det?” spurgte jeg, som om det ikke var normalt at rødme. ”Man rødmer kun.. når man bliver usikker!” konstaterede han klogt. ”Så du er usikker?” gentog han sig selv og lagde mig ned i sandet. Jeg trak på skulderene. Han lå halvt oven på mig. Idet jeg uventet væltede ham tilbage i sandet og tog noget sand, mens jeg proppede det ned af ryggen på ham. Jeg rejste mig op og begyndte at løbe rundt i en cirkel. ”Det skal du få betalt!” konstaterede han og rystede sandet ud fra ryggen. Jeg kunne ikke lade vær med at grine. Ligeså kunne Justin ikke. Hans latter var fantastisk, det fik mig til at smile. Idet jeg mærkede en masse sandkorn mod min krop. Han havde kastet sand efter mig. Jeg tog også en masse sand op i mine hænder og kastede det efter ham. ”Argh Sophie!” sagde han og børstede det af ham. Det fik mig bare til at grine. ”Hvad med en dukkert?” grinte han og smilte idet han kom gående mod mig. ”Den hopper jeg ikke på,” konstaterede jeg og gik væk fra ham. Han trak på skulderene. ”Jeg mente det med dukkerten!” konstaterede han. ”Jeg har ikke tøj på til det!” konstaterede jeg hurtigt. ”Jeg kan skaffe os nogle håndklæder bagefter, kom nu!” sagde han smilende. Jeg kiggede på ham. ”Hvis du går i først!” sagde jeg og smilte. ”Sikker?” spurgte han. ”Sikker!” konstaterede jeg. ”Deal?” sagde han igen og rakte en hånd til mig. Jeg lagde min hånd i hans, mens han slog over med hans egen hånd og jeg slog over med min anden frie hånd. Han smed hans halskæde, lagde den ned i hans sko, hvilket han også gjorde med mobil og hans kamera vi havde brugt tidligere. Han smed også hans solbriller. Idet han gik længere ned mod vandkanten. Han havde sku tænkt sig at gøre det. Han trådte ud i vandet og idet han kom langt nok ud, så jeg ham forsvinde under vandet. Idet der efter nogle sekunder dukkede et vandvæsen op ude i havet blåskær. Han viftede med armene, en hentydning til jeg skulle komme derud. Hvis min far vidste, hvad jeg havde gang i, var jeg død resten af mit liv. Så havde jeg garanteret fået husarrest Jeg smed mit halstørklæde, jeg tog min ydertrøje af, sådan så jeg kun havde min top på, godt nok var den hvid, men den kunne altid vaskes. Så tog jeg mine øreringe, min halskæde og mit armbånd af. Hvorefter jeg stille gik ud i vandet. ”Er det meningen jeg skal helt nedenunder?” beklagede jeg mig og kiggede ud på ham. Hans trøje sad tæt på kroppen, eftersom han var drivvåd. Det afmærkede hans muskler. Det fik mig nærmest til at savle altså. Hans hår sad ned af ansigtet, idet han rystede det, kunne det ikke blive mere sexet. Han sendte samtidig det der Justin-Bieber smil og jeg faldt direkte ned i vandet. Bogstavelig talt. I det fjerne hørte jeg Justins latter. Hurtig fik jeg kæmpet mig op på benene og gik videre ud, derude hvor han stod. ”Det her er klart det mærkeligste jeg har gjort!” afgjorde jeg. Han kastede sig tilbage i vandet. Han kom hurtig på benene igen. ”Har du det aldrig sjovt?” spurgte han og kiggede på mig. ”Hvad mener du?” spurgte jeg og kiggede mærkeligt på ham. ”Jeg mener, du virker meget indelukket. Som om du ingen ting må,” smilte han. ”Du skulle bare vide.” sagde jeg sukkende. ”Hvorfor gør du det så ikke bare?” spurgte han. ”Du forstår ikke Justin. Det meget mere kompliceret!” sagde jeg nervøst og kiggede ned i det spejlblanke vand. ”Det er faktisk ikke så kompliceret Sophie. Det er kompliceret, fordi du gør det kompliceret!” sagde han og smilte. ”Hvordan gør jeg det kompliceret?” spurgte jeg ham. ”Måske skal du snakke med din far, om hvad der betyder mest for dig. Hans tillid til dig,” smilte han stille. Idet han bevægede sig tættere på mig. Vi var begge drivvåde og jeg kunne snart mærke hans åndedrag mod min krop. ”Hvad hvis han bliver sur..” mumlede jeg og kiggede på ham. ”Hvad er livet, uden man engang imellem tager et par chancer,” smilte han charmerende. Det fik mig selv til at smile..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...