Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7359Visninger
AA

21. Mødet med Justin Bieber

Jeg gik på fortovet og tanker passerede mine tanker, idet jeg i det fjerne, kunne skimte Los Angeles Airport. Det fik mg automatisk til at smile, men det fik mig også til at tænke. Der havde jeg sidst været, da min far var faldet om. I overmorgen ville han have sit livs dag. Jeg glædede mig, men jeg var mere en spændt, på hvad den dag ville bringe mig. Ville den bringe mig en afsked, eller ville dagen blive den bedste nogensinde? Spørgsmålene vandrede sig stadig rundt oppe i mit hoved. Jeg gik over fodgængerkrydset, der var mange biler. Da jeg fandt ud af, at det faktisk var andre tøser, der vidste at Justin ville komme. Jeg kiggede rundt og så en masse piger. Han havde skrevet til mig, at han ville ankomme om natten, for at vække mindre opmærksomhed. Det havde han da klaret ok godt. Jeg nærmede mig og blandede mig mængden af mennesker. Jeg gik indenfor, men det var ikke nemt at komme igennem alle de vagter. Derfor opstod en episode som denne. ”Hvorfor skal du ind frøkenen?” spurgte en mand, som var helt gennemført i sort tøj. ”Hvad skal man I en lufthavn?” havde jeg svaret. Den måde jeg havde svaret på, var ikke okay. Det vidste jeg da godt. Men jeg var træt og ville bare møde Justin. Nu eller aldrig. ”Hvem skal du tage imod?” spurgte han og kiggede på mig. ”Justin!” sagde jeg bare og prøvede på at komme forbi. Men han hev mig selv med indenfor, sådan så vi ikke stod ude imellem alle pigerne. ”Okay hr. Vil du se jeg har hans nummer, jeg har private billeder med ham på min telefon? Utroligt du skal snage i mit privatliv!” sagde jeg og kiggede på ham. Jeg sagde det med en arrig stemme. ”Det er mit job,” sagde han. Jeg sendte ham et irriterende job. ”Det er nu!” sagde jeg panisk. ”Kan jeg stole på dig?” spurgte han. ”Ja!” sagde jeg stille og proppede min telefon ned i min lomme igen. ”Så løb med dig, han kommer i gate 5, faktisk nu!” sagde han og kiggede på mig med et smil. ”Wow.. Mange tak!” røg der hurtig ud af min mund. Jeg satte i løb mod gate 5.

Endelig var jeg her, men han var dog ikke kommet ud endnu. Heldigvis. Jeg smed mig ned i en stol, som var ved gate 5. Jeg lod mig tage nogle dybe indåndinger, idet jeg hørte en stemme. ”Hvad laver du her?” spurgte han. Jeg kiggede automatisk op og det var ikke Justin. Jeg sank sammen igen. ”Venter på han kommer!” sagde jeg og kiggede mærkeligt på ham. ”Så er det jo godt han er kommet!” sagde en stemme bag ham manden og der stod han. Sin egen høj person. Justin Drew Bieber. Den person jeg var faldet for. Jeg var måske endda blevet forelsket i ham. Hvordan mon han følte om mig? Et tandpasta smil viste sig om hans læber, hvilket gjorde jeg også smilte stort. ”Justin!” sagde jeg og sprang over til ham. ”Sophie!” sagde han lettet og svang sine arme om mig. ”Jeg har savnet dig!” sagde jeg stille og begravede mit hoved ind i hans brystkasse. ”I lige måde, virkelig meget i lige måde!” konstaterede han igen. ”Vil du ikke med mig hjem? Jeg har så mange ting, jeg skal sige til dig?” spurgte jeg og kiggede op på ham. ”Jo, jeg er også ret træt!” sagde han og gabte. ”Også her!” smilte jeg. Vi slap grebet om hinanden og gik hver for sig videre ud. ”Hey du. Du sagde i ville komme om natten for at vække mindre opmærksomhed!” sagde jeg og gav en albue i siden, idet at skydedøren gik op til udenfor. ”Hvor er dit ’crew’ egentlig henne? Man har vel et, når man er så stor som dig?” sagde jeg og kiggede på ham. ”Min mor er her, men hun er i flyveren sammen med de andre, jeg så dig bare også ville jeg se dig,” sagde han og sendte mig det der charmerende smil. ”Gå Justin!” sagde jeg idet han blev stående i døren. Det var en skydedør, så den ville ikke være åben for evigt. ”Når ja!” sagde han og rystede sit hoved. Jeg fulgte bare efter ham og lod ham tage sig 100 procent af sine fans. ”Jeg bor kun fem til ti minutters gang fra lufthavnen her,” sagde jeg, da vi havde passerede alle fansene, som han åbenbart ikke vidste, var her. Mærkeligt synes jeg lidt. ”Så lad os komme hjem til dig,” smilte han. I stilhed gik vi. Han havde en skuldertaske over hovedet, mens han gik i joggingbukser og en hvid t-shirt. ”Er du egentlig okay Sophie?” spurgte han pludseligt. Han vækkede helt mine tanker, idet jeg bare havde gået og dag drømt. ”Jeg har det fint,” svarede jeg, men jeg måtte bide mig selv i underlæben. For jeg vidste godt det ikke var rigtigt. Jeg var knust. Jeg var sønderknust. Helt ude af den. ”Det ved jeg godt, ikke passer,” svarede han og vente mig om, så han kunne se mig ind i øjnene. Jeg kiggede ned. ”Justin jeg har det fint!” tilstod jeg. ”Du har det ikke fint,” sagde han igen og kiggede på mig. Gennemsøgende. Opdagende. ”Okay. Nej jeg er ikke okay!” sagde jeg og kiggede på ham. Jeg låste forsigtig op indtil mit hus. Justin kiggede søgende rundt, det forstod jeg nu også godt, når han endnu ikke selv havde været her. ”Kom!” hviskede jeg. Han fulgte lydløst efter mig, da jeg tog hans hånd og trak ham med ind på mit værelse. Jeg smed mig ned i sengen og her kunne jeg give slip. Med Justin alene følte jeg, at jeg kunne alt. Måske der lå noget bag at man kendte en person så godt? Men man havde kendt person i så lidt tid?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...