Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7356Visninger
AA

22. En masse berøringer

Del 2 - Justins synsvinkel 

Der lå hun. Hvor havde jeg savnet hende? Mon hun virkelig vidste, hvor meget jeg var faldet for hende. Hun var virkelig sød. Ikke nok med det men jeg måtte også kæmpe for hende. Det kunne jeg lide. ”Shh..” sagde jeg og lagde mig ned ved siden af hende. Hun var ked af det, jeg forstod hende. Tænk hun stod overfor sin fars død. Hun stod næsten ”face to face” med den. Jeg lod min hånd køre op og ned af hendes ryg. ”Justin jeg vil ikke miste ham!” sagde hun og kiggede på mig. Jeg ville ikke fortælle hende, at han ikke ville dø. For det vidste jeg ikke. Derfor fandt jeg på bedre ord: ”Det skal nok gå,” på den måde fortalt jeg hende, at jeg ville være her for hende. Bare husk Sophie, jeg vil altid være her!” fortsatte jeg. ”Det rigtig sødt af dig Justin, selvom jeg ved du har umådelig meget travlt, har du alligevel tid til mig, det betyder mere end noget andet,” røg der ærligt ud af hendes mund. Det fik hende til at græde endnu mere. Jeg kiggede hende ind i øjnene, men de var ikke længere de øjne, som jeg elskede. De var røde og blanke. ”Sophie, du må ikke græde!” sagde jeg og kyssede hende på kinden. ”Det vil jeg heller ikke, men det er svært!” svarede hun. Jeg sendte hende et smil og slog mine arme om hende, hun slog ligeså hendes arme om mig.

”Justin jeg ved vi skulle tilbringe dagen sammen i morgen, men min far skal faktisk opereres i morgen!” sagde hun og kiggede på mig. Hvad? ”Jeg troede, du sagde, det var i overmorgen?” sagde jeg og kiggede spørgende på hende. Jeg slap mit greb om hende. ”Du kan altså godt være ærlig overfor mig Sophie,” sagde jeg og kiggede på hende. ”Jeg troede, det var i overmorgen, men det var det åbenbart ikke!” sagde hun og kiggede på mig. ”Det er helt okay,” smilte jeg. Jeg måtte lige hanke op i mig selv. Men så kunne jeg åbenbart ikke være sammen med hende i morgen, alene. ”Men vil du ikke nok tage med mig på sygehuset?” spurgte hun pludseligt. Hendes dejlige stemme vækkede mig, fra min tankegang. Jeg havde ellers planlagt, det perfekte måde at afsløre for hende, at jeg var mere end faldet for hende. Jeg var forelsket. Jeg var håbløst forelsket. Jeg elsker dig, er store ord. Men jeg tror, at Sophie var den rette, for mig, som skulle have det at vide. Jeg var meget imod det, da hverken Sophie eller jeg havde sagt ”jeg elsker dig” til hinanden, endnu. Så jeg var spændt på, hvordan hun ville reagere. For jeg vidste, at hun synes det var store ord. Store ord man skulle mene, før man kunne sige det. Det ville jeg kun give hende ret i. ”Med på sygehuset? Lad os nu ikke gøre det svære for din far, end det er i forvejen,” sagde jeg og kiggede på hende. ”Faktisk har han sagt, han gerne vil møde dig!” konstaterede hun og kiggede ned i dynen. ”Vil han?” spurgte jeg interesseret. Hun nikkede yndefuldt og uskyldigt på hovedet. ”Så tror jeg også, at jeg vil møde ham,” sagde han hurtigt og kiggede interessant rundt på mit værelse. ”Vil du Justin?” spurgte hun og rejste sig op i sengen, sådan så hun sad op. Jeg stod op i rummet, så jeg valgte at gå over mod hende. ”Ja, det gør jeg Sophie,” smilte jeg og lagde hende forsigtigt ned i sengen, hvorefter jeg lagde mig halvt oven på hende. Jeg kiggede bare ind i hendes fantastiske øjne. De var virkelig fantastiske. De havblå øjne lyste ud i rummet. Jeg blev ved at kigge ind i dem og hun kiggede ind i mine. Jeg nærmede mig hendes ansigt og trykkede blidt mine læber mod hendes. Hun kyssede med, det kunne jeg mærke. Hun kyssede ekstremt godt, hver gang jeg kyssede hende, kunne jeg knap forlade vores kys. Idet jeg kunne mærke noget underligt. Hun græd. Igen. Jeg fjernede mig fra hende og kiggede på hende, med et opmuntrende smil. Jeg trykkede hende ind til mig, jeg lod hende overtage min favn. Jeg åbnede mit hjerte, for hun var velkommen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...