Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7376Visninger
AA

18. En mærkelig hændelse

”Goodmorning,” grinte Sandra og stak en albue i siden på mig. ”Sandra, helt ærligt jeg sov!” brokkede jeg mig. ”Not anymore,” svarede hun, med hendes strålende humør, kunne jeg ikke lade vær med at sende hende et smil. Vi var stadig i flyet, så jeg prøvede at tage nogle af de store hørebøffer på, sådan så jeg kunne følge med i den film, som blev vist på skærmene. Men i sidste ende viste det sig, at jeg hellere måtte opgive, da filmen var langt inde, så jeg kunne overhovedet ikke følge med. Sandra derimod var optimistisk og tog hørebøfferne på alligevel. Jeg trak på skulderene og kiggede ud på stjernerne, som jeg nemt kunne skimte i den mørke himmel. Højtalerne begyndte at skramle og jeg lyttede ekstra godt efter. Jeg tog min musik ud af ørene. Stoppede helt min musik. ”Jeg vil bede alle om at spænde sikkerhedsselerne, da vi gør klar til at lande!” højtalerne gik ud og folk rundt omkring begyndte at skramle endnu mere med ting, end hvad de havde gjort i forvejen. Voksne begyndte at spænde deres små børn og de små børn som havde tumlet rundt ude i midtergangen, blev hevet ind på plads. Stewardesserne ryddede ganske enkelt op og jeg satte min sikkerhedssele i spænd, hvilket min familie ligeså havde gjort. Jeg kiggede ud af vinduet og kunne nu se den by, som lyste op med alverdens lys. LA. Der var ingen tvivl. Hvor var det fantastisk. Hvor var det fantastisk flot. At se alle de glimtende lys, som lyste hele LA op. Hvor ubeskriveligt.

”Jeg vil gerne sige tak for en behagelig flyvetur, kom god hjem, eller god fremgående rejse!” sagde piloten ude fra cockpittet, forhåbentlig var han derude.  En sum lød gennem flyet og mennesker begyndte at pakke sammen. Ligeså gjorde vi. Vi sad tæt på døren, så vi var nogle af de første, der kom ud i luften. ”Så skal vi bare have vores bagage!” sagde min far. ”Et mareridt!” konstaterede Sandra, som i sidste ende havde ret. Det tog altid en krig tid at få fat i sin bagage. Min far fik hurtig fat i en vogn, som vi kørte rundt med. ”Hvad siger I til vi tager noget at spise, i en af restauranterne?” spurgte min far med et smil på læben. ”Lækkert!” sagde Sandra som den første. ”Det ville ikke være dårligt,” smilte jeg. ”Lad os lige få bagagen først!” sagde min mor. Vi nikkede os enig og gik hen til der hvor vi ville modtage alt vores bagage. ”Det er min!” sagde jeg og hev fat i en kæmpe sportstaske, men så mange kræfter havde jeg så ikke, så jeg missede den. ”Ej helt ærligt slappe,” grinte Sandra. Det fik os begge til at grine. Min mor og far, stod længere oppe og tog imod deres bagage. ”Prøv at se om du kan få fat i min?” jokkede Sandra, hun pegede på en kæmpemæssig kuffert. ”Helt ærligt, Einstein. Når jeg ikke kunne få fat på en sportstaske, tror du så jeg kan få fat i en kuffert?” sagde jeg og kiggede på hende, med et løftet øjenbryn. ”Nej!” erklærede hun sig enig. ”Klogt svar,” grinte jeg. Hun hev selv kufferten ned. Anden forsøg kom, min sportstaske kom rullende på båndet. Jeg hev fat i den og fik den i andet tag. Jeg svang den over skulderen og ventede på den sidste taske. Jeg satte imens min store sportstaske ned. Jeg så min rygsæk komme, som jeg nemt fik fat i første gang. Sandra og jeg fulgtes ned til vognen, hvor både vores mor og far stod. Min far gik i gang med at pakke vognen da min mobil ringede. Den havde jeg i det mindste fået tændt efter flyturen. Det var Jacob. ”Vi er i land!” smilte jeg og kiggede på Sandra. ”Det lyder godt Sophie!” konstaterede han. "Men så ses vi bare,” smilte han. ”Vi ses Jacs,” grinte jeg og lagde på. Vi gik overmod en restaurant i lufthavnen, selvom klokken var en ottestykker!

Vi satte os alle fire, ved det bord som vi havde fået. Hurtig fik vi bestilt. Sandra og jeg bestilte burger med pommes frites. Ikke det bedste alternativ, men det var bare et hurtigt måltid, havde min far sagt, eftersom det så ud til, han meget gerne snart ville hjem. Mens vi sad og ventede på måltidet, sad Sandra og jeg med en mobil og fandt noget interessant musik, vi havde en høreprop i hver vores ører. ”Piger, gider i lige, vi sidder på restaurant!” sagde min mor og kiggede på os. Grinene fik vi pakket vores ting sammen. Hvorefter maden så landte på vores borde. Jeg havde ikke længe fået en burger, som den jeg fik nu. Jeg havde næsten smidt Justin ud af mine tanker. Han havde faktisk ikke været i mine tanker, efter Jacob havde sagt det til mig. At jeg skulle give ham noget tid. Jeg tog den sidste bid af min burger. ”Det smagte godt nok godt,” smilte jeg og kiggede rundt på de andre. ”Ja, ikke dårligt!” svarede min mor med et smil. ”Far? Er du okay?” spurgte jeg, idet jeg så min far, som bare stirrede ud i luften. Jeg gik intet svar. ”Far?” sagde Sandra. Skræmt kiggede vi på hinanden, idet et bump lød på gulvet. Vi vidste hvad det betød..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...