Et helt andet miljø - Justin Bieber

Lever i hvert sit miljø, finder de mon nogensinde sammen?

35Likes
131Kommentarer
7353Visninger
AA

35. En engel

Vi gik stille og roligt hjemad mod mig. Hun var nået et godt stykke vej da hun gik. ”Jeg ved seriøst ikke hvad der sker med nogle af mine fans, kan de ikke bare være glade på mine vegne!” sagde jeg igen. Denne situation havde påvirket mig utrolig meget. ”Justin inderst inde er de glade på dine vegne. Lige nu er det måske bare ekstremt nyt for dem!” konstaterede hun. Hvordan kunne hun bære over med det, eftersom hun var blevet slået halvt fordærvet? Jeg var overrasket, men Sophie overraskede mig altid. ”Du bliver ved med at overraske mig!” smilte jeg, mens mine øjne var en anelse større end de plejede at være. Smilet på mine læber var også ekstremt stort. ”Det er fordi, jeg kan se igennem øjnene med sådan noget!” konstaterede hun og smilte. ”Hvor er jeg stolt af dig Sophie!” konstaterede jeg og lagde mine arme om hende. ”Justin sandheden er, at jeg også er ekstremt stolt af dig. Du gør alt så meningsfuldt, du viser så meget, bare ved at synge en sang eller to, jeg ser virkelig op til og forstår hvorfor flere millioner andre piger også gør det!” smilte hun. Det fik også mig til at smile. Vi drejede op mod der hvor min mor sikkert ventede som et nervevrag.

 

”Det tog altså lang tid Justin!” konstaterede min mor hurtigt. ”Ja, der kom et par forhindringer!” sagde jeg og himlede med øjnene, mens jeg så over på Sophie. ”Mor. Sophie sover her i nat,” konstaterede jeg og kiggede afventende på hende. Først blev hendes blik en smule anderledes, da hun så Sophie, men så smilte hun. ”Hvis..” sagde hun og kiggede nu ekstremt moragtigt på mig. ”Den er fesset ind mor,” smilte jeg og gav hende et klap på skulderen. ”Hvad er der sket?” spurgte min mor og kiggede på Sophie. Sophie og jeg kiggede på hinanden. Vi måtte nok hellere fortælle hende det. ”Jeg var på vej hjem, idet jeg mærker nogle rive fat i mig og trækker mig over på en slag multibane, hvor der er hegn om. De kaster mig op ad hegnet, sparker og slår mig. Faktisk sagde de noget, jeg ikke fik sagt til dig Justin. De sagde, at de advarede mig mod at være sammen med dig. At hvis jeg tilbragte mere tid sammen med dig, så ville de nødig sige hvad der ville ske!” konstaterede hun og kiggede på både min mor og jeg. Det sidste overraskede mig, mens det hele så ud til at overraske min mor. ”Det er for galt!” sagde min mor og tog sin hånd op til munden, af bare overraskelse. ”Mor jeg snakkede med dem, jeg tror de forstod, hvad jeg sagde!” konstaterede jeg rimelig tydeligt. ”Men, der er flere derude. I må være forsigtige!” sagde min mor og kiggede på os. Vi adlød begge. ”Advare dig om at være sammen med mig?” sagde jeg hidsigt. ”Jeg skal advare dem..” vrissede jeg. ”Fald ned Justin!” konstaterede min mor. ”Du snakkede jo med dem ikke, vi må håbe på det ikke sker igen også må vi sørge for Sophie ikke går alene igen,” sagde min mor igen. ”Det skal jeg sørge for!” konstaterede jeg med et lumskt smil om læberne. ”Jeg er faktisk lidt træt,” hørte jeg Sophies spinkle stemme sige. ”Så lad mig vise dig sengen,” smilte jeg og fulgte med hende derind. ”Hvor er I søde Justin. Både din mor og dig, jeg tror aldrig, jeg har mødt mennesker, med så store hjertet, som I begge har!” konstaterede hun. ”Det varmer Sophie, det ved du godt ikke?” sagde jeg og gav hende et knus. Hun smilte, det kunne jeg mærke. ”Det var, det der var meningen!” konstaterede hun hurtigt. ”Har du noget tøj, jeg må låne, altså bare til at sove i?” spurgte hun og kiggede på mig. ”Jeg har et par fodboldshorts og en stor t-shirt, mener jeg!” konstaterede jeg og fandt hurtig, det jeg ledte efter. Hun smilte. ”Hvor kan jeg skifte?” spurgte hun. ”Her, så går jeg bare ud!” konstaterede jeg. ”Super tak Justin,” smilte hun og rødmede. Det fik mig selv til at bluse en smule op. Jeg smuttede hurtig ud af døren og ventede til hun gav lyd fra sig igen. Da jeg kom ind, så hun så yndefuldt i sengen, med en dyne over sig. Jeg lod mig tage min hættetrøje af. ”Må jeg godt skifte?” lød min stemme. Jeg skulle lige være sikker. ”Selvfølgelig,” smilte hun genert. Jeg tog min trøje af og kastede den over på en stol, der befandt sig her i rummet, jeg tog ligeså mine bukser af og hoppede i et par fodboldshorts og ville næppe tage en trøje på, det ville bare blive for varmt for mig. Jeg hoppede over til Sophie. ”Sophie, du ved godt jeg elsker dig ikke?” mumlede jeg i mørket. Det var nu helt mørkt på værelset. ”Det ved jeg godt. Men ved du… at jeg elsker dig?” var hendes stemme. ”Du er en helt i dag Justin. Du reddede mig!” smilte hun og jeg kunne mærke hendes berøring, gav mig kuldegysninger. ”Gjorde jeg?” spurgte jeg smilende. Hun så det ikke, eftersom det var mørkt. ”Ja du gjorde. Jeg har altid elsket den Justin jeg kender,” mumlede hun igen. ”Jeg er klar til at gå mod verden, bare sammen med dig,” hørte jeg hende igen sige. ”Store og smukke ord Sophie!” konstaterede jeg. ”Og jeg mener dem!” smilte hun, jeg kunne mærke hun lagde mig ned på ryggen og halv oven på mig, hvorefter hende læber passerede mine og det blev en smule heftigt, men det var intenst. Jeg kunne lide det og ikke nok med det, så tror jeg, at jeg havde fundet mig min helt egen engel. En engel som hed Sophie Sanchez Rodriguez..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...