Fuldkommen ligegyldigt

Den handler om en pige. En dag i skolegården, opdager hun noget mærkeligt. Efter det, ændres hendes liv brat.

1Likes
5Kommentarer
1419Visninger
AA

4. Hullet

Jeg skyndte mig hen til biblioteket. Hun lå der stadig. Måske var det hende der havde sms’et mig? Men… hvorfor? Og hvordan? Hun havde jo ikke engang en mobil. Jeg undrede mig over det, indtil jeg så det. Hun bevægede sig. Hvordan kunne hun det? Jeg var så nysgerrig. Men jeg fandt egentlig aldrig ud af det. Det var også ligegyldigt. Stanken kom op til min næse. Jeg måtte væk derfra. Pludselig var der vægge overalt. De trak sig sammen om mig. Kom tættere og tættere på… det var som om al luften blev klemt ud. Der var helt indeklemt. Væggene var kun et par få cm væk fra mig. Hvor skulle jeg komme ud? Jeg gik i panik. Det der skete bare ikke. Jeg så et hul. Var jeg i helvede? Det tvivlede jeg på. Jeg skyndte mig bare at kravle derind. Det var lige stort nok. Ude på den anden side var mit hus. Eller var det det? Det lignede det i hvert fald, så jeg gik bare derind. Jeg var ligeglad med den døde, hun var sikkert mast. Jeg kom ind i huset. Jeg kiggede efter mine forældre. De burde være hjemme. Det var midt på dagen, og de skulle lave kanelsnegle til gæsterne der kom. Jeg så på uret. Klokken var halv tre. Gæsterne skulle have været her for en halv time siden. Hvor satan blev de af? Jeg gik resten af huset igennem, inden jeg fuldkommen gik i chok. Jeg hørte hverken lyde, eller så nogen. Hele min krop rystede af skræk. Jeg var sikkert kommet ind i en anden dimission, eller hvad det nu hedder. Men alligevel troede jeg ikke helt på det. Hvordan kunne det lade sig gøre, at jeg var røget derind? Selvfølgelig, hullet. Men... stadig var der jo det med, at hullet ikke var ret stort. For det andet: magi eller overnaturlige ting findes ikke. Og det ville det heller aldrig. Så... jeg var lidt ligesom Palle Alene I verden. På en eller anden mærkelig måde føltes det dejligt at være væk fra alle. En anden måde var også træls. Måske kunne jeg ringe til dem? Jeg var jo stum, så hvordan ville det lykkes? Jeg besluttede mig for at sende en sms til Markus. Han svarede normalt hurtigt. Hvordan går det, Markus? skrev jeg. Intet svar. Jeg følte mig meget ensom på det tidspunkt. Pludselig hørte jeg en stemme. En stemme der sagde: ”Jeg har det fint.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...