En historie for en blomst


En udfordringsnovelle fra en novelle. Udfordringen lød; : Du skal befinde dig udendørs, og bruge blomster symbolik. Der skal være blomster og sne på samme tid?

7Likes
8Kommentarer
1642Visninger
AA

2. Blomster

Hun vågnede op til hvad der skulle have været en helt almindelig vinterdag, det år. Men noget var ikke som det plejede. Hendes ryg gjorde forfærdelig ondt, og hun frøs som bare pokker. Langsomt fik hun tvunget sine søvndrukne øjne op, men måtte hurtigt lukke dem igen, i det at et skarpt hvidt lys blændede hende smertefuldt. Efter at have blinket op til flere gange, vænnede hendes blå øjne sig langsomt til al lyset. Det første hun lagde mærke til, var at hun lå på en hård træbænk. En bænk der mindede mistænkeligt meget om den hun så mange gange før havde sat sig på i Parken, når spektaklerne derhjemme var blevet alt for voldsomme. Efter at have sat sig op, havde hun da også fået bekræftet sin fornemmelse. Hun havde simpelthen sovet på en bænk i parken i nat. Hvad værre var, havde det sneet i løbet af natten. Grunden til at hun følte sig som en vandrende ispind var at hun var dækket af sne fra top til tå. Heldigvis havde hun taget godt med tøj på sidste nat. Hun var stadig levende, det kunne smerterne i hendes led fortælle hende. Med et suk rejste hun sig op. Hvorfor var det nu, hun var her?

Nu huskede hun det. Hendes plejefar var igen kommet sent hjem, fuld og opkørt. Først havde han virket glad. Han var endda kommet tilbage med blomster. Gule Krysantemum. Men hendes mor, der vidste at han havde brugt mindst halvdelen af deres opsparing på alkohol, var ikke sådan til at formilde. ”Tror du at du bare kan komme slentrende her og tro at BLOMSTER kan gøre det godt igen?” havde hun hvæset. ”Vi har ventet på det i TIMEVIS!” sagde hun. Hendes stemme var blevet mere rolig, men hendes bævrende underlæbe afslørede hende. ”Men lille skat, det var jo ikke min mening at–” ”Du ved udmærket godt at der var forældremøde på Emmas skole!” afbrød hendes mor med en forbitret mine. Emmas far bøjede hovedet i skam. Altid skamfuld. ”Jeg kunne ikke hjælpe mig selv.” svarede han svagt. Emma håbede at hendes mor for en gangs skyld ville lade det ligge nu, så de næste episoder ikke ville hænde, men alting gik som sædvanligt. ”Hvorfor giftede jeg mig dog med en slapsvans som dig?” spurgte hun. Hendes øjne var hårde. Blomsterne var lagt på bordet. Emma lagde mærke til at de allerede var blevet helt tørre. Hun tog blomsterne og smuttede ind i køkkenet. Selvom hun stadig kunne høre hendes mors skarpe stemme, der fik hende til at krympe sig, var den mere dæmpet herinde fra. Imens hendes mor lod bebrejdelser hagle ned over sin ægtemand, smed Emma blomsterne fra forrige gang ud og erstattede dem med de nye. Hun satte vasen i vindueskarmen og gav sig til at stirre på dem med sammenbidt koncentration.

Lidt efter holdt hendes forældre op med at skændes, og Emma hørte et brag da en dør blev smækket.

Emma så ned i sine tomme hænder. Hun var tilbage i parken. Sneen knasede under hendes fødder. I det at hun passerede en busk, lagde hun mærke til et par enkelte blomster der havde overlevet den faldende sne. Da hun undersøgte det nærmere, gik det op for hende at det var Myrte. De beskedne blomster var næsten usynlige under sneen. Hvid mod hvid. Emma plukkede en af blomsterne, og lod den falde til jorden. En pludselig trang til at ødelægge denne skrøbelige skønhed faldt over hende. Ét enkelt tramp med støvlen, og den lille blomst var knust. Men denne simple handling havde blot vækket hendes vrede på ny. Og med vreden, kom endnu et minde.

 

Emma turde knapt nok træde ind i stuen, af frygt for at se hendes mor græde endnu engang. 14 år gammel, og allerede godt på vej ind i de voksnes rækker. Ikke at hun ønskede det. Det var bare sådan. Men denne gang græd hendes mor ikke. Dog var den bitre tavshed næsten værre. Hendes mor sad i stolen og bed i sine negle. Ved siden af hende, på bordet, stod en næsten helt vissen buket med mørkerøde roser. De hang alle sammen med hovederne ned af, og mange af bladene var faldet ned på bordet. Det var ikke til at holde ud at se på. Emma trådte hen for at rydde bordet op, da døren ind til hendes fars kontor igen blev åbnet med et smæld. Dér stod hendes far, helt rød i hovedet og med tågede øjne. ”Jeg finder mig ikke i at blive råbt af kvinde!” brølede han. Emma krympede sig. Hun burde have vidst at det ville komme. Hendes mor løftede hovedet med et sæt. Også hun havde et glimt af frygt i hendes ellers kolde øjne. ”Daniel,” sagde hun advarende, ”gå ind på dit kontor igen, barnet kan høre dig!” Men Daniel, Emmas far, var allerede for langt ude til at fornuften i hendes ord kunne trænge ind til ham nu. Med sammenbidte tænder trampede han hen til stolen og hev Emmas mor op i armen. ”Daniel!” gispede hun. Der lød et højt klask da Emmas fars hånd kolliderede med morens kind. Ganske hurtigt bredte der sig et rødt mærke. Emma drejede om på hælene og løb ind på sit værelse, men hun hørte slagene der gang på gang faldt over hendes mor, ligesom hendes ord før havde haglet ned over hendes far. Forfærdeligt.

Stop det, stop det, STOP DET!

 

Emma gispede og var så igen tilbage i nutiden. En svagt generende smerte i hænderne gjorde hende opmærksom på at hun havde boret sine negle ind i sin egen hud da hun knyttede næverne for hårdt. Hun huskede at det var netop efter den sidste episode, at hun var flygtet ud i natten gennem et vindue. Hun huskede at hun havde væltet en vase med en gul Nellike i. Men hun havde været ligeglad. Alt hun ville, var at nå til Parken. Hun ønskede at se de smukke blomster kaldet Heliotrop igen. De havde altid beroliget hende. Men hun havde glemt at det var vinter, og at hendes blomster derfor ikke var der længere. Parken havde virket meget mere tom og trist uden de lilla skønheder. Emma huskede at hun, i håbløshed, var gået over og sat sig på sin sædvanlige plads på træbænken under halvtaget. Det var en slags pavillon. Den havde dog været smukkere, omringet af de lilla blomster. Det var slet ikke gået op for hende at hun var faldet i søvn.

Med et suk rejste hun sig op. Hun burde nok gå hjem, men hun følte ikke rigtig for det. Hun fumlede ved sin halskæde. Det var en gave fra hendes mor på hendes 12års fødselsdag. ”Du kan altid se på den, hvis du savner mig. Så vil du vide at jeg altid er der for mig.” Hendes mors ord havde lydt så betryggende dengang, men nu da hun var ældre, vidste hun at de ikke var sande. Hendes mor var der ikke længere for hende. Hun kunne ikke længere overskue andet end sin egen forbitrelse og hendes eget had overfor Emmas plejefar. Emma ville ønske at hendes plejefar aldrig havde maset sig ind i deres liv. De havde haft det meget bedre før han var kommet. Emma mærkede noget varmt på sine kinder, der gjorde dem fugtige. Hun snøftede et par gange og bed sig i læben, men lige meget hjalp det. Tårerne trængte sig på, og snart stod de ud i stride strømme. Emma stod med armene hængene slapt ned og lod tårerne falde ned på sneen.

Men pludselig mærkede hun en blid berøring på sin skulder. Hun vendte sig om og så sin mor stå foran sig. Noget var forandret over hende. Hun var ikke længere blændet af had. Hun så nærmere ked ud af det. I hånden havde hun de smukkeste hyacinter. ”Jeg …. Jeg huskede at du godt kan lide blomster.” sagde hun så, nærmest undskyldende. Emma tøvede ikke med at kaste sig i armene på sin mor. ”Mor … Mor …” græd hun. Hele hendes krop rystede, eller var det hendes mor der rystede? ”Emma, min Emma,” hviskede hendes mor og krammede hende tæt ind til sig.

 

Da de var færdige med at græde fortalte Emmas mor at hun havde forladt Emmas plejefar. Hun bad om forståelse, men Emma smilede bare. ”Jeg ville ønske du havde gjort det noget før.” ”Det ville jeg også.” havde hendes mor svaret med en tåre i øjenkrogen.

- THE END

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...