Forbudt - Færdig

Kayla er elver, og lever i en verden hvor alt er forbudt. I hvert fald for hende. Man ser aldrig mennesker, og hvis man endelig gør, bliver de straks ført et hemmeligt sted hen, og så ser man dem i hvert fald aldrig igen. Det har aldrig generet Kayla. Ikke indtil hun ved at uheld støder på en menneskedreng, som hun øjeblikkeligt føler en stærk forbindelse til. Hun vil ikke lade de andre elvere finde ham. Men betyder det at hun ikke selv må vide hvor han befinder sig? Og kan hun så nogensinde fortælle ham sandheden om hvad hun er?

5Likes
40Kommentarer
2630Visninger
AA

5. Flugten

Han glider ned af træstammen så hurtigt, at han ben giver efter under ham da han lander. Man han er ligeglad, og rejser sig op. De andre elvere er på vej op og stå, og jeg kan også høre hovslag i det fjerne. Det er et spørgsmål om sekunder.
Jeg sender ham direkte hen imod Dawn, og følger efter. Men på vejen griber Pailack min ankel.
“Hvorfor?” hvisker han, mens han holder mig fast.
“Bare fordi,” er mit svar. Jeg svarer koldt og tonløst. I virkeligheden har han aldrig været min ven. Overhovedet. Han betød bare noget for mig alligevel. Engang.
Jeg ryster mig løs, og løber med Patch. Springer op på Dawn, og hiver ham med op.
Og fuldstændig ligeglad med umuligheden i det, giver jeg signal til Dawn om at han skal galoppere. Og sætter kursen direkte mod den mark hvor jeg først støtte ind i Patch. Ved et skørt tilfælde.
Dawn galopperer igennem skoven, og jeg ved at de ikke vil vove at følge efter. Ikke i samme tempo i hvert fald. Men elvere er fantastiske til at spore.
Vi krydser grænsen mellem skoven og engen, netop som den første pil lyder bag os. Jeg skriger en kommando til Dawn, han hopper et skridt til siden, og pilen suser en centimeter forbi mit øre.
“De sigter fandme godt…” mumler Patch.
“Ja, men jeg sigter bedre,” siger jeg hemmelighedsfuldt. Han kan jo ikke vide at jeg altid har et pilekogger på mig, gemt på siden af mit ben. Og en bue.
Jeg finder en pil, griber min bue, og vender mig for at sigte. Jeg bliver overrasket da jeg ser hvor tæt på de er.
Nej, ikke de.
Den eneste der egentlig er tæt på er Pailack. Han er ikke mere end tredive meter borte, mens de andre følger trop omkring hundrede meter længere ned.
Pludselig er jeg i tvivl om, om jeg kan gøre det. Om jeg kan skyde.
Jeg troede et øjeblik at jeg havde glemt hans og mit venskab. Men nej.
Han nærmer sig. Dawn er ved at være træt.
Så jeg ser intet valg, da jeg lægger pilen for buen. Og skyder. Lige mod hans hjerte. Og rammer plet. Selvfølgelig.
Det hele sker så langsomt. Pilen rammer ham. Han råber. Han glider af hesten, der bare fortsætter fremad. Han ligger ubevægelig på jorden. Han er død.
De andre dukker op ved siden af ham, men vi er allerede et godt stykke væk. Og de rider ikke videre.
En skik elvere har er, at hvis en af dem, en er os, falder i en jagt vi selv har starten, stopper hele holdet op. Så er jagten meningsløs. Vi mister ikke mere end et liv, hvis det kan undgås. Og det kan det åbenbart denne gang.
Så jeg ser mig en sidste gang tilbage mod skoven, mod alt det der har været mit liv siden jeg blev født.
Og ser så fremad.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...