Min fætter og jeg?

Denne historie handler om Nao Aizawa der har mistet sine forældre og bor hjemme hos sin fætter. Han snakker ikke med andre end sin fætter.
Man ser også denne her historie fra en anden persons synsvinkel. Yukio Ooka. Yukio er en dreng der går i samme klasse som Nao. Man vil også høre lidt om hans historie. Yukio vil have Nao's stemme at høre. Hvordan vil det gå?

5Likes
27Kommentarer
2819Visninger
AA

7. Sensei Eiji Kahae

Skrevet fra Yukio-kun's P.O.V.

Ichirou og jeg stod uden for mit hus. Jeg var lige ved at invitere ham ind, men jeg kom i tanke om hvad han skulle nå når han kom hjem. Det ville bare forsinke ham.
Jeg vendte mig mod ham og sagde: ”Vi ses i morgen Ichirou!”
Han nikkede og gik videre. Lige inden han rundede hjørnet kiggede han på mig. Jeg vinkede til ham og han smilede igen. Da han kom rundt om hjørnet kunne jeg ikke se ham mere. Jeg gik ind ad havelågen og lukkede den igen. Jeg ville gerne have inviteret ham indenfor. Det er så lang tid siden vi har været sammen. Siden han startede i high school har han næsten ingen fritid haft. Det føleles næsten som at have en ven man ikke kan komme igennem til. Eller er vokset fra hinanden. Man kan tydligt se forskel på ham og mig. Han er den seriøse, pålidelige og man ved hvor man har ham. Han vil aldrig gøre noget uventet. Han gør det der bliver krævet af ham.
Hvor jeg, derimod, intet kan forventes fra. Jeg har ikke rigtig noget ansvar. Jeg skal ikke rigtig tage mig af noget. Vi har ingen kæledyr. Jeg er doven og for aldrig lavet de ting jeg skal lave. Jeg laver dog lektier, men det er fordi jeg har en privetlærer fra mandag til fredag. Min familie er, jeg vil ikke kalde os rige, men heller ikke fattige. Altså lidt rigere end normale mennesker. Vi lever af det samme som normale mennesker. Vores hus er måske lidt størrer. Vi har ingen tjenestefolk.
Jeg var kommet ind i entrén og havde stilt mine sko. Jeg gik hurtigt op mit værelse, smed tasken, skiftede tøj og gik ned i stuen. Jeg lagde mig i sofaen.
Det er vel på tide de gamle kommer hjem.
Jeg lå og kiggede på vores hjemmetelefon. Den lille pære der blinker når man har en besked, blinkede.
Gider jeg og rejse mig for at lytte til den? Jeg kan næsten gætte mig til hvad der er i beskeden.
Jeg lukkede øjnene kort og hev mig ud af sofaen. Jeg gik over og trykkede på aflytnings knappen. Som jeg havde gættet på kunne jeg næsten mime beskeden uden ad, uden at jeg havde hørt den før.
Min mors stemme lød over telefonens højtaler: ”Hej skat! Vi er taget på en lille forretnings rejse. Vi kommer igen engang i næste uge. Lad nu være med at smadre hele huset imens vi er væk! Vi ses pussling!”
Ligsom de andre. Og jeg vidste hun havde glemt at sige noget, så jeg ventede på at den næste besked blev læst højt.
Endnu engang kom hendes stemme: ”Lige en lille reminder. Husk din privatlærer kommer klokken seks. Husk at tilbyde ham noget! Det var alt! P.s. Mor og far elsker dig, og det ved du! Ses!”
Vent på det. Der kommer mere
Min fars stemme kom ud gennem højtalerne: ”Lad være med at tage dig af din mor. Sådan er hun altid. Hyg dig nu, og lad være med at gøre noget dumt. Og hvis du gør noget dumt, så ring til Mazaki-kun og spørg om han vil hjælpe dig. Du ved hvad der venter dig hvis du gør noget dumt.”
Ja. Det var så de beskeder jeg fik 7 gange om året. Hvis ikke mere. Jeg kan dem snart ud og ind. I starten, da jeg var 15, betød det ture i byen hver aften med de andre drenge. Det var også en af de der ”forretnings rejser” de var på, da jeg roede mig ud i det, med de hårde stoffer. Jeg har faktisk aldrig fundet ud af hvordan Ichirou fandt mig, og det har heller ikke interesseret mig.
Klokken var lidt over fem. Måske skulle jeg til at lave noget mad inden sensei kommer. Jeg gik ud i køkkenet, som der lå i forbindelse med stuen. Jeg tændte for radioen. Jeg kendte ikke sangen de spillede i radioen, men den havde et godt beat. Jeg fandt en gryde og et skærebræt frem. Jeg fandt nogle ting der så gode ud i køleskabet. Jeg fandt også en pakke ris og begyndte at koge dem. Jeg rensede og skar grønsagerne. Jeg lagde dem i nogle seperate skåle. Jeg fandt nogle forskellige rester fisk i køleskabet. Jeg satte det hen på spisebordet. Fisk og grønsager. Jeg fandt en skål og satte den derhen. Nogle spisepinde. Nu manglede jeg kun risene. Klokken var kvart i seks. Tiden flyver virkelig afsted når man har det sjovt. Det er bare lidt underligt, for det var ikke så sjovt.
Risene var færdige. Jeg slukkede for blusset og satte gryden over på bordet. Jeg havde lige sat mig og skulle lige til at tage noget mad, da det ringede på. Det må være sensei. Jeg gik ud og åbnede døren. Som forudset, var det sensei. Han så seriøs ud som altid. Jeg inviterede ham inden for. Han tog sine sko og overtøj af.
”Jeg skulle lige til at spise. Vil du ha’ noget?” spurgte jeg ham.
”Jeg skulle ikke,” begyndte han.
Jeg tog hans hånd og førte ham hen til spisebordet.
”Sæt dig, så henter jeg en skål,” sagde jeg og gik hurtigt ud i køkkenet. Da jeg kom tilbage havde han sat sig.
Han er den eneste jeg kan beordre rundt. Der er ingen andre der gider at lytte til hvad jeg siger. Ikke engang hvis det er noget viden. I skolen bliver jeg også overset. Undtagen lige når jeg laver noget ballade.
Jeg satte skålen foran ham, og jeg satte mig selv på stolen overfor ham.
”Itadakimasu!” sagde vi begge samtidigt og begyndte så at tage de ting vi ville have.
”Har du fået nogle lektier for,” spurgte sensei.
”Mmmh? Det ved jeg ikke. Jeg sov for det meste,” sagde jeg med munden fuld af ris.
”Skete der så noget spændende i skolen?”
Jeg sank lige risene den her gang: ”Ja, vi har fået en ny elev i vores klasse. Han snakker ikke, men virker som en meget... venlig person, kan man sige.”
”Mmm? Det lyder spændende,” sagde sensei. ”Yukio, jeg kan godt lide din madlavning.”
Det er måske på tide jeg præsenterer sensei. Sensei hedder Eiji Kahae. Han er 27 år. Han er ikke høj, men heller ikke lav. Omkring de 1,80 vil jeg gætte på. Han har mørkebrunt hår og mørkebrune øjne. Han er ikke stærkt bygget, men har helt sikkert flere kræfter end det sådan lige ser ud til. Han er singel. Eller det er bare hvad jeg gætter på, for han har ingen vielsesring på. Og hvis han havde en kæreste, hvorfor ville han så undervise til klokken ni om aften? Jep. Jeg har tre timer sammen med den her mand, som ser lidt kedelig ud, fem gange om ugen. Så det er 15 timer om ugen jeg tilbringer min tid sammen med ham. Eller, som man kan sige, min fritid. Han begyndte at komme, da mine forældre fandt ud af, at jeg havde taget stoffer. I starten var det lidt irreterende at jeg ikke kunne være sammen med nogen af mine venner. Men jeg vendte mig hurtigt til det. Efter et halvt år. Og med Ichirou’s hjælp, var det hele meget lettere.
”Er dine forældre ude på en af de der ’forretnings rejser’ igen?” spurgte Kahae-sensei.
Jeg nikkede.
Vi var blevet færdige med at spise og begyndte at gøre rent. Jeg tog opvasken og han tørrede bordet af. Da han var færdig kom han og tørrede tingene, fra opvasken, af. Imellem tiden var jeg færdig med opvasken og lagde tingene på plads.
”Lad os gå op på mit værelse og se på de der lektier. Jeg kan lige spørge min ven hvad vi har for,” sagde jeg og begyndte at gå mod døren der gik ud til gangen. Jeg kiggede lige over skulderen for at se om han fulgte efter mig. Det gjorde han ikke. Han stod der stadig.
”Hey, sensei!” sagde jeg og vinkede en enkelt gang til ham med hånden. Han gik langsomt efter mig. Vi gik op ad trappen og gik ind på mit værelse.
”Føl dig hjemme! Jeg skal lige ringe til en ven,” sagde jeg og tog mobilen op ad lommen.
Sensei satte dig ved det lille bord der stod inde på mit værelse.
Jeg trykkede Ichirou’s nummer ind og trykkede på det grønne rør.
Der gik kun to bib inden han tog den.
”Hej, det er Ichirou,” sagde han.
”Hej Ichirou, det er Yukio. Tror du du kunne hjælpe mig lidt? Jeg er lidt i tvivl om hvad vi fik for i dag. Kan du huske det?”
Jeg gav tegn til sensei om at han skulle finde noget frem at skrive på. Han fandt en notesblok frem. Jeg satte min mobil på højtaler.
”I matematik skal vi lave side 145-150. I japansk skal vi lave en stil på to sider og i engelsk skulle vi lave side 189-192. Det var det. God arbejdslyst!” sagde han og lagde på.
Jeg tog telefonen ned i lommen igen.
”Fik du det?” spurgte jeg sensei.
Han nikkede.
”Godt, så er det bare om at komme igang. Sensei må jeg sidde på din højre sidde? Det er bare... det føles mere behageligt at der ikke er det kæmpe mellemrum som hvis man sidder overfor hinanden,” sagde jeg.
Han nikkede igen og rykkede lidt på sig. Jeg satte mig på højre sidde af sensei og startede med at lave matematik.
”Jeg forstår ikke det med ligninger! Sensei, vil du ikke hjælpe mig?”
”Jo. Det er jo trods alt derfor jeg er her. Hvad skal du have hjælp med?” spurgte han.
Jeg lagde bogen sådan så vi begge kunne se den. Jeg pegede med blyanten og forklarede hvad jeg ikke forstod. Det var egentlig ikke så svært at forklare hvad jeg ikke forstod, for jeg fordtod slet ikke noget af det.
”Jamen, Yukio, Vi har været det her igennem så mange gange før. Hvorfor kan du ikke huske noget af det jeg lærer dig?” sagde sensei.
”Undskyld sensei,” sagde jeg og kiggede ned i bordet.
”Okay. Jeg vil forklare det en sidste gang. Tag noter hvis det er nødvendigt.”
Sensei begyndte at forklare hvordan man regnede en ligning ud. Uden at lægge mærke til det, rykkede jeg mig mere og mere hen på den side hvor sensei sad. Jeg fulgte godt med og tog noter, så godt jeg kunne.
Jeg ville pege på tallet for at vide om jeg forstod det rigtigt, men kom til at snitte sensei’s hånd. Hans vejrtrækning begyndte at blive hurtigere og han trak hånden lidt til sig lige da jeg havde rørt den. Jeg kiggede på sensei’s hånd.
”Sensei, du har godt nok pæne hænder,” sagde jeg og tog hans hånd og målte den med min egen. Den var størrer end min. Jeg kiggede på ham. Han så skræmt ud. Forvirret ud. Og så havde han lidt røde kinder.
”Sensei! Kan du finde ud af at spille klaver?” spurgte jeg ud af det blå.
Han rystede på hoved, stadig med det forvirrede og skræmte ansigt.
”Vil du lære det?” spurgte jeg.
Han nikkede.
”Så kom!” sagde jeg og rejste mig op. ”Vi skal nedenunder.”
Vi gik ned ad trappen og ned i den ende af huset der var længest væk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...