Den Nyfødte

En pige vågner op ude i en skov. Hvad laver hun der og hvorfor kan hun ikke huske noget? Hvorfor ser hun en familie når hun står i en lysning?
Det er mange spørgsmål, men der kommer flere.

3Likes
5Kommentarer
2501Visninger
AA

7. 7. Kapitel

Det ringede på døren. Hvem mon det kan være? Jeg må hellere gå ud og tjekke. Jeg var på vej ud af værelset, da jeg stoppede. Det ringede på igen. Nej, jeg kan ikke modstå fristelsen for mere frisk blod. Jeg kan dårligt nok modstå det, der er inde i stuen. Jeg kunne mærke utålmodigheden omme bag døren, ud til opgangen. Jeg kunne høre hjertet pumpe blod rundt i kroppen. Vejrtrækningerne. Blodet strømme igennem årene. Jeg fløj hen til døren, parat til at åbne den. Mine tænder var helt fremme. Min hånd rørte næsten håndtaget. Jeg kiggede ud af dørspionen. Et gammelt ansigt. Hun kiggede lidt længere nede af døren. Hendes ansigt udviste undren. Min mund løb i vand, da hun tog fat i dørhåndtaget. Jeg må hellere skynde mig ud, hvis jeg ikke dræbe hende her. Men hvordan skal jeg komme ud? Jeg fløj tilbage i værelset. Slog vinduet op. Jeg sad i vindueskarmen, da jeg hørte døren gå op. Hørte et gisp, og så hoppede jeg. Luften var dejlig. Den slog mit hår op i hoved. Det var som om jeg fløj. Sekundet efter stod jeg på jorden. Jeg var landet i en baggård. Der var kun et enkelt menneske. En dame. En ung dame. Hun skulle dø. Hun havde set for meget. Damen kom løbende hen til mig og spurgte om jeg var okay. Jeg dræbte hende. Lige her i et fredeligt og gammel kvarter. Jeg kunne ikke nyde blodet strømme igennem mine egne årer. Jeg var hele tiden opmærksom på den mindste ændring. Luften, lydene og lugtene. Jeg kunne mærke en ændring i luften. Hårene på mine arme rejste sig, da noget ramte min arm. Jeg slap damen, og hun faldt ned med et bump. Der kom flere, på mine arme. Jeg kiggede op mod himlen. Nu fik jeg dem i ansigtet. Der var en der landede i min mundvig. Jeg stak tungen ud, og førte den ud til dér, hvor læberne samles. Vand. Det er begyndt at regne. Luften blev fugtigere. Der kom et kæmpe brag, men jeg blev ikke forskrækket. Jeg kunne mærke i min krop, at der først ville komme et brag og så efter fuldt af et lyn. Der viste sig et lysglimt hen over himlen. Tænk engang, min krop havde ret. Jeg hørte nogle sirener, et par kilometer væk. Politiet vil nok stille et par spørgsmål, når de ser en pige og en død dame, ude i en gård. Og der lige er blevet dræbt en til et par meter derfra. Der var en dør, i den anden ende af gården, ud til en vej. Jeg gik derhen imens regnen blev kraftigere. Jeg kom ud til vejen, og så en bil komme. Føreren spærrede øjnene op, da han så mig. Han kørte langsomt hen til mig og stoppede, før dækkende rørte kantstenen. Han åbnede vinduet og stak hoved ud. Der tog lidt lang tid for ham at åbne vinduet, fordi han skulle rulle det ned.
”Hvorfor står du ude i regnen?” spurgte han.
Jeg skulle give ham et svar. Fordi det ville være uhøfligt at lade hver. Jeg kunne stadig bruge navnet Eleanor. Jeg kunne sige at jeg var smidt ud af min mor og far. Nej, så ville han bare spørge om hvem mine forældre var, og hvor de boede. Den idé er udelukket, fordi så skal jeg give ham en masse oplysninger og informationer om mig selv. Som jeg ikke engang selv aner noget om. Den sidste del kommer jeg nok ikke uden om, uanset hvad jeg svarer. Der var det jeg ledte efter.
”Jeg er stukket af hjemmefra,” svarede jeg, med et lille smil.
Der kom lidt undren ind over hans forbløffede ansigt.
”Hvorfor er du løbet hjemmefra?” spurgte han.
”Mine forældre og jeg har været oppe og toppes, ret mange gange efterhånden, og jeg var træt af det, og så besluttede jeg at jeg ville stoppe det. Så, jeg er løbet hjemmefra, så behøves jeg aldrig mere at se eller snakke med dem igen. Håber jeg.”
Jeg fremviste et lille skævt smil. Sirenerne blev højere, men var stadig lidt langt væk. Jeg må væk. Hurtigt. Hvordan skal jeg komme væk denne her gang? Bilen!
Jeg spurgte mande blidt: ”Vil du gøre noget for mig?”
”Jeg vil næsten gøre alt for en der er så smuk, som dig.”
Han smilede. Jeg kunne meget bedre lide det her smil end Al’s smil. Det var meget mere venligt, det her smil. Der var intet der stak under. Sirenerne, cirka to gader væk, jeg må skynde mig.
”Vil du ikke kører mig til den nærmeste storby?” spurgte jeg.
Et stort spørgsmålstegn formede sig i hans ansigt.
”Øh, okay. Jeg skal alligevel hjem, men den ligger altså 2 timer herfra. Hop ind.”
Jeg åbnede døren og satte mig ind, lukkede døren, og spændte sikkerhedsselen. En ren refleks. Jeg behøver nok ikke sikkerhedssele. Han trådte speederen i bund, og vi nåede lige at køre om hjørnet, da jeg så blå og røde blink fra en politibil.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...