Kærlighed ved første blik♥JDB 3

Ramona er blevet ramt af en lastbil og ulykken har ikke direkte taget gode drejningen. Der er sket det at Ramona nu ligger i koma, og efterhånden har gjort det i et år. Justin er helt ude af sig selv og kan ikke klare noget som helst. Han aflyser tit sine koncerter og for hjælp af hans venner, han vil nemlig ikke miste Ramona. Men da han en dag høre en virkelig dårlig meddelelse, går Justin virkelig sort og kan nærmest ikke klare at leve..

76Likes
539Kommentarer
13593Visninger
AA

19. Mor's morgenmad kan altid pimpe mit humør op

Der var gået fire dage, og jeg havde fået lov til at stå op i dag. Jeg havde det meget bedre, og det dunkede kun en lille smule i mit hoved. En lille smule, som hurtigt kunne blive en masse. Jeg skulle bare tænke på noget andet end Ramona. Men det var så lige det, at det virkelig var svært. Sukkende åbnede jeg døren til gangen, da jeg havde gjort mig klar. En duft af morgenmad ramte mine næsebor. Jeg vidste straks hvad og hvem det var. Et smil kom frem på mine læber. Mit ben havde lyst til at løbe ned af trapperne, men gjorde det, kunne jeg risikere stor svimmelhed. Jeg kom endelig ned til køkkenet og min mor stod med stegepanderne og lavede æg og bacon. Til morgenmad var det nok mit ynglings.
”Hej mor” sagde jeg glædestrålende, men ikke for glad, da det kunne få min svimmelhed større. Dampen fra panderne, gjorde det besværligt at se hende, fra den vinkel jeg stod, men jeg kunne nemt høre hende;
”Hej Justin, hvordan har du det?” spurgte hun mig, og jeg fornemmede hun lavede et smil. Inden jeg svarede gik jeg ind i det stykke, hvor man kunne lave mad, og satte mig på en af barstolene rundt oms spisebordet af marmor.
”Fint nok – indtil videre” sagde jeg forsigtigt og gav hende et smil, selv om hun ikke kiggede på mig. Jeg kunne se, at hun nikkede, mens hun vendte baconen og panden sagde en skratte lyd. Baconen så næsten færdig ud, og det samme gjorde æggene. Jeg sugede duften ind i mine næsebor og blev lykkeligere. Selv om jeg stadig var en såret dreng inden i, da Ramona havde glemt alt om mig. Mit største ønske var at kysse hende, kramme hende og bare være kærester med hende. Ingen Samuel, bare Ramona og mig.
En tallerken blev placeret foran mig, og spejlæggene så bare så lækre ud. Min mor havde selvfølgelig lavet to spejlæg som øjne, og baconen som en glad mund. Min mor kom hen og aede mig i håret. Jeg gik ned fra stolen og gav hende et langt kram. Hun betød bare så meget for mig, og jeg ville ikke miste hende.
”Jeg elsker dig, mor” sagde jeg og krammede lidt hårdere. Jeg elskede min mor, og det skulle hun vide så tit det var muligt.
”Jeg elsker også dig, Justin” sagde hun og aede mig igen i håret. Til sidst trak jeg mig væk, og satte mig igen på barstolen. Min mor efterlod mig alene, så jeg kunne spise i fred. Jeg begyndte at spise noget af spejlæggene, og blev bare så meget gladere. Jeg elskede min mors morgenmad, og at få det på en trist søndag, gjorde bare det hele bedre.
Jeg vaskede tallerknen op og satte den i opvaskemaskinen. Nogen folk ville måske tro, at sådan en kendt sanger som mig, havde sit eget personale, som lavede mad, ordnede have, gjorde rent og alle de der hverdagsting. Men jeg ville ikke have alle de ting, jeg ville nemlig havde det mest normale liv, man kunne få som sanger. Min mor havde også gjort sig enig i, at hun synes det var dejligt uden alle mulige folk. Dog havde vi nogen folk til at gøre rent og ordne haven, når jeg var på tour. Egentlig var det længe siden jeg havde været på tour, og jeg savnede det faktisk lidt. Men jeg vidste, at jeg ikke var klar til det endnu. Når jeg ikke havde Ramona ved min side, kunne jeg ikke klare at synge.
Uden at have tænkt meget over det, havde jeg valgt at tage ned til stranden. Sidde ved klipperne og bare tænke tingene igennem. Lige nu ønskede jeg faktisk at Mona ville være der. Jeg havde ikke set hende den sidste uges tid, og at snakke med hende kunne pimpe mit humør lidt op. Jeg skulle vel også snart fortælle hende, om alt det der var sket med Ramona, og at hun egentlig ikke var død.
Så snart jeg så det brune hår flagre i vinden, løb jeg derhen i mod, om jeg så ville blive virkelig svimmel.
”Mona” jeg råbte hendes navn, og hun så heldigvis mod mig. Jeg blev nødt til at standse op, og få pusten. Min svimmelhed havde virkelig gjort mig svag nu, så jeg kunne falde sammen. Og det var præcis hvad jeg gjorde. Jeg faldt ned i sandet og lå nærmest bevidstløs. Jeg hørte kun Monas stemme, som råbte min navn, samt nogen pustninger mod mit ansigt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...