Ingenting kan være alt (JB)

Alison Jean Grey møder den berømte, søde sanger Justin Bieber, efter Ali's ulykke, som Scooter Braun stod bag. Justin hjælper Ali med at gå, da begge hendes ben har taget alvorligt skade, så hun skal køre i kørestol. De er begge blevet forbudt i at se til hinanden, fordi Ali's forældre sagsøgte Scooter for flere millioner, som skadede både Scooter og Justin's ry for næsen af hele verden, men også fordi Justin er to år ældre end Alison. Men Justin og Alison mødes alligevel i smug og flere følelser bliver skabt, selvom der er to års forskel mellem dem.

35Likes
185Kommentarer
7687Visninger
AA

2. 2

”Mor, slap dog af. Jeg har det fint, jeg er ikke død”, sagde jeg for syvogtyvende gang. Skaden var sket, det kunne ikke ændres. Mit venstre ben var brækket under mit knæ, venstre fod brækket, brud i højre knæ, to brækkede fingre, forstuvet håndled, hjernerystelse, fire brækkede ribben og en masse skrammer overalt. Min mor sad og stortudede, mere end jeg havde gjort, og min far snakkede med manden, der havde kørt mig ned. ”Fint? Du kan ikke bruge dine ben, Alison! Du skal sidde i kørestol, fordi begge dine ben er brækkede!”, sagde hun højt med tårer rendende ned af kinderne. Jeg sukkede og prøvede på at bevæge mine tære. Det gik ikke særlig godt, fordi smerten var for megen. I det mindste kunne jeg bevæge dem en smule, det tydede til, jeg ikke var lam eller noget. ”Jeg sagsøger fandeme den mand!”, sagde min far som det første, da han kom ind. Jeg himlede med øjnene og sukkede igen. Jeg vendte med besvær ryggen til dem begge og lukkede mine øjne.

 

Fire uger på et kedeligt hospital, fik mig til at flippe ud. Hvor jeg dog hadede at ligge i en seng og glo ud i luften i fire uger. Jeg troede, det ville være underholdende at have sin familie og venner på besøg, men det var præcis det modsatte. ”Er du klar?”, spurgte mor, der stod i dørtærsklen med sin fine jakke i hænderne. Jeg sprayede min ynglings parfume på min hals og nakke, inden jeg tog mine krykker, der stod ved siden af mit sminkebord. Det gjorde ikke nær så ondt at gå, som det gjorde, da jeg kom ud fra hospitalet. ”Mor, har du set min jakke?”, spurgte jeg og kiggede lidt rundt. Jeg opdagede, hun var gået, så jeg ledte selv. Den hang inde i mit skab, hvor alle de andre jakker hang. Jeg tog en sort jakke på og krykkede ned af trapperne og ind til stuen. Vi skulle ind i retten pga. ulykken. Jeg havde fundet ud af, det var Scooter Braun, der kørte i bilen, som jeg blev ramt af. Jeg anede ærlig talt ikke, hvem han var, men far sagde, jeg nok skulle finde ud af det.

 

”Alison Jean Grey?”. Jeg blev endnu mere nervøs og rejste mig op med hænderne placeret på bordet foran mig. Dommeren stillede et par spørgsmål, som jeg svarede ærligt på. ”Kiggede du dig overhovedet for, da du gik over vejen?”, spurgte hun så. Da jeg ikke kunne finde et svar, åbnede jeg bare min mund. Min mor puffede til mig, men jeg kunne stadig ikke finde et svar. Det var som et hul i min hukommelse, et sløret billede, der dækkede vejen til de andre billeder. Menneskerne i salen begyndte at hviske til hinanden, og dommeren kiggede ventende på mig. ”Jeg kan ikke huske det”, fik jeg fremstammet. Uroen brød løs, men da dommeren bankede sin ’fine’ hammer ned i bordet, holdt de alle mund. ”Værsgo og sæt dig ned”, sagde hun mut. Jeg satte mig ned igen og placerede mine hænder foran mit ansigt. Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke kunne huske det. Tråden blev hele tiden klippet over, da jeg næsten kunne nå hen til svaret. Det begyndte at prikke i mine øjne. Det var ikke fair for ham der Scooter Braun. Det var min skyld, ikke hans. Hvorfor gik jeg overhovedet ud på vejen? For at score Brandon, ja, men Scooter nåede sikkert ikke at se mig, så han kunne stoppe. Jeg tog mine krykker og rejste mig. Det gjorde ondt, da jeg støttede på min ben, de var ikke vandt til at blive brugt særlig meget, for jeg havde kørestolen, der stod derhjemme i støvet. Min far kiggede forvirret på mig, og Scooter gav mig et underligt blik, jeg ikke kunne læse. Rend mig, tænkte jeg til min mor, da hun tog fat i min hånd. ”Alison sæt dig ned”, snerrede min mor med dræberblikket. Jeg ignorerede hende, men kastede et tarveligt blik på hende, inden jeg skred. Folk snakkede igen, men holdt op, da dommeren endnu en gang hamrede sin dødirriterende hammer ned i bordet. ”Alison Grey! Vil du være venlig og sætte dig tilbage på din plads?!”, udbrød hun. ”Som om, din fede kælling”, hviskede jeg for mig selv, så ingen kunne høre det. Jeg ignorerede de to vagter, der stod ved den store dør og åbnede den. Udenfor var der flere politivagter, som jeg ignorerede. ”Retssagen er ikke slut endnu, Miss. Grey”, sagde en mand. Jeg rullede med øjnene og gik forbi ham. ”Miss. Grey!”, råbte han. Tårerne, der længe havde presset på, havde frit løb. Jeg bøjede mit hoved, så ingen kunne se, jeg græd. Mine hænder var ved at blive trætte, men jeg gik, indtil jeg kom til den store trappe, der førte ned til parkeringspladsen. Da jeg satte den ene krykke ned på første trin, var jeg ved at falde. Hjertet røg op i halsen på mig, men jeg kunne ikke mærke smerten fra faldet. Begge mine ben kollapsede under mig, og manden, der havde grebet mig, satte mig stille ned. Jeg kiggede på hans ansigt og opdagede, det ikke var en mand, men en dreng. Han var tydeligvis meget ældre end mig og meget lækre end Brandon og Drew. Han havde gyldenbrune øjne, søde rosa læber, hazzelbrunt hår, der var klippet kortere end før, jeg havde set ham, så det gik en smule til venstre side, sorte piercinger i begge øre, skønhedspletter rundt omkring på hans ansigt. Kort sagt, hottien var Justin Bieber. Altså ’Baby’ sangeren. Hold kæft, han var jo lækre i virkeligheden! Han smilede lidt, da jeg blev ved med at stirrer i hans nuttede og frække øjne. Okay, drengen var to år ældre end mig, men måske havde jeg stadig en chance? ”Alison Grey?”, spurgte han pludselig. Hans stemme var endnu blødere end på hans sange. Jeg nikkede og strakte mine ben. Han satte sig ved siden af mig. Jeg opdagede, der stod paparazzier og tog billeder af os. Når jo, nok fordi byens rigeste mands datter og Justin Bieber sad ved siden af hinanden foran retssalen, som jeg stak af fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...