Kærligheden er døden♥

Léa og hendes familie har det svært. 2. verdenskrig er igang og Tyskerene er ved at overtage Frankrig, som er deres hjemland. De fleste er flygtet men Léa og hendes familie frygter at de vil blive taget til fange og sendt til en koncentrationslejr hvor de vil blive nødt til at arbejde hårdt og sulte. De har levet hele deres liv i luksus men det er snart slut. Da de bliver tvunget til at flygte møder Léa en smuk ung dreng på hendes egen alder der er bare ét problem. Han er Tysker.

3Likes
12Kommentarer
1715Visninger
AA

3. Kapitel 2.

1940 17. Maj

Der var gået to dage siden vi var blevet taget til fange af tyskerene og vi var stadig ikke nået frem til koncentrationslejren. Selvom jeg frygtede koncentrationslejren håbede jeg på at vi snart var der for jeg kunne ikke holde ud at sidde i denne bil mere. Vi stoppede kun hvis tyskerene skulle sove eller spise og hvis der var nogen der klagede sig blev de tæsket. Der var en bagende hede og jeg var meget tørstig men jeg turde ikke sige det højt for jeg var bange for at få tæsk. Jeg var især bange for lederen, han var en høj, bred mand der slog alle og enhver. På et tidspunkt sparkede han en lille dreng fordi han græd men det værste var at der ikke var nogen der gjorde noget selvom manden blev ved med at sparke den lille dreng, ikke engang hans mor gjorde noget, hun sad bare og så opgivende men samtidigt bedende ud. Da solen var gået ned stoppede vi endelig. Vi blev slæbt ud af bilen og ned på jorden hvor vi alle skulle stille os op i en lang række. Det var meget mørkt så jeg kunne næsten ikke se noget hvilket gjorde at jeg havde svært ved at finde min familie igen. Jeg ledte i mørket og fandt dem endelig. Vi stalte os ved siden af hinanden i den lange række der var ved at danne sig og håbede på det bedste. Tyskerene begyndte at tælle os og de gav os hvert et nummer på den hytte vi skulle bo i. Jeg havde fået nummer 3 men min mor, Noa, Ambre og Alicia havde fået nummer 5 så vi skulle ikke bo i samme hytte. Jeg var bange og begyndte at ryste da vi blev ført ind gennem et hegn og hen til vores hytter. Jeg savnede min familie selvom jeg ikke havde været væk fra dem i særlig lang tid og håbede bare på at jeg ville få dem at se næste morgen. Inde i hytten var der bare nogle tæpper som man kunne ligge på elle have over sig, der var ikke nogle senge eller madrasser så man skulle ligge på gulvet. Der lå allerede nogle nede på gulvet og sov men de vågnede da vi kom ind. Tyskeren som havde havde ført os herind gik ud og smækkede døren i efter sig. Der var et lille vindue højt oppe hvor månen skinnede ind men ellers var der ikke noget lys. Jeg kiggede mig omkring og opdagede at det kun var mig og tre andre der var blevet ført herind. De fleste slaver som var vågnet da vi kom ind, havde lagt sig til at sove igen. Den eneste der stadig var vågen var en tynd pige på min alder som sad og stirrede på mig. De andre som var blevet ført herind havde lagt sig ned og prøvede på at sove men da jeg også skulle til at lægge mig ned hviskede den tynde pige "Kom herover". Hun vinkede med hånden da jeg tøvede og jeg gik over til hende. Hun gav mig det tæppe hun lå på og jeg tog taknemligt i mod det selvom jeg havde lidt dårlig samvittighed fordi hun ikke havde noget at ligge på nu og gulvet var virkeligt hårdt og knoldet. Jeg smilede til hende og det overraskede hvist både mig og hende, jeg havde ikke regnet med at jeg nogensinde ville smile efter at jeg var kommet til koncentrationslejren men der tog jeg åbenbart fejl. Jeg lagde mig godt til rette eller så godt som man nu kunne og faldt så i søvn. 

1940 18. Maj

Næste morgen blev vi vækket da solen stod op. Det var køligt i den morgenkolde brise og jeg havde ikke særligt meget tøj på. Den tynde pige, som hed Maria, mig og alle de andre fra hytten blev ført hen til slags mine hvor vi skulle grave. Vi fik en lille lampe og en skovl og så skulle vi bare begynde at grave. Der stod en masse Tyskere rundt omkring med piske og andre ting de kunne slå med hvis vi ikke gjorde som de sagde, så jeg skyndte mig at gribe fat i min skovl og begynde at grave. Det var hårdt arbejde og efter et par timer var jeg helt udmattet men jeg blev ved med at grave i frygt for at blive slået hvis jeg holdt op. Nogen gange løftede jeg blikket fra jorden, hvor jeg gravede, og spejdede efter min familie men lige meget hvor jeg kiggede hen så jeg ikke andre en udmattet og sultne slaver. Nu hvor jeg tænkte over det var jeg faktisk ved at være ret sulten, jeg havde næsten ikke fået noget mad i tre dage. Jeg kiggede rundt for at se om der var nogle Tyskere der holdt øje med mig og stoppede så op da jeg fandt ud af at der ikke var nogen der kiggede. Jeg pustede ud og tørede sveden, der var begyndt at løbe ned af mine pande, af med bagsiden af min hånd. Maria kiggede op fra sit arbejde og åbnede munden for at sige noget men hun nåede det ikke før en anden afbrød. "Kan du SÅ se at komme tilbage til arbejdet!" var der en sagde bag mig. Jeg vendte mig om og stivnede. Foran mig stod den smukkeste dreng jeg nogensinde havde set, han havde mørkt, brunt, krøllet hår der faldt ham ned i øjnene og de smukkeste nødebrune øjne, han var nok omkring samme alder som mig og hans gyldne hud gjorde mig helt blød i knæene. Jeg stod og kiggede ham dybt ind i øjnene og det var som om noget inden i mig sagde klik. Det var som han var så velkendt men alligevel så fremmede for mig. Jeg kunne ikke få mine øjne fra ham og jeg følte det som om jeg var ved at eksplodere. Pludselig kom jeg tilbage til virkeligheden og kiggede med det samme ned i jorden. Jeg hørte skridt og kiggede hurtigt op på ham, han gik med ryggen til mig og jeg fulgte ham med øjnene indtil han vendte sig om og kiggede på mig med et smil som næsten fik mig til at besvime. Da jeg havde sundet mig lidt begyndte jeg at grave igen men nu med fornyet kraft. Hele dagen gik jeg og tænkte på den fremmede dreng og hans dejlige smil imens jeg arbejdede og en gang i mellem føltes det som om jeg fløj af glæde. Til min store ærgrelse så jeg ikke den fremmede dreng resten af dagen selvom jeg havde håbet på at jeg ville møde ham igen. Da vi alle sammen havde spist den lille skål suppe vi havde fået serveret til aftensmad gik vi tilbage til vores hytter for at sove. Da tyskeren som hver aften fulgte os hen til vores hytte, var gået, snakkede jeg lidt med Maria som jeg havde lagt mig ved siden af. Hun var faktisk en rigtig sød pige og vi var blevet rigtig gode venner. Tilsidst lagde vi os til at sove så vi var friske næste morgen hvor vi igen skulle ud i minen og grave. Jeg håbede på at jeg ville møde den fremmede dreng imorgen og faldt i søvn med et smil på læben selvom det havde været en hård dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...