Landin er min. eller ej?

Stephanie er en 21 årig pige der bor i en lejlighed i Silkeborg. Hun bor i en lejlighed lige over Nicklas Landins lejlighed. Hun har aldrig rigtigt brudt sig om ham. Jo der var en gang men der inorerede han hende altid når hun spurgte om noget. Men bliver hendes føelser for ham ændret når noget alvorligt sker med hende????. Læs den og find ud af det. Hovedpersonen er mørkhåret det er skulder langt og hun er ikke ret høj
Hun går til håndbold og har et brækket ben men holder selvfølgelig pause pågrund af hendes ben... Nyd min novelle.
Holder måske pause på den anden ved ikke har ingen ideer.

2Likes
14Kommentarer
3895Visninger
AA

7. Mor..

Der! Hun stod stadig ude i gangen!. "Steph vent" råbte jeg efter hende. Da hun så mig satte hun i løb selv om det så lidt sjovt ud med hendes ben.
Jeg kunne lige så godt droppe at løbe efter hende hun er jo hurtigere end mig. Men jeg løb alligevel efter hende.


Stephanines synsvinkel:

Jeg løb og løb men han gav ikke så let op. Der. Min mors bil. Ja jeg havde aftalt med hende hun skulle hente mig da hun var ved nogle venner i Silkeborg. Jeg satte mig ind i bilen. "Er du klar til at komme til København" spurgte hun inden hun startede bilen. Jeg kiggede tilbage og så Niklas stå med tårer løbende ned af kinderne. "Nej" snøftede jeg. "Hvorfor ikke" spurgte hun igen. Jeg pegede hen mod Niklas. "Nå ham hvad har han gjordt" "Det startede med at han hjalp mig da jeg faldt ned af trappen så tog han mig med op i hans lejlighed og så kyssede vi men uheldigvis kom hans mor ind og hun HADER mig. Så sagde hun at Niklas skulle vælge mellem mig og hans mor og han valgte mig. Han spurgte mig om jeg ville komme sammen med ham i halvejen og jeg løb ned og kyssede ham som ja. Men så kom Mikkel og så begyndte de at snakke lidt og så nævte Niklas noget om at han havde mistet kontakten til sin mor der blev han totalt kold og afvisende det var der jeg løb ud og ringede til dig. Men da jeg lige havde lagt på kom han løbende hen mod mig og så begyndte jeg også at løbe. Men heldigvis holdt du her da jeg kom ud." forklarede jeg. "Men mor jeg ved ikke om det vil være dumt at tage til københavn. Så kan det jo være at han aldrig vil se mig igen" "Du har ret" svarede hun. Jeg kiggede bagud Niklas stod der stadig med endnu flere tårer løbende ned af kinderne. "Farvel mor" "Farvel søde". Jeg åbnede langsomt døren. Da han så mig kiggede han bare på mig og så ned i jorden igen. Jeg løb hen mod ham og omfavnede ham.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...