From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4867Visninger
AA

17. Saucy Jacky

Hjælp var altid en god ting og Melville var endnu ikke nået til det punkt, hvor han ikke længere ville modtage den, når han havde behov for det. Men somme tider kunne det også blive lidt for meget hjælp på én gang. Pludselig var alle blevet interesseret i at hjælpe politiet på sporet af Jack the Ripper og der mødte flere og flere op på politistationen, for at fortælle, at de vidste hvem morderen var. En nabo, der havde slået sit barn, en slagter, der kom forbi med en slagterkniv og i det hele taget bare skumle personligheder, som man normalt ville mistænke for i hvert fald at have stjålet et eller andet. Det ene forslag var længere ude i skoven end det andet.

For ikke at nævne den tossede clairvoyant, der hver dag mødte op og hævdede, at han kunne hjælpe dem. Han ville kunne se morderens aura og afsløre ham, eller han ville kunne tale med nogle mystiske ånder, der kunne finde den skyldige. Hver dag kom han med nye mirakelmidler, som Melville høfligt afslog, hvorefter han viste manden vejen ud. Da han endelig troede, han kunne få et øjeblik i fred, væltede en anden ind af døren og erklærede, at han vidste, hvem Jack the Ripper var.

Der var også en hel del mænd der mødte op og tilstod, at de var morderen. I de fleste tilfælde var det for at gøre grin med politiet, andre gange fuldkommen vanvittige mennesker og nogle der blot ønskede opmærksomhed. Uanset hvad de kom for, var Sektion D tvunget til at undersøge enhver, der tilstod, hvilket altid var spild af tid.

Der var selvfølgelig også den hjælp, der var mere brugbar. F.eks. en lille gruppe af mænd samlet af George Lusk, der forsøgte at stille forslag til, hvem morderen kunne være. De fleste af de mistænkte var endnu flere desperate gæt, men der var nogle, der kunne være en mulighed.

Det nærmeste de var kommet på morderen, var en mand der hed William Bury, som havde stukket sin kone Ellen ned. De knivsstik hun havde fået, mindede i høj grad om de samme knivsstik som blev fundet på Polly Nichols. Ellen havde også været tidligere prostitueret, men selvom det kunne have passet, følte Melville stadig, at de jagtede den forkerte.

Michael Kidney dukkede også op en enkelt gang, fuld og helt fra den. Han beskyldte politiet for, at Elizabeth Stride blev myrdet og krævede at snakke med en detektiv. Det tog Melville og Frederick noget tid at få ham smidt udenfor igen.

D. 4. oktober gav politiet Central News Agency lov til at publicere brevet adresseret til ”Dear Boss.” Alle gik i panik. Endnu flere mødte op og krævede at blive beskyttet mod morderen, prostituerede klagede over, at de følte sig udsatte, andre kom bare for at udtrykke deres bekymring, nogle mødte op, for at brokke sig over politiets indsats… Melville havde allerede fortrudt det ved middagstid. Endnu bedre blev det, da selveste dronningen ringede og udtrykte sin bekymring overfor problemet. Men det, der ville gjorde dagen forfærdelig, var den melding fra Central News Agency om endnu et brev. Melville og Frederick gjorde naturligvis straks krav på det. De tog det med hen til mødelokalet hos Sektion D og indkaldte til et møde. Frederick læste brevet op.

”Jeg lavede ikke sjov, da jeg gav dig tippet, gamle Dear Boss, du vil høre om Saucy Jackys arbejde i morgen, dobbeltdrab denne gang, en af dem hvinede lidt, jeg kunne ikke gøre færdig lige med det samme. Ha, ikke det bedste tidspunkt at få ører for politiet. Tak for at holde det sidste brev tilbage, til jeg slog til igen.

Jack the Ripper.”

Stephen slog en hånd i bordet. Han skulle til at åbne munden, men stoppede så. Walter Dew klappede ham på ryggen. ”Rolig nu,” mumlede han til sin kollega, der virkelig lignede en, der skulle til at slå en eller anden eller smadre et eller andet.

”Da de undersøgte Eddowes lig, faldt der en ørestump ud fra hendes tøj,” sagde den anden Walter, som havde støttet sit hoved i sin hånd. ”Han laver grin med os igen.”

”Vi er enige om, at det her ikke skal offentliggøres, ikke sandt?” sagde Melville. Frederick kastede et blik op mod loftet og vred sine hænder.

”For sent,” sagde han.

”Hvad?”

”Det er for sent. Vi glemte at forbyde dem, at offentliggøre brevet. Det er garanteret allerede ude i aviserne nu.”

Frederick havde ret. Der var allerede mødt nogle op, for at stille spørgsmål eller endnu engang udtrykke deres bekymring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...