From Hell - Jack the Ripper

Dette er mit bud på sommerkonkurrencen, historisk novelle.

Det bliver en skæbnesvanger 7. august for kvinden Martha Tambra, år 1888. En ukendt morder er på spil i London og det viser sig snart, at Martha ikke er den eneste, hvis dage er talte.

Følg Melville Macnaghten og hans kollega på jagt efter et rædselsvækkende mysterium.

10Likes
24Kommentarer
4805Visninger
AA

4. Nitte

14. august 1888

Metropolitan Police, Hovedkvarter  

Melville Macnaghten sad og læste en undersøgelse igennem fra den myrdede kvindes lig. Der var ikke blevet fundet flere informationer, som kunne bruges til noget, til hans skuffelse. Han havde ikke forventet det, hvis han skulle være helt ærlig, men håbet havde da været der.

Han så op fra papirerne, da Frederick trådte ind af døren. Han løftede stakken fra bordet, for at gøre ham opmærksom på det. ”Nitte. Der blev ikke fundet noget,” oplyste han sin makker om.

Frederick nikkede. ”Papirerne lå også på mit bord. Men jeg har fundet noget meget mere interessant, kom med. En mand står udenfor og påstår, han kender den døde kvinde.”

Melville hævede et øjenbryn. De havde ledt og ledt den sidste uge efter en, der kunne genkende kvinden, men intet held overhovedet. Han fandt det ret så mystisk, at der pludselig stod en mand udenfor, som kendte hende, eftersom de havde været hele kvarteret rundt.

Frederick trak på skulderen. ”Jeg ved det godt, men lad os nu give det et forsøg, ikke?”

De skyndte sig udenfor og mødtes med en mand, der hed Henry Tabram. Han fortalte dem, at kvinden var Martha Tabram, og det havde været hans tidligere kone.

”Så I blev altså skilt?” spurgte Melville. Det var sjældent man så skilte par i London. Måske var der noget at grave i der?

”Ja,” svarede Henry med triste øjne. ”Hun drak alle vores penge op, og en dag var hun blevet så fuld, at hun tog en mand med sig hjem, imens jeg var der. Jeg tror hun havde glemt, at jeg ville komme tidligere hjem den dag.”

Frederick nikkede, som tegn på, at han skulle gå videre. ”Hun blev prostitueret, men tjente ikke meget på det, så vidt jeg ved. Jeg overvejede flere gange at hjælpe hende, men jeg var bare så vred. Jeg har ikke set hende i snart atten år.”

”Aha,” svarede Frederick. ”Hvor var du henne natten mellem 6. og 7. august?” ”Hjemme. Jeg lå og sov i min seng med min kone. Hun hedder Anita.” Manden smilede lykkeligt. ”Hvis I tvivler på mit ord, kan I selv spørge hende.”

”Men hvorfor først sige det nu?” ville Melville vide.

”Jeg skammede mig vel over det, der var sket. Det er svært for en mand at indrømme, at han ikke er spændende nok.”

Der opstod en pinlig tavshed. Melville rømmede sig og kom hastigt op med et nyt spørgsmål. ”Kender du nogle af dem Martha mødtes med, efter at I var blevet skilt?”

Henry rystede på hovedet. ”Nej, men jeg kunne forestille mig, at nogle af de prostituerede kan fortælle jer noget.” Det viste sig hurtigt, at Henry Tabram ikke var den eneste, der havde kendt hende. I løbet af dagen kom der flere ind for at fortælle om Martha Tabram.

En anden mand havde kendt hende som Martha Turner, hans kone. De var gået fra hinanden tre gange, men altid endt op sammen igen. Grunden til deres tre brud var udelukkende fordi, at Martha drak konstant og brugte alle sine penge på det. Han havde boet sammen med hende i ni år, indtil hun døde.

Noget langt mere brugbart opstod i den kvindelige prostituerede Mary Ann Connoly. Hun havde kendt Martha under navnet Emma, og hun fortalte, at de ikke var sammen så ofte. Til gengæld fortalte hun, at hun havde været sammen med Martha d. 6. august, hvor de havde mødtes med to soldater. Martha og en af soldaterne var gået mod George Yard, imens hende og den anden soldat var gået ned af Angel Alley. ”Ville du kunne udpege mændene for os, hvis du så dem igen?” spurgte Frederick. Til det spørgsmål tøvede Connoly, men hun lovede at gøre et forsøg.

Connoly anede ikke, hvilket regiment soldaterne havde hørt under, men de havde haft hvide bånd omkring deres hatte. Efter en hastig undersøgelse, viste det sig at hvide bånd symboliserede Coldsteam Guards, der holdt til i nærheden af Wellington. Frederick og Melville tog Connoly med derud og fik sat alle mændene op på en række. Efter lang tid udpegede Connoly to mænd, som de to politibetjente trak lidt væk fra resten af soldaterne.

”Hvor var du natten mellem 6. og 7. august?” spurgte Melville. Han henvendte sig til en soldat med mørkebrunt hår.

”Jeg var ved barakkerne fem minutter over ti og så blev jeg her til lidt over tolv. Bagefter tog jeg hjem til min lejlighed på Goulston Street og blev der resten af natten igennem.”

Melville nikkede og vendte sig mod den anden soldat, der allerede havde regnet spørgsmålet ud.

”Jeg var sammen med min kone natten igennem. Clare Wilson, hvis I vil udspørge hende,” svarede han med et høfligt smil. Melville sukkede og kløede sig i panden.

”Ja, det kan vi ikke bruge til så meget umiddelbart,” svarede han. ”Men tak. Hvis I finder ud af noget, må I meget gerne melde jer hos Metropolitan Police.”

Begge soldater nikkede, før de gik over til de andre igen. Melville og Frederick så på hinanden.

”Ingen spor overhovedet, huh?” begyndte Frederick. Melville rystede på hovedet.

”Slet ingen. Vi har fat i en morder, der er dygtig til sit arbejde.”

Da Melville var på vej hjem samme aften, var han fyldt med en følelse af håbløshed. Han havde endnu ikke oplevet, ikke at fange den skyldige. Tanken om at den stakkels kvinde måtte forlade livet på sådan en hæslig måde, uden at nogen skulle bøde for det, ville jage ham til hans grav.

”Men jeg giver ikke op,” mumlede han til sig selv. ”Vi skal nok finde svinet.”

Hans kone fandt ham meget stilfærdig den aften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...